Ansøgning om støtte til "Musikbingo" (2020)
Indstilling
Formanden indstiller,
1. at Brønshøj-Husum Lokaludvalg giver afslag på støtte til projektet "Musikbingo"
Problemstilling
Tid, sted og indhold
En borger (bosiddende uden for bydelen) søger støtte til at afholde to musikbingoarrangementer i Kulturhuset Pilegården i samarbejde med kulturhuset i efteråret 2020. Datoer er endnu ikke fastlagt.
Til hvert arrangement spiller en DJ musik og en lokal person er bingovært. Det er muligt at vinde præmier, som så vidt muligt sponsoreres af lokale butikker.
Hvis corona-situationen umuliggør afholdelsen af fysiske arrangementer, afholdes online i stedet, fx via Zoom eller Facebook.
Målgruppe, samarbejdspartnere og annoncering
Arrangementerne er åbne for alle. Der tages entré. Ansøger forventer 50 deltagere pr. arrangement, forudsat at forsamlingsforbuddet ikke udvides.
Arrangementerne afholdes i samarbejde med Kulturhuset Pilegården, der stiller lokaler til rådighed. Lokale butikker opfordres via lokale Facebookgrupper til at sponsorere præmier.
Arrangementerne annonceres via målgrupperettede Facebook-annoncer samt via flyers i butikker, på biblioteker, svømmehaller m.v. Ansøger tager kontakt til såvel lokalavisen, som lokale butikker for at bede om deres hjælp med at sprede ordet.
Budgetoverblik
Ansøgt beløb: 26.400 kr.
Forventede udgifter: 30.400 kr.
Forventede indtægter: 4.000 kr.
Projektet rummer udgifter til honorarer til DJ og vært, div. PR-udgifter samt indkøb af præmier og håndsprit. Kulturhuset Pilegården stiller lokaler gratis til rådighed.
Sekretariatets bemærkninger
Ansøger har ikke angivet en afholdelsesdato. Sekretariatet har bedt ansøger oplyse en afholdelsesdato eller bekræfte, at aktiviteterne først afholdes efter den 19. november, hvor lokaludvalget behandler ansøgningen. Sekretariatet har desuden bedt ansøger oplyse, hvad aktiviteten musikbingo mere specifikt går ud på, samt hvilke af budgetposterne, der gør til honorering af ansøger selv. Ansøger er ikke vendt tilbage med svar på sekretariatets spørgsmål inden udsendelsen af dagsordenen.
Løsning
Ansøgningen har været behandlet i Kulturudvalget, der indstiller til afslag med den begrundelse, at der mangler lokal forankring og større medfinansiering.
Forretningsudvalget støtter indstillingen om afslag med den begrundelse, at lokaludvalget ud fra projektbeskrivelsen ikke er overbevist om projektets lokale forankring. Desuden ønsker lokaludvalget en større grad af egenfinansiering eller medfinansiering.
Hvis lokaludvalget beslutter at give tilsagn om støtte på 25.000 kr. eller derover, skal lokaludvalget
vælge et medlem, der kan følge projektet, jf. lokaludvalgets beslutning på lokaludvalgsmødet den 23. januar 2020.
Beslutning
Indstillingen blev godkendt.
Brønshøj-Husum Lokaludvalg giver afslag på støtte til projektet "Musikbingo"