Økonomi for Brønshøj-Husum Lokaludvalg
Økonomi for Brønshøj-Husum Lokaludvalg
Brønshøj-Husum Lokaludvalg
DAGSORDEN
fra ordinært møde onsdag den 19. november 2008
Åbne punkter
8. Økonomi for Brønshøj-Husum Lokaludvalg
BHL 10/2008
INDSTILLING OG BESLUTNING
Det indstilles
til Brønshøj-Husum Lokaludvalg, 1. at lokaludvalget tager orientering om økonomien for udvalget for 2008 og 2009 til efterretning. 2. at lokaludvalget drøfter brug af puljemidler for resten af 2008. Brønshøj-Husum Lokaludvalgs beslutning i mødet den 18. november 2008 1. Brønshøj-Husum Lokaludvalg tog orientering om økonomien for udvalget for 2008 og 2009 til efterretning. 2. Brønshøj-Husum Lokaludvalg tog en kort drøftelse af brugen af puljemidlerne for resten af 2008. |
PROBLEMSTILLING
Det nystartede Brønshøj-Husum
Lokaludvalg har i 2008 følgende midler:
Puljemidler: kr. 687.000.
Sekretariatsmidler: kr. 316.000.
Til etablering af lokaludvalget er der omtrent brugt kr. 50.000 af sekretariatsmidlerne. De øvrige sekretariatsmidler vil blive søgt brugt på indkøb af møbler, IT og kontorartikler til sekretariatet, samt forplejning og annoncering af mødeafholdelse.
Puljemidlerne, også kaldet 'de frie midler' er til lokaludvalgets disponering til lokale, bydelsrettede, netværksdannende og dialogskabende aktiviteter.Disse midler kan bruges til at iværksætte projekter/aktiviteter ved lokaludvalgets initiativ. Midlerne kan også anvendes ved at lokaludvalget behandler og eventuelt imødekommer projektansøgninger fra foreningslivet i Brønshøj-Husum.
Brønshøj-Husum Lokaludvalg skal vedtage retningslinier for tildeling af puljemidler, hvori principperne for udvalgets behandling af ansøgninger præciseres. Dette vil lette sagsbehandlingen af indkomne ansøgninger betragteligt, da lokaludvalget så har en rettesnor for hvilke ansøgninger man kan imødekomme og hvilke man må afvise. Lokaludvalget kan også beslutte at opdele puljemidlerne i mindre puljer med et specifikt sigte (kulturområdet, byplanlægning, børn og unge osv.), hvor ansøger skal præcisere hvilken af puljerne der søges tilskud fra. Endelig skal lokaludvalget annoncere de pågældende puljemidler i lokalaviserne, således at potentielle ansøgere opnår kendskab til muligheden for at søge tilskud til aktiviteter. Lokaludvalget kan blandt andet vedtage at store ansøgninger over et bestemt beløb, skal behandles på bestemte møder, hvorfor der opstilles frister for indsending af store ansøgninger.
Da lokaludvalget først lige er blevet etableret, har det selvsagt ikke været muligt for udvalget at træffe beslutning om retningslinier, puljeopdelinger samt procedurer for behandling af ansøgninger. Dette vanskeliggør brugen af puljemidlerne, herunder behandling af indkomne ansøgninger. Samtidig er det sådan, at de 687.000. kr., der udgør puljemidler for 2008, så vidt det er muligt skal finde anvendelse inden årets udgang. På grund af serviceudgiftloftet kan der ikke overføres uforbrugte midler fra 2008 til 2009.
Brønshøj-Husum Lokaludvalg har i
2009 følgende midler:
Puljemidler: kr. 2.828.000.
Sekretariatsmidler: kr. 1.315.00.
Brønshøj-Husum Lokaludvalg skal i starten af 2009 udarbejde et budget for brugen af puljemidler for 2009 samt annoncere frister for indsending af ansøgninger i lokalaviserne. Lokaludvalget kan med fordel allerede nu begynde overvejelser om i hvor høj grad udvalget ønsker selv at iværksætte projekter og aktiviteter. Endvidere kan udvalget overveje, hvilke puljer der eventuelt skal nedsættes samt procedurer for behandling af ansøgninger.
I forhold til sekretariatsmidlerne vil sekretariatet i starten af 2009 forelægge forslag til budget for sekretariatsmidlerne for 2009 for lokaludvalget. I den forbindelse skal det dog oplyses at størstedelen af sekretariatsmidlerne er bundet til lønninger, husleje, forplejningsudgifter samt kontoradministration.
LØSNING
Brønshøj-Husum Lokaludvalg tager orientering om økonomien for udvalget i henholdsvis 2008 og 2009 til efterretning. Brønshøj-Husum Lokaludvalg drøfter endvidere brugen af puljemidler for resten af 2008.
ØKONOMI
Til lokaludvalgets møde den 19. november 2008 er der indkommet 6 ansøgninger med en samlet ansøgningssum på kr. 467.640. fra 2008 midlerne. Samtidig er der indkommet et medlemsforslag fra Maxim Borozenec vedr. et forslag om afholdelse af et multietnisk julemarked på Brønshøj Torv, der vurderes at koste kr. 170.000. I alt er der foreslåede udgifter for kr. 637.640. Såfremt Brønshøj-Husum Lokaludvalg vælger at imødekomme samtlige ansøgninger såvel som medlemsforslaget om et multietnisk julemarked på Brønshøj Torv, vil der være kr. 49.360 tilbage af puljemidlerne til resten af 2008.
Til lokaludvalgets møde den 19. november 2008 er der endvidere indkommet 1 ansøgning med en ansøgningssum på kr. 62.500. fra 2009 midlerne. Såfremt Brønshøj-Husum Lokaludvalg vælger at imødekomme denne ansøgning, vil der være kr. 2.765.500. tilbage af puljemidlerne for 2009.
VIDERE PROCES
Brønshøj-Husum lokaludvalg træffer beslutning om indkomne ansøgninger og medlemsforslag fra Maxim Borozenec (behandles under senere punkter). Lokaludvalget skal desuden træffe beslutninger om retningslinier for tildeling af puljemidler og procedure for behandling af ansøgninger. Endelig skal lokaludvalget vedtage et budget for puljemidler for 2009 og annoncere puljen i lokalaviserne.