Ansøgning om støtte til "Fortabt i Brønshøj Torv – Forsøg med en anden tilgang til byens udvikling"
Indstilling
Formanden indstiller til Brønshøj-Husum Lokaludvalg,
1. at lokaludvalget giver afslag på støtte til projektet "Fortabt i Brønshøj Torv – Forsøg med en anden tilgang til byens udvikling".
Problemstilling
Tid, sted og indhold
En selvstændig arkitekt søger om støtte til et projekt med 5-dages workshop om kritisk og kreativ tilgang til byudvikling, hvor en arbejdsgruppe med kunstnere/kreative personer udefra skal involvere lokale beboere i at udvikle initiativer om omdannelse af det lokale bymiljø med fokus på grøn omstilling, sundhed og socialt samvær. Efterfølgende udstilles resultaterne fra workshoppen i stedsspecifikke installationer/performances. Projektet afholdes på Brønshøj Torv og gaderne omkring, samt Brønshøj Gamle Skole i perioden den 7.-13. oktober 2019.
Målgruppe, samarbejdspartnere og annoncering
Målgruppen til workshoppen er beboerne omkring Brønshøj Torv samt beboere i hele Brønshøj-Husum. Arrangementerne er åbne for alle og gratis at deltage i, og ansøger forventer 50-100 deltagere i workshopforløbet, og at 500-1000 ser byrumsudstillingen.
Projektet er udviklet i samarbejde med Kulturhuset Pilegården. Og ansøger samarbejder med Sydhavn Genbrugscenter om materialer og værkstedsfaciliteter samt med Folkets Hus på Nørrebro.
Projektet annonceres gennem fysisk tilstedeværelse og samtaler med folk i området, og det søges omtalt i lokale medier.
Budgetoverblik
Ansøgt beløb: 50.000 kr.
Forventede udgifter: 200.000 kr.
Anden støtte: 100.000 kr.
Forventet egenfinansiering: 50.000 kr.
Projektet rummer udgifter til honorar til ansøger for udvikling, planlægning, projektledelse og kommunikation (150 arbejdstimer); honorarer til 3 kunstnere for at deltage i arbejdsgruppe og facilitere workshops; materialer og udstyr samt dokumentaroptagelser. Ansøger modtager støtte fra Kultur- og Fritidsudvalgets løbende bevilling, og lægger en egenfinansiering. Derudover er der samarbejdsparters frivillige arbejde samt lån af lokaler og værkstedsfaciliteter.
Sekretariatets bemærkninger
Sekretariatet har bedt ansøger uddybe budgettet. Ansøger har svaret, at de første 4 budgetposter (samlet 150 arbejdstimer) er til medarbejdere og ansøger selv, hvoraf de 67 timer er selvfinansierede. 'Materialer og udstyr' er til at skabe en stedsspecifik installation/performance, og 'Dokumentaroptagelser' er honorar til en filmdokumentarist og til fundraising til TV-produktion.
Løsning
Ansøgningen har været behandlet i Byudviklingsudvalget (BUU) og Kulturudvalget (KU), som begge indstiller til afslag med den begrundelse, at der mangler lokal forankring, da det ikke er tydeligt, hvad Pilegårdens rolle i projektet er. Derudover udgør honorar til ansøger selv en stor del af budgettet.
Forretningsudvalget støtter indstillingen om afslag på støtte med den begrundelse, at lokaludvalget savner en højere grad af lokal forankring i projektet, fx i form af lokale samarbejdspartnere, og at honorar til ansøger selv ikke udgør så stor en del af det samlede budget.