Mødedato: 19.05.2016, kl. 18:30
Mødested: EnergiCenter Voldparken, Kobbelvænget 65, 2700 Brønshøj

Statusorientering om Lokaludvalgets egne projekter

Under dette punkt vil tovholdere for Lokaludvalgets egne projekter på mødet orientere om status

Indstilling

Formanden indstiller,

1. at Lokaludvalget tager orienteringen til efterretning

Problemstilling

Formænd og medlemmer af fagudvalg og arbejdsgrupper kan på mødet orientere om projekter og sager.

 

Beslutning

Freddy Ingvorsen fortalte, at Byudviklingsudvalget følger bydelens grundejerforeningers udfordringer med skybrudsprojekter og samarbejdet med Hofor. Den nyeste udvikling er, at Hofor nu er indstillet på at overtage udvalgte godkendte projekter og stå for udgifterne.

Kirsten Møller opfordrede medlemmer til at melde sig til at passe Lokaludvalgets bod på Kulturdagen 11. juni. En bemandingsplan gik rundt. Medlemmer kan også melde sig til sekretariatet frem til kulturdagen.

Kirsten Møller orienterede også om det planlagte interessenttræf i Vandtårnet den 27. maj. Medlemmer, som ønsker at deltage, bedes tilmelde sig hos sekretariatet.

Ernst Sørensen fortalte om Brønshøj-Husum Walks den 27. maj.

Christian Hesselberg orienterede om, at Byudviklingsudvalget har drøftet stoppestedsplaceringen på Frederikssundsvej. Byudviklingsudvalget ser for mange ulemper (fordyrelser og forsinkelser) ved at flytte det nærmeste stopsted for at udjævne afstanden mellem stopstederne, idet der i så fald skal etableres ny sikker krydsningsmulighed skal etableres. Byudviklingsudvalget anbefaler i stedet at arbejde for en genetablering af det nedlagte stopsted.

Freddy Ingvorsen fortalte at Byudviklingsudvalget har dialog med ungerådet omkring utrygge steder og der planlægges en fælles nattevandring.

Hans Christensen orienterede om borgermødet om seniorbofællesskaber afholdt 4/5. Der var et flot fremmøde på omkring 75 seniorer. Arbejdsgruppen skal nu samle op. 

Til top