Mødedato: 19.03.2009, kl. 18:30

EnergiCenter Voldparken

EnergiCenter Voldparken

Brønshøj-Husum Lokaludvalg

 

DAGSORDEN

fra ordinært møde torsdag den 19. marts 2009

 

 

16.      EnergiCenter Voldparken

BHL  71/2009

INDSTILLING OG BESLUTNING

 

Formanden indstiller til Brønshøj-Husum Lokaludvalg,

 

  1. at Lokaludvalget beslutter at ansøge Økonomiudvalgets Kickstart-pulje om 525.000 kr. til EnergiCenter Voldparken
  2. at Lokaludvalget nedsætter en styregruppe mhp. projektstyring og afrapportering og vælger 2-4 repræsentanter fra Lokaludvalget til denne styregruppe
  3. at Lokaludvalget beslutter at tilbyde en arbejdsplads i lokaludvalgssekretariatet til projekt- og aktivitetskoordinatoren
  4. at Lokaludvalget beslutter at tilbyde projektet sekretariatsassistance i rimeligt omfang.

 

Brønshøj-Husum Lokaludvalgs beslutning på mødet den 19. marts 2009:

 

Hele indstillingen blev godkendt.

 

Lokaludvalgets repræsentanter i styregruppen er: Karsten Brisell, Grete Bille, Freddy Invorsen og Laust Andersen. Øvrige deltagere i styregruppen: Flemming Eberhardt, Formand for AAB 38, Allan Juhl Jensen, Formand for IF Stadion og Nicolaj Hvid, arkitekt (har alle bekræftet dere s interesse).

 

 

 

 

PROBLEMSTILLING

 

Brønshøj-Husum Lokaludvalg opfordres til at indgå samarbejde med parterne bag EnergiCenter Voldparken og tage ejerskab for en ansøgning til Økonomiudvalgets Kickstart-pulje om ansættelse af en projektkoordinator til projektet.

 

EngergiCenter Voldparken

 

Med Lokaludvalgets støtte er skitseprojektet EnergiCenter Voldparken; Dynamiske Kraftcenter for Bevægelse og Sundhed udarbejdet og præsenteret for Lokaludvalget. Forslaget indeholder konkrete og argumenterede forslag til en fremtidig anvendelse af Voldparken Skole, hvor bygningerne anvendes til et center indeholdende Idrætshøjskole, Foreningsfitness, Sundhedshus, faciliteter til lokale brugere, indretning af haller til kampsport, cafe- og restaurationsformål samt nyopførelse af opvisningshal og bowling. EnergiCenter Voldparken vil bidrage med en kvalitetsforøgelse til lokalområdet.

 

Princippet bag EnergiCenter Voldparken består i, at fysiske aktiviteter lige fra gratis og uorganiseret sport til organiseret idræt i kombination med aktiviteter fokuseret på sundhed, kost og ernæring vil tilføre området et mønsterbrydende løft for alle på tværs af alder, køn samt social og etnisk herkomst.

 

Energicenter Voldparken spiller – som et fyrtårnsprojekt – fint sammen med det nye områdeløft til Husum, som med Velfærdsministeriets støtte forventes at starte i slutningen af 2009.

 

Ansøgning om projekt- og aktivitetskoordinator

 

Parterne bag processen fra Future City Games og EnergiCenter Voldparken, AAB afd. 38 samt IF Stadion og Københavns Kommunes Teknik- og Miljøforvaltning har undersøgt mulighederne for at få finansieret en projekt- og aktivitetskoordinator. En sådan koordinator er nødvendig for at fastholde og udvikle projektplanerne, fundraise til istandsættelsen af skolen, arbejde på en varig løsning ift. finansiering af projektets drift i form af at få projektet med i budgetaftalerne for næste år og planlægge lokale workshops om brugen af de tilhørende udearealer.

 

Økonomiudvalgets kickstartpulje ansøges om 525.000 kr. (koordinators løn i 2009, information og workshops). Brønshøj-Husum Lokaludvalg har medfinansieret projektet med 3 bevillinger på i alt 406.250 kr. til visualisering af projektet og afholdelse af workshop.

 

Kickstart-puljen er en pulje under Økonomiudvalget, som støtter projekter, f.eks. gennem fysiske, sociale eller integrationsmæssige tiltag. Af Borgerrerepræsentationens beslutning den 20. januar 2005 fremgår om Kick-startpuljen: "Puljen kan søges, når private eller offentlige parters initiativer til forbedringer fordrer en hurtig beslutning om kommunal støtte… Kickstartpuljens formål bliver at støtte projekter, som højner kvaliteten af livet i byens forskellige lokalområder. Kickstartpuljen skal understøtte presserende initiativer, der f.eks. kan ændre adfærdsmønstre i belastede boligområder eller medvirke til at sætte en ny dagsorden for et boligkvarter. Puljen skal hjælpe aktører på vej, der arbejder med at skabe flere muligheder, bedre hverdagsvilkår eller en sundere levevis for grupper af københavnere, f.eks. gennem projekter med socialt, integrationsmæssigt eller fysisk sigte. Kickstartpuljen foreslås at støtte samarbejde mellem flere aktører og gerne støtte projekter, der er foranlediget af andre aktørers initiativ. Det foreslås, at Kickstartpuljen fokuserer på lokalområdernes aktiviteter og kvaliteter gennem støtte til projekter i såvel eksisterende som i nye boligområder, hvor der f.eks. er behov for midler til at fremme en udvikling af det sociale liv".

 

Teknik- og Miljøforvaltningen og Økonomiforvaltningen/Center for Byudvikling har med sit forhåndskendskab til projektet formuleret ansøgning og indstilling til Økonomiudvalget på vegne af Brønshøj-Husum Lokaludvalg.

 

Projektorganisation

 

Det foreslås at der etableres en organisering omkring projektet for at sikre projektets fremdrift, give faglig sparring til koordinatoren og forestå afrapportering til Lokaludvalget.

 

En styregruppe nedsættes bestående af de parter, som hidtil har arbejdet med projektet samt 2-4 repræsentanter fra Lokaludvalget. Forretningsudvalget peger på Karsten Brisell, Grete Bille og Freddy Invorsen som repræsentanter fra Lokaludvalget. Øvrige deltagere foreslås:

 

  • Flemming Eberhardt, Formand for AAB 38
  • Allan Juhl Jensen, Formand for IF Stadion (samt suppleant for mig i LU)
  • Nicolaj Hvid, arkitekt

 

Placering og aflønning af projekt- og aktivitetskoordinatoren

 

Koordinatoren skal sidde lokalt i Brønshøj-Husum. Der er flere muligheder for, hvor koordinatoren kan have arbejdsplads i bydelen.

 

Brønshøj-Husum Lokaludvalg kan huse koordinatoren og tilbyde at stille arbejdsplads til rådighed i lokaludvalgssekretariatet i Pilegården. Det vil være muligt at stille et ekstra skrivebord ind. Alle eventuelle udgifter forbundet hermed dækkes af projektbevillingen. For Lokaludvalget overordnede koordinering med bydelen og Engergicenter-projektet kan det være en fordel, at koordinatoren er forankret i lokaludvalgssekretariatet. For koordinatoren kan det være en fordel at være en del af et bydelsorienteret fagligt miljø.

 

AAB kan ligeledes stille en arbejdsplads til rådighed for koordinatoren i Voldparken. Koordinatoren kan på denne måde være tættere på beboerne i området.

 

Det er muligt at gøre brug af begge modeller, idet koordinatoren i en periode sidder sammen med Lokaludvalget og senere rykker ud i AAB's lokaler i Voldparken.

 

Uanset hvor arbejdspladsen rent fysisk placeres, vil Lokaludvalget være ansættelsesmyndighed, dvs. i praksis udvalgssekretæren hvad angår det daglige personalemæssige forhold samt løn og en nedsat styregruppe hvad angår projektets fremdrift og de faglige mål.

 

 

LØSNING

Lokaludvalget vælger at ansøge om projektet og tage ejerskab for det videre forløb.

 

ØKONOMI

Kickstartpuljen under Økonomiudvalget ansøges om 525.000 kr. til finansiering af projektet.

 

VIDERE PROCES

Ansøgningen kommer på Økonomiudvalgets dagsorden den 23. eller 30. marts.

Styregruppen konstituerer sig og udarbejder snarest en projektplan, som præsenteres for Lokaludvalget.

 

 

BILAG

  • Ansøgning til Kickstartpuljen om finansiering af projekt- og aktiviteteskoordinator for EnergiCenter Voldparken


 

Til top