Mødedato: 18.09.2014, kl. 18:30
Mødested: Kulturhuset Pilegården, Brønshøjvej 17B, 2700 Brønshøj

Håndbog for private fællesveje - et samarbejde mellem lokaludvalg

Lokaludvalget inviteres til tværgående lokaludvalgssamarbejde om en håndbog.

Indstilling og beslutning

Formanden indstiller

1. at Lokaludvalget beslutter at deltage i samarbejdet om en håndbog for private fællesveje og forpligter sig til at afsætte en bevilling, når der ligger et konkret budgetudkast fra Bispebjerg Lokaludvalg

Problemstilling

Bispebjerg Lokaludvalg har inviteret til et samarbejde omkring en håndbog målrettet private fællesveje. Håndbogen skal være et redskab for grundejerne til forbedringer af vejen og kantzonerne. Der tænkes på emner som:
  • Hvordan etablerer man et vejlaug, og hvorfor kan det være en god idé
  • Muligheder for trafiksanering på vejen
  • Muligheder for klimatilpasning
  • Kan udbygges med andre relevante emner som belysning, kunst osv
Bogen tænkes som en vejledning med henvisning til relevante kontaktpersoner og myndigheder, inspiration fra andre eksempelprojekter og henvisninger til andre pjecer. Der findes forskellige andre pjecer og publikationer, som forholder sig til enkelte af ovenstående emner, og der vil selvfølgelig blive genbrugt, hvad der allerede er udarbejdet andre steder.

Proces
Bispebjerg har sendt invitationen ud til alle lokaludvalg. I første omgang melder lokaludvalgene hver især ind om de er interesserede. I øjeblikket ser det ud til at projektet har interesse for 3-6 lokaludvalg. Dernæst er næste skridt at afstemme forventiner til håndbogen og indholdet og lave et budget. Når tilbagemeldingerne ruller ind vurderes det, om projektet skal gennemføres i 2014 eller i 2015.

Bispebjerg Lokaludvalg har pt. afsat op til 50.000 kr. til opgaven. Der skal afses midler til en konsulent, holdes møder med en følgegruppe, bogen skal layoutes og måske også trykkes (eller i en netversion). Bispebjerg Lokaludvalgs sekretariat er tovholder.

Byudviklingsudvalget har behandlet sagen og har stor interesse i at deltage.

Løsning

Lokaludvalget tilkendegiver sin interesse i at deltage i projektet.

Videre proces

Når det er afklaret, hvor mange lokaludvalg der vil være med, laves et budget og en tidsplan, som fremlægges til Lokaludvalget til godkendelse, samtidig med at Lokaludvalget afsætter en bevilling til håndbogen.

Beslutning

Indstillingen blev tiltrådt.
Til top