Mødedato: 18.05.2017, kl. 18:30
Mødested: EnergiCenter Voldparken, Kobbelvænget 65, 2700 Brønshøj (lokale 204)

Ansøgning om støtte til "Danmarks Internationale Gadeteaterfestival til Brønshøj-Husum og Bispebjerg"

Indstilling

Formanden indstiller,

1. at Brønshøj-Husum Lokaludvalg bevilger 25.000 kr. til projektet "Danmarks Internationale Gadeteaterfestival til Brønshøj-Husum og Bispebjerg".    

Problemstilling

Teatergruppen Batida, der er hjemhørende i Bispebjerg, søger støtte til at bringe Danmarks Internationale Gadeteaterfestival til Bispebjerg og Brønshøj-Husum bydele den 21.-27. august 2017.

På festivalen deltager 12 internationale teaterkompagnier med i alt 14 forestillinger, der vil blive fordelt mellem de to bydele.

Ansøger samarbejder med Rasmus Elleby, leder af Brønshøj Bibliotek & Husum Bibliotek, Mikkel Hellden-Hegelund, leder af Tingbjerg Bibliotek, samt Frank Bentin, bestyrelsesmedlem af boligforeningen Bellahøj FSB og frivillig i Sammen om Bellahøj, bl.a. om at finde egnede spillesteder i Brønshøj-Husum. Samarbejdsparterne har bl.a. foreslået pladsen foran Tingbjerg Bibliotek, Brønshøj Torv, Husum Bypark, Bellahøj, Husumparken og Kulturhuset Pilegården. De endelige spillesteder skal findes i samarbejde med de deltagende teaterkompagnier og er derfor ikke på plads endnu.

Gadeteaterfestivalen udspiller sig i det offentlige rum og vil være gratis at overvære for publikum. Ansøger forventer i alt 3000 deltagere.

Der annonceres bredt for arrangementerne, både gennem lokale kanaler, Københavns Kommune og festivalens egen PR.

Ud over de nævne samarbejdsrelationer samarbejder Teatergruppen Batida med Kultur og Fritid Nord og Teater Hund (lille storbyteater i Bispebjerg) om planlægning og afvikling af festivalen.

Ansøger har sendt bekræftelser på samarbejdet fra de lokale samarbejdspartnere.

Ansøgt beløb: 25.000 kr.

Forventede udgifter:  300.000 kr.

Forventede indtægter og egenfinansiering:  250.000 kr.

For at få festivalen til Brønshøj-Husum og Bispebjerg skal ansøger betale 300.000 kr. til festivalens sekretariat. Disse penge går til honorarer og rejseudgifter til de medvirkende teatergrupper samt til festivalens centrale koordinering. Alle forestillingerne er refusionsgodkendte, hvorfor staten bidrager med 150.000 kr. i refusion.

Kultur og Fritid Nord og Teater Hund bidrager også med medfinansiering. Ansøger har desuden fået bevilget 25.000 kr. fra Bispebjerg Lokaludvalg.

Ansøgningen har været behandlet i Kulturudvalget, der indstiller til, at der gives støtte som ansøgt. Forretningsudvalget støtter denne indstilling. 

Løsning

Projektet bevilges 25.000 kr.

Økonomi

Pengene tages fra Pulje A: Netværksskabende aktiviteter (Bydelspuljen).

Beslutning

Projektet bevilges den ansøgte støtte på 25.000 kr. Støtten gives den med den bemærkning, at teatergruppen Batida opfordres til at overveje Bellahøj Friluftsscene som sted for nogle af forestillingerne.

Til top