Mødedato: 18.05.2017, kl. 18:30
Mødested: EnergiCenter Voldparken, Kobbelvænget 65, 2700 Brønshøj (lokale 204)

Ansøgning om støtte til "Bellahøj Kræmmerfestival"

Indstilling

Formanden indstiller,

1. at Brønshøj-Husum Lokaludvalg giver afslag på ansøgningen til projektet "Bellahøj Kræmmerfestival".

Problemstilling

Brønshøj Husum Idrætsfond søger støtte til afholdelse af Bellahøj Kræmmerfestival, som er et årligt tilbagevendende arrangement der finder sted på markedspladsen ved Bellahøj, Hvidkildevej 66 (Vanløse bydel) den 8.-10. september 2017.

Brønshøj Husum Idrætsfond består af følgende foreninger:  Husum Boldklub, Boldklubben Fix, Brønshøj Boldklub, Freja Håndbold, cykelklubben ABC, Boldklubben Stefan (Bispebjerg bydel) og Boldklubben Union (Vanløse bydel).

Markedet består af kræmmere som sælger både nye og gamle ting, et omrejsende tivoli hvor både voksne og børn kan more sig, madboder, musiktelte, udstilling af amerikanerbiler og muligvis en ungdomsfodboldturnering.

Arrangementet er åbent for alle og retter sig både mod børn og voksne. Der tages entre på ca. 25 kr.. Ansøger forventer 10.000-15.000 deltagere. Arrangementet annonceres bredt, bl.a. gennem lokalaviser, lokalradioer, tv-skærme i S-togene og store bannere.  

Ansøgt beløb: 79.373 kr.

Forventede udgifter: 1.001.016 kr.

Forventede indtægter: 921.623 kr.

Et af formålene med arrangementet har tidligere været at generere overskud til arrangørforeningernes aktiviteter. I 2016 gav arrangementet dog underskud. Derfor søges Lokaludvalget om støtte som en underskudsdækning.

Projektet rummer udgifter til bl.a. musikerhonorarer, indkøb af materialer, mad og drikke, tivoli og markedsføring.   

De ansøgende foreninger bidrager med frivillig arbejdskraft. Al planlægning af arrangementet foregår på frivillig basis.

Sekretariatet har opfordret ansøger til også at søge støtte hos Bispebjerg og Vanløse Lokaludvalg. Ansøger har meddelt, at de efterfølgende har ansøgt Vanløse Lokaludvalg, ligeledes om  79.373 kr. Hvis Vanløse vælger at støtte projektet, vil behovet for støtte fra Brønshøj-Husum blive tilsvarende mindre. Vanløse Lokaludvalg behandler ansøgningen den 15. juni. Da næste ansøgningsfrist til Bispebjerg Bydelspulje er i september, er det ikke muligt at søge Bispebjerg Lokaludvalg om støtte.

Ansøgningen har været behandlet i Børne-, Unge-, Fritids- og Idrætsudvalget, der indstiller til, at der gives støtte som ansøgt. En reduktion i støtten kommer på tale hvis Vanløse Lokaludvalg vælger at støtte ligeledes.

Ansøgningen har også været behandlet i Kulturudvalget, der indstiller til afslag, da projektet falder ind under arrangementer med kommercielt formål. Et flertal i forretningsudvalget støtter denne indstilling med den begrundelse, der er nævnt under "Løsning "

Et mindretal i forretningsudvalget indstiller til, at der gives delvis støtte på 39.686,50 kr. med den begrundelse, der er nævnt under "Løsning "

Løsning

Der er en delt indstilling, og lokaludvalget beslutter enten

A: Der gives afslag på støtte. Begrundelsen er, at projektet vurderes at have et for kommercielt sigte til at falde inden for Bydelspuljens formål. Med kommercielt forstås, at Lokaludvalget ikke ønsker at støtte aktiviteter, som har et mål om at samle ind til øvrige formål, herunder de deltagende foreninger.

eller

B: Projektet bevilges delvis støtte på 39.686,50 kr. Den delvise støtte bevilges ud fra en forventning om, at Vanløse Lokaludvalg også bevilger støtte til projektet.

eller

C: Projektet bevilges støtte på 79.373 kr.

Økonomi

Eventuel støtte tages fra Pulje A: Netværksskabende aktiviteter (Bydelspuljen).

Beslutning

Der gives afslag på støtte. Begrundelsen er, at projektet vurderes at have et for kommercielt sigte til at falde inden for Bydelspuljens formål. Med kommercielt forstås, at Lokaludvalget ikke ønsker at støtte aktiviteter, som har et mål om at samle ind til øvrige formål, herunder de deltagende foreninger.

Beslutningen blev truffet ved afstemning. Ingen fastholdt forslaget om at give den fulde støtte. Der var en afstemning om at give den halve støtte. Herfor stemte fire (Tahira Ashraf, Anette Thaulow, Palle Lolk og Sheikh Mohammad Saleem). Ti stemte imod (Erik Fisker, Lis Søkvist, Laust Andersen, Mads Brenøe Lange, Christoffer Rosenkrands, Mohammed Al Hamod, Anni Ørbæk, Niels Jørgen Madsen, Hans Bo Larsen og Michael Hoff). Ingen undlod at stemme. Forslaget faldt.

Til top