Mødedato: 17.12.2015, kl. 18:30
Mødested: EnergiCenter Voldparken, Kobbelvænget 65, 2700 Brønshøj

Høring vedr. Kildebrøndevej lokalplan, tillæg 1

Se alle bilag
Lokaludvalget har mulighed for at indsende høringssvar vedr. forslag til tillæg nr. 1 til lokalplan nr. 390 "Kildebrøndevej".

Tidligere beslutninger

Tillægget var i intern høring i foråret 2015. Her bemærkede lokaludvalget i sit høringssvar den 24.april, at lokaludvalget undtagelsesvist kunne imødekomme kommunens ønske om at undgå butikker i stueetagen. Det bemærkedes samtidig, at lokaludvalget forudser problemer med parkeringsmuligheder, at de nærmeste private fællesveje i forvejen er hårdt belastede og at den højklassede busløsning og en evt. letbane vil betyde nedlæggelse af yderligere p-pladser.

Lokaludvalget bemærkede ligeledes i oktober 2013 til samme sag, at parkeringsmulighederne kan blive et problem.

Indstilling

Formanden indstiller

  1. at lokaludvalget godkender Byudviklingsudvalgets udkast til høringssvar vedr. forslag til tillæg nr. 1 til lokalplan nr. 390 "Kildebrøndevej".

Problemstilling

Lokaludvalget har modtaget høring om tillæg nr. 1 til lokalplan "Kildebrøndevej". Høringsfristen er den 30.december 2015.

Lokalplantillægget skal gøre det muligt at opføre en integreret daginstitution, i stedet for publikumsorienteret serviceerhverv, på adressen Frederikssundsvej 257 for at dække pasningsbehovet i lokalområdet. 

Byudviklingsudvalget har behandlet høringssagen på sit møde den 26.november og har lavet et udkast til høringssvar. Udvalget foreslår i tråd med de tidligere høringssvar og ud fra ønsket om at værne om forretningslivet på Frederikssundsvej at imødegå ønsket om en ny institution med bemærkning om de forudsete parkeringsudfordringer.

På byudviklingsudvalgsmødet deltog en repræsentant fra vejlauget ved Kildebrøndevej i drøftelsen af høringen. På den baggrund foreslår udvalget i høringssvaret at fremhæve ønsket om at bevare det træ, som i lokalplanen forudsættes bevaret. På baggrund af tidligere erfaringer frygter udvalget, at der på et senere tidspunkt vil blive givet dispensation til at fjerne træet.

Høringsmaterialet findes på www.blivhoert.kk.dk.

Løsning

At lokaludvalget godkender Byudviklingsudvalgets udkast til høringssvar.

 

Beslutning

Høringssvaret blev godkendt.
Til top