Evaluering af samarbejdsaftale om Naturbyen
Tidligere beslutninger
På lokaludvalgsmødet den 21. marts 2019 blev samarbejdsaftalen for Naturbyen godkendt. Aftalen blev indgået mellem Udviklingsforeningen EnergiCenter Voldparken, Fonden DSI EnergiCenter Voldparken og Brønshøj-Husum Lokaludvalg.
Se referat og samarbejdsaftale her: https://www.kk.dk/indhold/bronshoj-husum-lokaludvalgs-modemateriale/210…
Indstilling og beslutning
Formanden indstiller,
1. at Brønshøj-Husum Lokaludvalg drøfter ’Evaluering af samarbejdsaftale om Naturbyen’ med henblik på at træffe beslutning om at forny eller afvikle aftalen.
Problemstilling
På lokaludvalgsmødet den 21. marts 2019 blev samarbejdsaftalen for Naturbyen godkendt. Aftalen blev indgået mellem Udviklingsforeningen EnergiCenter Voldparken, Fonden DSI EnergiCenter Voldparken og Brønshøj-Husum Lokaludvalg.
Formålet med samarbejdsaftalen er at danne rammegrundlag for opgaven med at drive processen omkring Naturbyen, med afsæt i fælles opgavebeskrivelser og rollefordeling parterne imellem. Af aftalen fremgår det, at der skal foretages en evaluering heraf i foråret 2020 med henblik på fornyelse eller afvikling.
Baggrund
Lokaludvalget besluttede på seminar i efteråret 2012, at der skal arbejdes på at få etableret det Naturcenter, som er beskrevet i de allerførste planer for EnergiCenter Voldparken. I 2014 muliggjorde en stor statslig bevilling udarbejdelsen af et prospekt for Naturbyen, som projektet blev navngivet. Dette prospekt dannede efterfølgende fire år afsæt for en række bestræbelser på at opnå finansiering via budgetforhandlingerne, de første par år i regi af Tingbjerg- Husum Byudviklingsstrategi. Herefter fører drøftelser i den daværende styregruppe til en ny strategi med fokus på at opbygge Naturbyen gradvist i takt med, at nye driftspartnerskaber etableres og aktiviteter vokser frem.
Sideløbende med lokaludvalgets bestræbelser på at mobilisere interesse for og ressourcer til arbejdet med Naturbyen har EnergiCenter Voldparken skabt en byhave og et tiltagende ønske om at udvikle den socialøkonomiske virksomhed omkring dyrkning, dyrehold og madlavning m.v.
Formålet med at udforme og indgå en samarbejdsaftale var primært at danne grobund for:
- Udvikling og samtænkning af borgerrettede aktiviteter.
- En tydeligere kommunikation.
- Udvikling af en forretningsmodel.
- Tydeliggøre rolle- og ansvarsfordelingen.
Kort resume af evaluering
Det må konstateres, at ingen af parterne bag samarbejdsaftalen i væsentlig grad har forsøgt og haft mulighed for at virkeliggøre aftalens konkrete indhold. Årsagerne hertil beskrives kort i ’Evalueringen af samarbejdsaftale om Naturbyen’.
Løsning
Forretningsudvalget og Miljøudvalget har drøftet evalueringen af samarbejdsaftalen og anbefaler, at samarbejdsaftalen afvikles. Endvidere at lokaludvalget sætter gang i drøftelser om Naturbyens fremtid som indsatsområde.
Økonomi
Fornyelse eller afvikling af samarbejdsaftalen har ingen økonomiske konsekvenser for lokaludvalget.
Videre proces
Til kommende seminar for lokaludvalget kan indledende drøftelser om Naturbyens fremtid påbegyndes.Beslutning
Indstillingen blev drøftet.
Lokaludvalget er enige om, at samarbejdsaftalen skal afvikles.
På kommende seminar drøfter lokaludvalget, om og hvordan 'Naturbyen' kan udvikles. Endvidere skal lokaludvalget drøfte og tage stilling til deres visioner for 'Naturbyen', der er indskrevet i lokalplanen for området.