Mødedato: 17.09.2020, kl. 18:30
Mødested: EnergiCenter Voldparken, Fysiklokalet på 1. sal

Bevilling til informationsmøde om Bystævneparken

Tidligere beslutninger

Meddelelse den 25. juni 2020:

Den helhedsplan for Bystævneparken, som var i offentlig høring i foråret 2019, er ikke kommet til politisk behandling, da der er kommet en række ændrede forudsætninger for udvikling af området:

  1. Med overførselssagen 19/20 blev det besluttet, at Botilbuddet Rønnebo skal blive liggende i Bystævneparken og ikke flyttes til Ryparken. Det gør, at planens sammenfletning med de omkringliggende villakvarters veje udfordres.
  2. Prognoser for befolkningstal viser, at der ikke er behov for en skole med to skolespor i Bystævneparken. Det betyder, at planens centrale funktion fjernes.
  3. Kommuneplanen 2019 indebærer, at biltrafik generelt skal mindskes i København, og nye boligområder skal planlægges som bilfrit område. Dvs. at så meget parkering som muligt skal ske i parkeringshuse, og derfor skal planens vejstrukturer og adgang til området gentænkes.

Derfor er Center for Byudvikling (Økonomiforvaltningen) ved at udarbejde en ny helhedsplan for Bystævneparken, som forventes at komme i offentlig høring i perioden februar-marts 2021.

Indstilling

Formanden indstiller til lokaludvalget, at

1. Brønshøj-Husum Lokaludvalg bevilger 6.000 kr. til afholdelse af et informationsmøde om Bystævneparken.

Problemstilling

Sekretariatet er blevet kontaktet af Center for Byudvikling (Økonomiforvaltningen) med en forespørgsel, om lokaludvalget vil vært for et informationsmøde i uge 41 for lokale borgere, hvor Center for Byudvikling (CBU) kan præsentere, hvordan arbejdet skrider frem med udarbejdelse af den nye helhedsplan for Bystævneparken.

CBU foreslår følgende program:

  • Det nye program og revision af helhedsplanen (hvilke funktioner skal blive i området, hvad skal flyttes ud, hvad kommer der af nybyggeri)
  • Hvorfor er skolen ude? (befolkningsprognose mm.)
  • CBU's ambitioner og fokuspunkter for det nye bykvarter
  • Den kommende proces for den nye helhedsplan

På mødet vil CBU gerne gå i dialog med lokaludvalget og borgere om, 1) hvordan området med de nuværende rammer kan blive et aktiv for lokalområdet, 2) hvilke kvaliteter området har, som bør bevares og styrkes, 3) hvordan området kan blive en integreret del af lokalområdet og 4) hvad der er vigtigt i forhold til at tilpasse det nye byområde til de omkringliggende områder.

Løsning

Formanden foreslår, at Brønshøj-Husum Lokaludvalg afholder et informationsmøde, hvor CBU kan præsentere arbejdet med den nye helhedsplan for lokale borgere. Mødet afholdes en aften i uge 41, fx tirsdag den 6. oktober 2020 fra kl. 19-21.

Det er et åbent møde, men grundet COVID-19 og forsamlingsforbuddet på maks. 50 personer skal deltagerne tilmelde sig på forhånd efter først-til-mølle. Derudover vil det være nødvendigt at afholde mødet på EnergiCenter Voldparken, så lokaludvalget og sekretariatet kan sikre, at myndighedernes retningslinjer overholdes i planlægningen. Det mulige antal deltagere til mødet vil derfor afhænge af hvor stort et lokale, der er ledigt, på EnergiCenter Voldparken.

Borgermødet annonceres ad lokaludvalgets sædvanelige kanaler: nyhedsbrev, hjemmeside, facebook, klumme, mv., og der afsættes midler af til en selvstændig annonce i Brønshøj-Husum Avis.

Økonomi

De 6.000 kr. udmøntes fra borgerinddragelsesrammen, Pulje B, jf. lokaludvalgets årsbudget.

BUDGET

Forplejning

3.000

Annonce 3.000

Ialt

6.000

Beslutning

 

Indstillingen blev godkendt. 

Til top