Mødedato: 17.05.2018, kl. 18:30
Mødested: EnergiCenter Voldparken, Kobbelvænget 65, 2700 Brønshøj (lokale 204)

Ansøgning om støtte til "Brasilianske toner til ældre"

Indstilling

Formanden indstiller,

1. at Brønshøj-Husum Lokaludvalg giver afslag på ansøgningen til projektet "Brasilianske toner til ældre”

Problemstilling

Marika Thinggaard, lokal borger, søger støtte til fire koncerter med brasiliansk musik på plejehjem i bydelen. Koncerterne afholdes i september 2018 (uge 37 eller 38) efter nærmere aftale med plejehjemmene.

Der deltager tre musikere ved hver koncert, hvor den ene er ansøger selv. En koncert varer en time og rummer traditionel brasiliansk instrumetalmusik, Bossa Nova samt fællessang.

Koncerterne er åbne for alle, men henvender sig primært til beboerne på plejehjemmene og deres pårørende. Koncerterne er gratis for publikum og ansøger forventer 4-500 gæster. Koncerterne vil blive reklameret for via plejehjemmenes nyhedsbreve, opsatte plakater, i dagspressen, på Kultunaut og via Facebook.

Sekretariatet har bedt ansøger uddybe processen for kontakten til plejehjemmene og opfordret ansøger til at sende skriftlige bekræftelser på plejehjemmenes interesse for samarbejde. Ansøger har sendt interessetilkendegivelser fra to plejehjem (Louise Mariehjemmet og Plejecentret Hasselbo).  Ansøger er i færd med at kontakte i alt syv plejehjem i bydelen. De fire første der tilkendegiver interesse får tilbudt en koncert til reduceret pris, såfremt Lokaludvalget støtter projektet. Er der mere en fire plejehjem, der ønsker en koncert, tilbydes de resterende plejehjem en koncert til fuld pris.

Ansøgt beløb: 16.000 kr.

Forventede udgifter: 29.000 kr.

Forventede indtægter: 12.000 kr.

Forventet medfinansiering: 1.000 kr.  

Støtten søges til musiker- og bookinghonorarer. Hvert plejehjem betaler 3.000 kr. pr. koncert. Ansøger bidrager med medfinanciering i form af PR og plakater.

Ansøgningen har været behandlet i Social- og Sundhedsudvalget, der indstiller til, at der gives støtte på 3.000 kr. pr. koncert, svarende til 12.000 kr. til fire koncerter, under forudsætning af at der foreligger en aftale med det pågældende plejehjem. Booking honorarer på 1.000 kr. pr. koncert støttes ikke. 

Formandskabet indstiller til afslag med den begrundelse der er nævnt under "Løsning".

Løsning

Der er en delt indstilling. Lokaludvalget beslutter enten:

A: Der gives afslag på støtte. Begrundelsen for afslaget er, at den netværksskabende værdi af projektet vurderes at være forholdsvist lille, idet koncerterne reelt set retter sig mod en snæver målgruppe.  

eller

B: Der gives støtte på 3.000 kr. pr. koncert, hvor der foreligger en skriftlig aftale med plejehjemmet, maksimalt 12.000 kr., svarende til 4 koncerter.

Sekretariatet bemærker, at hvis Lokaludvalget vedtager Løsning B, bør udvalget samtidig formulere en begrundelse for den delvise støtte.

Beslutning

Indstillingen blev tiltrådt og der gives afslag på støtte.

Beslutningen blev truffet ved afstemning, idet ti stemte for et afslag (Jarl Feyling, Hans S. Christensen, Ida Jørgensen, Tina Sørensen, Christoffer Rosenkrands, Mikkel Houman, Kirsten Møller, Michael Hoff, Søren Axel Cloos og Julie Svenson Knudsen). Syv stemte imod et afslag (Anni Christensen, Ernst E. Sørensen, Stine Skot, Palle Lolk, Pernille Høholt-Larsen, Mette Basbøll og Lis Søkvist). En undlod at stemme (Pernille Utzon-Frank).

Til top