Mødedato: 17.03.2016, kl. 18:30
Mødested: EnergiCenter Voldparken, Kobbelvænget 65, 2700 Brønshøj

Meddelelser

Se alle bilag

Høringer

Ny høring om navngivning af Bellahøjparken: Forslaget om at navngive parken Bellahøjparken har tidligere været i høring. Lokaludvalget foreslog i sit høringssvar fra januar 2015 navnet Degnemoseparken i stedet, fordi udvalget er bekymret for at Degnemosen ville fortrænge Degnemosen som et selvstændigt stednavn, hvis den bliver reduceret til at være en del af en park ved navn Bellahøjparken. Lokaludvalget pegede i høringssvaret på en alternativ mulighed, nemlig at reducere området med navnet Bellahøjparken til arealet mellem Bellahøj Nord og Syd samt friluftsscenen og området deromkring.

Vejnavnenævnet har nu taget indsigelsen til efterretning og imødekommer Lokaludvalgets alternative forslag om, at det nye parknavn kun kommer til at omfatte området mellem Bellahøj Nord og Syd samt friluftsscenen. Det nye forslag er en så væsentlig en ændring af det oprindelige forslag, at det nu er i ny høring. Hvis der er yderligere bemærkninger, er fristen den 29. marts 2016.

Forskrift for støj fra udendørsarrangementer: Lokaludvalget har fra Teknik- og Miljøforvaltningen, Center for Miljøbeskyttelse fået en orientering om processen med at udarbejde en sådan forskrift (vedlagt i bilag).  Forskriften er i intern kommunal høring, og det forventes at forskriften kommer i ekstern høring (herunder lokaludvalg) fra maj til september i år.

Formålet med forskriften er at fastsætter regler, som skal begrænse støjpåvirkningen fra udendørs musikarrangementer på udvalgte pladser i Københavns Kommune. Det fremgår ikke af orienteringsskrivelsen, hvilke konkrete pladser der er tale om, fx om Bellahøj Friluftsscene og Brønshøj Torv er på listen.

Andet

Sundhedshus: Lokaludvalget har modtaget svar fra Sundheds- og Omsorgsborgmester Ninna Thomsen  på henvendelsen om sundhedshus. Borgmesteren svarer, at et bydelsdækkende sundhedshus i Brønshøj-Husum ikke passer ind i den nye strategi for sundhedshuse i København. Angående ønsket om at få skrevet ”Brønshøj-Husum” på facaden sundhedshuset i Vanløse, vil borgmesteren tage det med i det videre arbejde. Se hele svaret i bilaget.

Lighedsudredning for Københavns Kommune: Økonomiudvalget er den 08.marts 2016 blevet forelagt afrapporteringen om udvikling i den økonomiske indkomstulighed i København, "Lighedsudredning for Københavns Kommune". Rapporten viser, at uligheden i København er steget. Ginikoefficienten, som bruges som et mål for ulighed, er fra 2000 til 2013 steget fra 24,8 til 30,3. Resultater af rapporten, som omhandler Brønshøj-Husum, er bl.a., at Brønshøj-Husum har en relativt stor andel borgere med en erhvervsfaglig uddannelser og er en af de bydele (sammen med Valby og Bispebjerg), der har den højeste andel borgere med grundskole som højeste uddannelse. Herudover indgår Brønshøj-Husum i tabeller over udvikling i gennemsnitlig indkomst fra 2000-2013 og udvikling i ginikoefficienten fra 2000-2013. Hele rapporten kan hentes gennem Økonomiudvalgets mødemateriale fra mødet den 08.marts 2016 punkt 14.

Indstilling og beslutning

Problemstilling

Løsning

Økonomi

Videre proces

Beslutning

Laust Andersen foreslog at etablere et lille friluftsteater i forbindelse med Naturbyen.

Lars Søndergaard fortalte at der 17. marts havde været møde i ungerådets styregruppe. De unge har gennemført en tryghedsvandring og kortlagt utrygge steder i bydelen. Styregruppen foreslår at Lokaludvalget inviterer ungerådet på næste lokaludvalgsmøde.

Palle Lolk fortalte at kommunens ansøgning om dispensationen fra fredningsbestemmelserne i forbindelse med planer om kunstgræsbane i Kirkemosen nu er afvist af Fredningsnævnet. Palle opfordrede Lokaludvalget til at have opmærksomhed også på kommunens planer om at bygge i fredede områder i forbindelse med Tingbjerg-Husum Byudviklingsstrategi.

Mohammed Hamoud, Pernille Høholt og Stig Kaspersen omtalte Teknik- og Miljøforvaltningens workshop i forbindelse med forarbejdet til lokalplan for Ruten. Der var utilfredshed med den sparsomme foromtale og korte frister.

 

 

 

Til top