Ansøgning om støtte til "Husum-portrætter"
Indstilling
Formanden indstiller,
1. At lokaludvalget giver afslag på støtte.
Problemstilling
Gry Bess Møller søger støtte til udvikling af 15 portrætter af mennesker fra Husum. Projektet vil løbe i 2016 med afslutning i november.
Portrætterne vil gennem personlige historier vise bredden og mangfoldigheden af borgerne i Husum. Formålet er at styrke kendskabet til hinanden på en enkel og æstetisk måde. Portrætterne vil bestå af et foto og en lille tekst ud fra spørgsmålet "hvad bragte dig til Husum"?
Portrætserien præsenteres på facebooksiden ’Jeg bor i Husum’, udstilles på Husum Bibliotek og kan ende som fast udsmykning på væggene på Energicenter Voldparken (dette er dog endnu ikke aftalt med ECV). Herudover vil lokaludvalget have mulighed for at bruge portrætterne i forskelligt materiale, f.eks. bydelsguiden 2017.
Portrætterne henvender sig til alle, dog primært voksne. Ansøger anslår, at projektet i alt vil nå ud til omkring 15.000 mennesker.
Ansøgt beløb: 62.000 kr.
Forventede udgifter: 62.000 kr.
Ansøgningen har været behandlet i Kulturudvalget, der indstiller, at ansøgningen ikke imødekommes.
Forretningsudvalget støtter denne indstilling med begrundelsen, der er nævnt under "løsning".
Løsning
At der gives afslag på støtte. Begrundelsen er, at projektets budget findes relativt højt i forhold til projektets forventede udbytte og effekt. Herudover har Lokaludvalget allerede ydet støttet til "Jeg bor i Husum" flere gange og finder, at tiltaget nu må blive selvkørende. Lokaludvalget vil dog se positivt på modtagelse af ansøgninger om støtte til mere borgerrettede aktiviteter.
Beslutning
Indstillingen blev tiltrådt, og der gives afslag på støtte. Begrundelsen er, at projektets budget findes relativt højt i forhold til projektets forventede udbytte og effekt. Herudover har Lokaludvalget allerede ydet støttet til "Jeg bor i Husum" flere gange og finder, at tiltaget nu må blive selvkørende. Lokaludvalget vil dog se positivt på modtagelse af ansøgninger om støtte til mere borgerrettede aktiviteter.