Mødedato: 17.03.2016, kl. 18:30
Mødested: EnergiCenter Voldparken, Kobbelvænget 65, 2700 Brønshøj

Ansøgning om støtte til "Fortællinger fra mosen"

Indstilling

Formanden indstiller,

1. At lokaludvalget giver afslag på støtte.

Problemstilling

Eva Kinch Brøndsted søger støtte til udvikling af en lydvandring i Utterslev Mose. Lydvandringen planlægges lanceret den 01.august 2016.

Lydvandringen vil sætte fokus på mosen gennem historiske, biologiske og menneskelige fortællinger. Lydvandringen vil bestå af et kort med  lydposter, som knytter sig til bestemte steder omkring mosen. Fortællingerne kan både høres hjemme eller ved posterne på området, hvor der vil være skilte med titel på lydposten samt en QR-kode. Ansøger vil med projektet primært tiltrække byboere, som kan bruge vandringen som en guide og lære mosen at kende fra forskellige vinkler. Ansøger forventer 150-1000 deltagere (over en periode på flere år).

Ansøger vil i udarbejdelsen af fortællingerne kontakte naturplejelauget, gartnere, biologer m.fl. med kendskab til området samt lokale, som kan fortælle personlige anekdoter fra mosen. Lydvandringen laves i samarbejde med Rikke Vagner, som ansøger har produceret lydvandringen ‘Bryggede historier’ på Carlsberg med.

Ansøgt beløb: 33.212 kr.

Forventede udgifter: 103.212 kr.

Anden søgt støtte: 55.000 kr. (Utterslev Mose-puljen)

Projektgruppen for Utterslev Mose-puljen har behandlet ansøgningen og indstiller til støtte med kr. 47.000 til research og udarbejdelse af historier. Projektgruppen anbefaler, at lydvandringen kobles med Lokaludvalgets kulturarvsapp.

Ansøgningen har været behandlet i Kulturudvalget, som indstiller, at ansøgningen ikke imødekommes, da den nye app om Brønshøj, som netop er udviklet, har været en investering, der opfylder en stor del af projektets formidlingsformål – bl.a. historier om mosen. Derudover finder udvalget, at projektets produktion er dyrt i sammenligning med, hvad app’en har kostet.

Forretningsudvalget bakker op om denne indstilling med begrundelsen, der er nævnt under "løsning".

Løsning

At lokaludvalget giver afslag på støtte. Begrundelsen for ikke at give den fulde støtte er en økonomisk prioritering af puljemidlerne.

 

Beslutning

Der gives afslag på støtte. Der er lagt vægt på, at projektet ikke har lokal forankring i kraft af samarbejde med lokale samarbejdsparter, hvilket der lægges vægt på i retningslinierne for puljen. Dertil er det Lokaludvalgets vurdering, at projektet har et relativt højt budget set i forhold til formål og udbytte, ligesom Lokaludvalget netop har udviklet og investeret en app med bl.a. historier om mosen og andre steder i bydelen, som tjener noget af det samme formidlingsformål.
Til top