Mødedato: 16.12.2021, kl. 17:00
Mødested: Mødeform afventer (digitalt eller fysisk møde)

Arkitektkontoret SLA fremlægger 1. samlede udkast til helhedsplan

Se alle bilag

Indstilling 

Formanden indstiller,

1. at Brønshøj-Husum Lokaludvalg tager arkitektkontoret SLAs fremlæggelse af 1. udkast til samlet helhedsplan til kulturaksen til efterretning.

2. at Brønshøj-Husum Lokaludvalg drøfter 1. samlede udkast til helhedsplanen med SLA og lokaludvalgets arbejdsgruppe - og godkender 1. udkast til helhedsplan.

Problemstilling

Københavnerinddragelse ift. området på og omkring Brønshøj torv

I perioden august-december 2021 har lokaludvalgets arbejdsgruppe (LUA) i samarbejde med arkitektkontoret SLA afholdt en række inddragende aktiviteter:

  • Møde med erhvervslivet.
  • Borgermøder.
  • Interessentworkshops.
  • Åbent hus på Brønshøj Gamle Skole i samarbejde med Kultur N hver måned.
  • Workshop for udskolingsklasser på Brønshøj og Bellahøj Skoler.
  • Borgerpanelundersøgelse.
  • Løbende dialog med interesserede foreninger og københavnere.

Der er afholdt inddragende aktiviteter for at samle og visualisere københavnernes input og ønsker til en helhedsplan for området på og omkring Brønshøj torv. Dette i forbindelse med, at kulturhuset Pilegården flytter til Brønshøj Gamle Skole.

Formål med helhedsplanen

Helhedsplanen skal samle og visualisere københavnernes ønsker og input til at skabe sammenhæng i området på og omkring Brønshøj torv. Helhedsplanen bruges herefter til at søge finasiering til løbende realisering af dele af helhedsplanen hos fonde og via Borgerrepræsentationens budgetforhandlinger. De enkelte projekter og tiltag i helhedsplanen præciseres og projekteres i forbindelse med, at der findes finansiering til dem. Lokaludvalget har ikke kompetencer til at søge midler hos fonde, men kan via helhedsplanen og dokumentation af borgerinddragelsen indgå i et samarbejde med Kultur- og Fritidsforvaltningen og andre som ansøger herom.  

Løsning

Arkitektkontoret SLA fremlægger helhedsplanen for lokaludvalget med efterfølgende dialog.

Videre proces

Den endelige helhedsplan fremlægges for alle interesserede på borgermøde i starten af 2022. Lokaludvalget besluttede at afsætte 25.000 kr. hertil på lokaludvalgsmødet d. 25. november. 

 

Beslutning

 

Julie Linke Bank og Mia Ahn Brun fra arkitektkontoret SLA præsenterede sig selv for hele lokaludvalget. De har samarbejdet med lokaludvalget arbejdsgruppe om udarbejdelse af helhedsplanen.

Herefter gennemgik Julie og Mia 1. udkast til helhedsplan for lokaludvalget.

Julie og Mia ved SLA præciserede indledningsvist, at helhedsplanen beskriver de overordnede rammer for, hvordan lokale københavnere, lokaludvalget, foreninger og andre aktører kan arbejde videre med realisering, så der sikres sammenhæng. Hvordan området præcist kommer til at blive indrettet, afhænger af den konkrete planlægning af de enkelte projekter i takt med, at der rejses finansiering hertil. Helhedsplanen beskriver de overordnede, omtrentlige placeringer af området og hvordan det overordnet kan indrettes, så der skabes sammenhæng på baggrund af borgernes ønsker.

Helhedsplanen bygger på tre 'hjørnesten':

  • Fællesskab og muligheder for alle.
  • Bynaturen rammer kulturen ind.
  • Kulturhuset er hjertet i det hele. 

SLA oplyste, at når der arbejdes videre med helhedsplanen, så kan det - ift. tilladelser fra myndigheder, f.eks. ift. fredning - give anledning til, at placeringerne angivet på helhedsplanen flyttes og tilpasses.

 

Lokaludvalget tog fremlæggelsen af 1. udkast til helhedsplan til efterretning.

 

Efter præsentationen drøftede lokaludvalget afskærmning af Brønshøj Torv mod Frederikssundvej - at beplantningen skal overvejes nøje, så der sikres ind- og udkig - at der skal bevares torveplads og at evt. skybrudsprojekter skal medtænkes. Mia og Julie v. SLA oplyste, at borgerne oplever trafikstøj generende – og her vil beplantning kunne afskærme uden at lukke området af. Endvidere drøftede lokaludvalget, at en terrasse på Brønshøj Gamle Skole, ikke fremgår af tegningerne, men bør beskrives skiftligt i helhedsplanen, da den er et ønske fra borgerne. Dertil oplyste SLA, at der ikke skal skæres ned på hverken P-pladser eller fjernes gennemkørsel. Der er ikke foreslået ændringer til trafik, men blot lagt op til, at man kan arbejde videre med 'venliggørelse' af Brønshøjvej, der i helhedsplanen er rygraden i kulturaksen og rummer flere indgange.

Ida Jørgensen forslog på vegne af Anni Christensen, at ejerforeningen på Valløvej 2 og 4 medtænkes konkret i helhedsplanen, da deres fortov alligevel skal repareres. Kirsten Møller oplyste, at lokaludvalgets arbejdsgruppe gerne vil have tilsendt oplysningerne herom, så det medtænkes fremadrettet.

Hans Christensen roste projektet og bad SLA om præcisering i helhedsplanens indledning, så det tydeligt fremgår, at der skal arbejdes videre med helhedsplanen, hvor den overordnede struktur og sammenhæng er bærende, men delelementer kan laves om, flyttes og udbygges.

 

Lokaludvalget godkendte 1. udkast til helhedsplan.

 

Kirsten Møller oplyste, at hun sammen med sekretariatet eftersender kommentarer og rettelser til helhedsplanen til arkitektkontoret SLA, der færdiggør den før jul.

 

 

 

 

Til top