Ansøgning om støtte til "Sensommer festkoncert for børn og voksne"
Indstilling
Formanden indstiller,
1. At lokaludvalget bevilger 20.800 kr. til projektet "Sensommer festkoncert for børn og voksne".
Problemstilling
Den nye, lokale forening Musikalliancen søger støtte til en sensommerkoncert i august/september 2016 på Korsager Skole.
Musikalliancen består af professionelle musikere, amatører, lærere og forældre og har til formål at skabe et levende musikmiljø i de lokale folkeskoler og institutioner. Koncerten er foreningens åbningskoncert og byder bl.a. på en klassisk strygetrio. Publikum er medaktører i sang og dans. Hertil præsenteres de tilbud, som foreningen igangsætter, bl.a. børneorkester, musikundervisning mm. Foreningen forventer med koncerten at forøge deltagernes interesse for aktiv musikdeltagelse
Koncerten er gratis, åben for alle og henvender sig især til børn og voksne, der vil nyde det sidste af sommeren og er nysgerrige på det nye musiktiltag. Ansøger forventer 150 deltagere, især fra Korsager og Husum Skole, som foreningen samarbejder med. Der annonceres bredt for koncerten.
Ansøgt beløb: 20.800 kr.
Forventede udgifter: 20.800 kr.
Herudover får foreningen dækket en række poster (lokaler, musikere mm.) gennem en anden medfinansiering på kr. 12.500.
Ansøgningen har været behandlet i Kulturudvalget, der indstiller, at ansøgningen støttes med det ansøgte beløb.
Forretningsudvalget støtter denne indstilling.
Løsning
Lokaludvalget bevilger 20.800 kr. til projektet.
Beslutning
Projektet bevilges den ansøgte støtte på 20.800 kr.