Mødedato: 16.05.2019, kl. 18:30
Mødested: Energicenter Voldparken, Kobbelvænget 65, 2700 Brønshøj

Ansøgning om støtte til "Lys på vandtårnet"

Indstilling

Formanden indstiller,

1. at Brønshøj-Husum Lokaludvalg bevilger 35.000 kr. til projektet "Lys på vandtårnet"

Problemstilling

Kulturhuset Pilegården søger støtte til at opsætte lyskæder på Brønshøj Vandtårn, Brønshøjvej 29, i december 2019. Pilegården har aftalt med det firma, der opsætter lyskæderne, at kæderne bliver hængende til og med januar 2020.

Lysene tændes efter planen i forbindelse med lokaludvalgets arrangement "Jul i Vandtårnet", som formodes at blive afholdt i starten af december. 

Der opsættes 20 led-lyskæder, som hænger lodret langs tårnet samt en enkelt, der hænger vandret på den øverste del og markerer tårnets facon og karakteristiske udtryk. Lysene bidrager til at positionere vandtårnet som hele bydelens lokale varetegn. Traditionen med at sætte lys på tårnet blev startet af lokaludvalget i 2014.

Brønshøj-Husum Avis kontaktes med henblik på en artikel og der annonceres gennem vandtårnets og Pilegårdens nyhedsbreve og Facebooksider.

Ansøgt beløb: 35.000 kr.

Forventede udgifter: 69.000 kr.

Egenfinansiering: 34.000 kr.

Støtten søges til honorering af det firma, der står for opsætning og vedligeholdelse af lyskæderne.

Ud over medfinansieringen bidrager Kulturhuset Pilegården med medarbejdertimer til projektledelse.

Lokaludvalget støttede i 2018 opsætning af lyskæder med 35.000 kr.

Ansøgningen har været behandlet i Kulturudvalget, Byudviklingsudvalget og Børne-, Unge-, Fritids- og Idrætsudvalget, der alle indstiller at der skal gives støtte som ansøgt. Forretningsudvalget støtter denne indstilling.

Løsning

Projektet bevilges støtte på 35.000 kr.

Økonomi

Pengene tages fra Pulje A, Bydelspuljen.

Beslutning

Indstillingen blev tiltrådt og der gives støtte til projektet.
Til top