Ansøgning om støtte til "Cirkusvognen i Tingbjerg 2019"
Indstilling
Formanden indstiller,
1. at Brønshøj-Husum Lokaludvalg bevilger 15.000 kr. til projektet "Cirkusvognen i Tingbjerg 2019"
Problemstilling
Tingbjerg Bibliotek\Kulturhus søger støtte til at afholde cirkusaktiviteter for børn i perioden 29. juli til 1. august 2019 på legepladsen bag daginstitutionen Månestrålen, Vingegavl 10 i Tingbjerg og ved BIBLIOTEKET i Bispebjerg.
Aktiviteterne arrangeres af det kommunale børnekulturhus Sokkelundlille, som ligger i Bispebjerg, men som hvert år de sidste 23 år rykker ud i København i en cirkusvogn og laver aktiviteter. De seneste tre år har cirkusvognen været forbi Tingbjerg.
Cirkusvognen kommer til Tingbjerg i uge 35 og der vil være aktiviteter tre dage. Aktiviteterne består af teater, musik, dukketeater, historiefortælling, kreative værksteder og muligvis dans. Aktiviteterne varetages af professionelle kunstnere og personalet fra Sokkelundlille er til stede som afviklere og tovholdere og varetager også nogle af værkstederne.
Cirkusvognens målgruppe er primært institutionsbørn på Bispebjerg og i Tingbjerg. Her kommer skoleklasser fra begge bydele, men også fra hele Storkøbenhavn. Ansøger forventer 3.500-4.500 deltagere i Tingbjerg og Bispebjerg samlet.
Der reklameres for aktiviteterne ved at sende program og invitationer ud til institutioner på Bispebjerg og Tingbjerg, samt til udvalgte institutioner i andre områder. Desuden sendes artikler til Nørrebro/Nordvest avisen og Brønshøj Husum Avis. Desuden reklameres via hjemmesider og Facebook.
De foregående år har aktiviteterne fundet sted med økonomiske midler fra FerieCamp, men da kulturmidlerne foreløbig er taget ud af kommunens budget, arbejder Sokkelundlille og bibliotekerne på at skaffe andre midler.
Ansøgt beløb: 30.000 kr.
Forventede udgifter: 240.500 kr.
Forventede indtægter: 210.500 kr.
Projektet rummer udgifter til honorarer til optrædende, honorar til assistent, indkøb af materialer, PR, transport af cirkusvognen og forplejning af optrædende. Indtægter stammer fra teaterrefusion fra Københavns Kommune og en bevilling fra Bispebjerg Lokaludvalg. Desuden bidrager BIBLIOTEKET og Tingbjerg Bibliotek\Kulturhus med finansiering. Sokkelundlille bidrager med medarbejdertimer.
Ansøgningen har været behandlet i Børne-, Unge-, Fritids og Idrætsudvalget, der indstiller, at der skal gives støtte som ansøgt. Forretningsudvalget indstiller til delvis støtte på 15.000 kr. med den begrundelse, der er nævnt under "Løsning A".
Løsning
Der er en delt indstilling. Lokaludvalget beslutter enten:
A: Projektet bevilges delvis støtte på 15.000 kr. Den delvise støtte er begrundet i en økonomisk prioritering af lokaludvalgets tilbageværende puljemidler.
eller
B: Projektet bevilges støtte på 30.000 kr.
Økonomi
Pengene tages fra Pulje A, Bydelspuljen.