Ansøgning om støtte til "MOVE IT! BELLAHØJ"
Indstilling
Formanden indstiller,
1. at Brønshøj-Husum Lokaludvalg bevilger 70.000 kr. til projektet "MOVE IT! BELLAHØJ"
Problemstilling
Metropolis / Københavns Internationale Teater søger i samarbejde med Bellahøjs boligforeninger og projektet "Sammen om Bellahøj" støtte til at afholde kunstneriske begivenheder i byens rum. Aktiviteterne afholdes den 19.-25. august mellem Bellahøjhusene og på Bellahøj Friluftsscene.
MOVE IT! BELLAHØJ er en uge med aktiviteter, der udfordrer fysik, balance, bevægelse og tyngdekraft gennem forestillinger og workshops. MOVE IT! er afholdt som pilotprojekt i 2017 og 2018 på Vesterbro.
Projektet rummer forestillinger og workshops med to forskellige udenlandske cirkusinspirerede kompagnier. Disse workshops er åbne for alle. Desuden afholdes 10-12 workshops for lokale skoler og institutioner (for i alt 500-600 elever), der blander cirkus, dans, parkour og skate. Ansøger har foreløbig taget kontakt til Bellahøj Skole og Rødkilde Skole (beliggende i Vanløse bydel). Udover skolerne og institutionerne i og omkring Bellahøj, vil ansøger kontakte de andre folkeskoler i bydelen (Brønshøj, Husum, Korsager og Tingbjerg skoler) og tilbyde dem workshops.
Aktiviteterne er gratis for alle og kræver ikke tilmelding. Målgruppen er beboere på Bellahøj, beboere i Brønshøj-Husum samt for kulturinteresserede og nysgerrige borgere fra hele København og omegn. Ansøger forventer 3.000 deltagere i alt.
Projektet markedsføres gennem Metropolis' kanaler (hjemmeside, nyhedsbrev, Facebook og blog) samt via pressemeddelelser, plakater i bydelen og flyers til alle beboere på Bellahøj.
Projektet arrangeres i samarbejde med boligforeningerne, som bl.a. bidrager med gæstelejligheder til kunstnerne, samt med lokale netværk/tiltag som Sammen om Bellahøj, Bellas Kvinder og projekt ”Ny Start”.
Ansøgt beløb: 70.000 kr.
Forventede udgifter: 631.700 kr.
Forventede indtægter: 560.000 kr.
Projektet rummer udgifter til honorarer, forplejning og rejseudgifter til optrædende, produktionsomkostninger, teknikerhonorarer og leje af prøvesal. Indtægterne kommer fra en bevilling fra Nordea-fonden. Ansøger bidrager med arbejdstimer til koordination af program, produktion og kommunikation samt PR- og markedsføring. Bellahøjs boligforeninger stiller gæsteboliger til rådighed for 8-9 akrobater og bidrager til PR-indsatsen, herunder distribution af flyers, bl.a. gennem lommepenge-projektet.
Ansøgningen har været behandlet i Kulturudvalget, der indstiller at der skal gives støtte som ansøgt. Forretningsudvalget støtter denne indstilling.
Løsning
Projektet bevilges støtte på 70.000 kr.
Hvis projektet bliver billigere at gennemføre end det er budgetteret, ønsker lokaludvalget at ansøger afregner med Nordea-fonden inden ansøger gør brug af underskudsgarantien fra Brønshøj-Husum Lokaludvalg.
Økonomi
Pengene tages fra Pulje A, Bydelspuljen.