Mødedato: 15.12.2022, kl. 17:00
Mødested: EnergiCenter Voldparken, Kobbelvænget 65, Fysiklokalet på 1. sal

Bevilling til bydelsplan i 2023: Repræsentantskabsmøde, kommunikation og tryk

Tidligere beslutninger

28-04-2022: Brønshøj-Husum Lokaludvalg besluttede at afholde lokaludvalgsseminar med fokus på bydelsplanen på Metalskolen Jørlunde lørdag d. 20. august.

24-05-2022: Lokaludvalget tog en orientering om bydelsplanens formål samt en skitse til proces for bydelsplansarbejdet til efterretning.

25-08-2022: Lokaludvalget tog en opsamlende drøftelse af diskussionen om bydelsplanen, som fandt sted på lokaludvalgets seminar den 20. august. Lokaludvalget tog borgerpanelundersøgelsen som opstart til bydelsplan til efterretning. Lokaludvalget bevilgede 100.000 kr. til arbejdet med bydelsplanen for 2022-2025. Lokaludvalget besluttede at drøfte på kommende møder i fagudvalgene, hvem der skal udpeges til styregruppen for bydelsplansarbejdet. Christoffer Rosenkrands, Christian Hesselberg og Sabah Qarasnane meldte sig til at deltage i styregruppen. Efterfølgende er også Ida Berendsen, Jens Kristian Jensen og Anni Christensen kommet i styregruppen.

Indstilling

Formanden indstiller,

1. at Brønshøj-Husum Lokaludvalg bevilger 50.000 kr. til repræsentantskabsmøde om bydelsplanen samt til tryk og formidling af bydelsplanen.  

Problemstilling

Repræsentantskabsgodkendelse af bydelsplanen

Af retningslinjerne fra lokaludvalgenes bydelsplaner fremgår det, at et repræsentantskab bestående af brugerbestyrelser samt foreninger i bydelen skal have forelagt lokaludvalgets udkast til bydelsplan til godkendelse. Repræsentantskabet inviteres desuden én gang om året til en opfølgning og evaluering af bydelsplanen.

På kick-off-mødet om bydelsplan blev der nedsat et repræsentantskab bestående af ca. 10 foreninger. Flere foreninger har efterfølgende udtrykt interesse i processen og bliver inviteret, når der indkaldes til repræsentantskabsgodkendelse af bydelsplanen.

Formidling af bydelsplanen

Af retningslinjerne fra lokaludvalgenes bydelsplaner fremgår det, at lokaludvalgene selv beslutter hvordan bydelsplanen formidles og selv beslutter layout, så bydelsplanerne får en lokal genkendelighed ift. det layout lokaludvalgene normalt benytter sig af i sin kommunikation med bydelen. Det anbefales, at bydelsplanerne begrænses til 10-20 sider og f.eks. suppleres med kortbilag og korte videofrekvenser om de enkelte temaer, projekter eller indsatsområder i bydelsplanen. Bydelsplaner kan løbende justeres og aktualiseres i takt med at indsatsområder realiseres eller nye kommer til.

Brønshøj-Husum Lokaludvalgs tidligere bydelsplaner er blevet trykt og desuden lagt på lokaludvalgets hjemmeside i en digital pdf-udgave. Desuden er der blevet lavet og trykt en 'pixi-udgave' af bydelsplanen.

Bydelsplanen skal præsenteres og godkendes af repræsentantskabet i 2023. Hvis lokaludvalget ønsker bydelsplanen trykt, skal det også ske i 2023.

Løsning

Styregruppen for bydelsplanen planlægger at afholde en "nytårskur" i slutningen af januar eller begyndelsen af februar, hvor et udkast til bydelsplanen præsenteres for offentligheden. Alle interesserede inviteres til nytårskuren, som samtidig fungerer som repræsentantskabsmøde, hvor de fremmødte, der repræsenterer foreninger, er med til at godkende bydelsplanen. Rammer, tidspunkt og program for nytårskuren skal endeligt planlægges af styregruppen, men for at give tid til annoncering m.v. bedes lokaludvalget afsætte økonomiske midler nu. 

Styregruppen drøfter også formidling af bydelsplanen, herunder eventuelt tryk af den færdige bydelsplan.

Økonomi

Bevillingen gives som en rammebevilling, som styregruppen for bydelsplanen får mandat til at udmønte. Et foreløbigt budget ser sådan ud:

  • Nytårskur/repræsentantskabsmøde: 25.000 kr.
  • Tryk af bydelsplan: 15.000 kr. 
  • Yderligere kommunikation og evt. digital formidling af bydelsplanen: 10.000 kr. 

Videre proces

Næste møde i styregruppen for bydelsplanen er 12. december. Styregruppen planlægger og afholder nytårskur i starten af 2023 i samarbejde med sekretariatet.

I forbindelse med lokaludvalgets orientering om og godkendelse af bydelsplanen får lokaludvalget forelagt plan for yderligere formidling af bydelsplanen - herunder tryk af planen. 

Beslutning

Lokaludvalget besluttede at bevilge 50.000 kr. til repræsentantskabsmøde om bydelsplanen samt til tryk og formidling af bydelsplanen.
Til top