Mødedato: 15.12.2022, kl. 17:00
Mødested: EnergiCenter Voldparken, Kobbelvænget 65, Fysiklokalet på 1. sal

Statusorientering om Lokaludvalgets egne projekter

Se alle bilag

Indstilling

Formanden indstiller,

1. at Brønshøj-Husum Lokaludvalg tager orienteringen til efterretning

Problemstilling

Formænd og medlemmer af fagudvalg og arbejdsgrupper kan på mødet orientere om projekter og sager.

 

Trykprøvning af udkast til vision for bydelsplan 

Styregruppen for Bydelsplanen har besluttet i uge 49 at annoncere et overordnet udkast til vision for bydelsplan i Brønshøj-Husum avis. Alle kan scanne en QR kode og sende feedback til lokaludvalget med 'synes godt om', 'synes ikke godt om' og sende kommentarer og input i et fritekstfelt.

Styregruppen for Bydelsplanen vil på baggrund af tilbagemeldingerne fra lokale københavnere arbejde videre med at formulere visionen og den samlede Bydelsplan.

Se bilag for annonce og link til 'høring' af udkast til vision: Fælles om en mangfoldig bydel – Brønshøj-Husum lokaludvalg (kk.dk)

På møde i styregruppen for Bydelsplanen d. 12. december udarbejdes, på baggrund af input fra trykprøvning, et forslag til vision for bydelsplan samt udkast til strategier og projekter i bydelsplanen. Sekretariatet forventer, at lokaludvalget behandler dette på lokaludvalgsmødet d. 27. januar.

 

Samarbejde med Hørt Ungdom

Det planlagte samarbejde med Hørt Ungdom i forbindelse med bydelsplanen kunne ikke gennemføres, da de lokale skoler ikke havde mulighed for at deltage i december med kort varsel. To medarbejdere fra Afdelingen for Bæredygtig Udvikling under Børne- og Ungdomsforvaltningen, som driver initiativet "Hørt Ungdom" deltog på bydelsplansstyregruppemødet den 21. november til dialog om eventuelle andre mulige samarbejder med lokaludvalget i 2023.

 

Temamøde for Byudviklingsudvalget 12. januar kl. 17.00-21.00

Byudviklingsudvalget har endnu ikke kunnet engagere en fast formand for udvalget. Til januar vil Byudviklingsudvalget holde et temamøde og drøfte strategi og indsatser. Alle interesserede er velkomne til at deltage i temamødet.

 

Kulturtræf 17. november                                                                        

Kulturudvalget har i samarbejde med Kultur og Fritid Brønshøj-Husum afholdt Kulturtræf med knap 50 deltagere. Her blev også uddelt lokaludvalgets Bydelspris til Jesper Ravn Nielsen.  Kulturudvalget har evalueret arrangementet og finder, at det var en succes med engagerede og relevante deltagere. Primære pointer fra Kulturtræffet var, at deltagerne ønsker sammenhæng og samarbejde på tværs af bydelen, fokus på børn og unge og bedre kommunikation af, hvad der sker i bydelen. Kulturudvalget ønsker at afholde flere Kulturtræf og samle bydelens kulturaktører i et netværk. Næste skridt er et evalueringsmøde med Kultur og Fritid Brønshøj-Husum. Endeligt regnskab afventer regning fra Café Pilen, som stod for forplejningen til arrangementet.

 

Lys i Brønshøj Vandtårn 4. december

Kulturudvalget har i samarbejde med Kultur og Fritid Brønshøj-Husum, Foreningen Brønshøj Vandtårn, Bellahøj 21st Barking og Cirkus Panik afholdt lystændingsarrangement og koncerter i Brønshøj Vandtårn.  

 

Bemandet legeplads/Naturcenter på EnergiCenter Voldparken

EnergiCenter Voldparken har været i dialog med Lokale- og Anlægsfonden samt direktionen i Kultur- og Fritidsforvaltningen om behovet for og ønske om en bemandet legeplads/naturcenter på baggrund af udviklingsplan for området. EnergiCenter Voldparken afventer tilbagemeldinger og opfølgning.

 

Uddeling af idrætspriser den 7. december

Den første onsdag i december uddelte lokaludvalget for første gang årets Idrætspris og årets Lederpris. Årets Idrætspris gik til Brønshøj Boldklubs U14 Talent pigehold (andenpladsen gik til fodboldklubben B1960’s førstehold og tredjepladsen til gymnastikforeningen Krumspring), og årets Lederpris gik til svømmetrænerholdet i SheZone: Amina Poulsen, Safa Mohammed, Shaima Ahmad og Noor Mohammed (andenpladsen gik til Aid Sarcevic, ungdomstræner i Boldklubben Fix og tredjepladsen til Allan Juhl Jensen, formand i IF Stadion).

Arrangementet foregik på EnergiCenter Voldparken. Der var idrætsaktiviteter i Salen fra kl. 16-17.30, og i foyeren havde BUFI en inddragelsesbod. Kl. 17.30 uddelte Sophie Hæstorp Andersen de to priser i Kulturcaféen. Derefter var der minikoncert med Juncker og grøn tapas fra EnergiCenter Voldparkens økologiske køkken. Der deltog omkring 90-100 mennesker, og der var både børnefamilier og repræsentanter fra idrætsforeningerne.

 

 

Til top