Ansøgning om støtte til Designværksted i Husum for Alle
Indstilling
Formanden indstiller,
1. at Brønshøj-Husum Lokaludvalg bevilger 5.000 kr. til projektet "Designværksted i Husum for Alle"
Problemstilling
Den boligsociale indsats Husum for Alle søger støtte til fortsat at afholde designværksted for kvinder og unge piger.
Aktivteten finder sted hver mandag fra kl. 16-19. Her kan kvinder dyrke deres kreativitet og udvikle deres evner. Deltagerene kan få hjælp af en uddannet designlærer med f.eks. at sy tøj, lægge bukser op, lære at strikke, brodere eller andet. Derudover er der en lommepengejobber og et skiftende antal frivillige til at støtte op om lærerens arbejde. Syværkstedet rummer også mulighed for, at der kan opbygges netværk på tværs af etnicitet og sprogbarrierer.
Målgruppen er kvinder og unge piger i Husum Nord, men værkstedet er også åbent for andre interesserede udenfor boligområdet. Ansøger forventer 15 kvinder og 10 børn pr. gang.
Aktiviteterne annonceres gennem opslag i opgange, Husum for Alles nyhedsbrev, facebook og samarbejdspartnere netværk.
Aktiviteten er i gangsat. Designværkstedet har eksisteret i Husum for Alle siden november 2015 og er deres mest besøgte tilbud. Husum for Alle søger løbende fondsmidler for at holde projektet kørende. Med Lokaludvalgets støtte kan aktiviteterne fortsætte fra 01-08-2017 - 01-11-2017.
Ansøgt beløb: 15.500 kr.
Forventede udgifter: 15.500 kr.
Projektet rummer udgifter til honorering af underviser samt indkøb af materialer.
Ansøger bidrager til projektet i form af frivilligtimer, medarbejdertimer samt lokaler.
Ansøgningen har været behandlet i Social- og Sundhedsudvalget, der indstiller til, at der gives støtte som ansøgt. Udvalget finder dette forholdsvis nyetablerede projektet støtteværdigt i også disse tre måneder.
Forretningsudvalget indstiller, at der ydes delvis støtte på 5.000 kr. til materialer med den begrundelse, der er nævnt under "Løsning A".
Løsning
Der er en delt indstilling, og Lokaludvalget beslutter enten
A: Projektet bevilges delvis støtte på 5.000 kr., der er øremærket materialer. Begrundelsen for ikke at give den fulde støtte er, at Lokaludvalget i sine kriterier for puljeuddeling lægger vægt på, at udgifter til løn og honorarer udgør en mindre del af det samlede budget samt at Lokaludvalget normalt ikke yder ikke til projekter, der har karakter af varig drift. Hertil kommer at projektet vurderes at have en temmelig smal målgruppe.
eller
B: Projektet bevilges den ansøgte støtte på 15.500 kr.
Økonomi
Pengene tages fra Pulje A: Netværksskabende aktiviteter (Bydelspuljen).
Beslutning
Projektet bevilges delvis støtte på 5.000 kr., der er øremærket materialer. Begrundelsen for ikke at give den fulde støtte er, at Lokaludvalget i sine kriterier for puljeuddeling lægger vægt på, at udgifter til løn og honorarer udgør en mindre del af det samlede budget samt at Lokaludvalget normalt ikke yder ikke til projekter, der har karakter af varig drift. Hertil kommer at projektet vurderes at have en temmelig smal målgruppe.
Beslutningen blev truffet ved afstemning, idet der først var en afstemning om at give det fulde ansøgte beløb. For at støtte med 15.500 stemte én (Pernille Høholt), 11 stemte imod (Erik Fisker, Lis Søkvist, Hans S. Christensen, Laust Andersen, Ernst Emil Sørensen, Palle Lolk, Christoffer Rosenkrands, Kirsten Møller, Niels Jørgen Madsen, Stig Kaspersen og Michael Hoff), og én undlod at stemme (Janni Nielsen).
Ved afstemning om delvis støtte på 5.000 kr. stemte 12 for (Erik Fisker, Lis Søkvist, Hans S. Christensen, Ernst Emil Sørensen, Palle Lolk, Pernille Høholt, Christoffer Rosenkrands, Janni Nielsen, Kirsten Møller, Niels Jørgen Madsen, Stig Kaspersen, Michael Hoff), en stemte imod (Laust Andersen) , og ingen undlod at stemme.