Ansøgning om støtte til "Ægte russisk underholdning i Brønshøj-Husum"
Indstilling
Formanden indstiller,
1. at Brønshøj-Husum Lokaludvalg giver afslag på ansøgningen til projektet "Ægte russisk underholdning i Brønshøj-Husum"
Problemstilling
Tatiana Kisselova Gudnæs, bosiddende i Borup, søger støtte til at afholde et koncertarrangement med russisk opera, fortælling og russiske selskabslege. Det er ansøger selv, der optræder sammen med en pianist.
Af ansøgningen fremgår det, at arrangementet skal afholdes i efteråret/vinteren 2017. Stedet fremgår ikke.
Målgruppen er lokale borgere over 18 år, først og fremmest etniske danskere og østeuropæiske medborgere. Arrangementet annonceres via sociale medier, Bydelsportalen, via flyers i lokale kulturhuse og forsamlingssteder, på ansøgers hjemmeside samt igennem personlig kontakt.
Projektet arrangeres i samarbejde med TV Bella, en uafhængig tv-kanal for Vanløse, Brønshøj og omegn. TV Bella oplyser, samarbejdet finder sted omkring markedsføring, offentliggørelse af arrangementet og evaluering igennem et interview om hvordan det har været.
Ansøgt beløb: 9.500 kr.
Forventede udgifter: 9.500 kr.
Projektet rummer udgifter til honorarer, lydmand, musikudstyr, forplejning med kaffe og te, PR, samt transport.
Ansøger har benyttet et ukendt ansøgningsskema. Sekretariatet har bedt ansøger sende en ny ansøgning, hvor det rigtige ansøgningsskema benyttes eller alternativt uddybe projektet, med fokus på den konkrete aktivitet (hvor mange koncerter, hvor skal de afholdes), samarbejdet med TV Bella samt udspecificering af budgetposter. Ansøger har ikke svaret på sekretariatets henvendelse pr. 8. juni.
Ansøgningen har været behandlet i Kulturudvalget, der indstiller til afslag, da projektet savner lokal forankring. Forretningsudvalget støtter denne indstilling med den begrundelse, der er nævnt under "Løsning".
Løsning
Der gives afslag på støtte. Begrundelsen er, at projektet, som det er beskrevet i ansøgningen, savner lokal forankring forstået som konkret samarbejde med lokale borgere, foreninger eller institutioner. Det er desuden uklart, om projektet afholdes i bydelen.