Mødedato: 15.06.2017, kl. 18:30
Mødested: EnergiCenter Voldparken, Kobbelvænget 65, 2700 Brønshøj (lokale 204)

Ansøgning om støtte til "Aktiviteter i Socialt Fællesskab af 2008"

Indstilling

Formanden indstiller,

1. at Brønshøj-Husum Lokaludvalg bevilger 10.000 kr. til projektet "Aktiviteter i Socialt Fællesskab af 2008"

Problemstilling

Foreningen Socialt Fællesskab af 2008 søger støtte til at afholde foreningens årlige julefest. Festen afholdes på en endnu ikke fastsat dag i december måned i Husumvold Kirke.

Til festen vil der være underholdning, julemand, sang og dans om juletræ samt julemad, slikposer og julegaver til alle deltagere.

Der gøres reklame for arrangementet via mail, lokale facebooksider, lokal aviser, breve, flyers m.m. Julefesten er gratis og åben for alle interesserede, der falder inden for foreningens målgruppe. Ansøger forventer ca. 90 deltagere. 

Foreningens formål er at skabe et socialt netværk, integration, oplysning, sundhed og fattigdomsbekæmpelse for dem, der er i målgruppen. Målgruppen er enlige forsørgere, fysisk og psykisk handicappede, kontanthjælpsmodtagere, arbejdsløse, sygedagpengemodtagere, førtids- og folkepensionister, flygtninge og indvandrere, ensomme m.m. fra København, bl.a. især i de socialt belastede områder: Tingbjerg, Gadelandet og Voldparken.
I foreningen er der ca. 150 medlemmer i alderen 2 til 80 år.

Ansøgt beløb: 15.000 kr.

Forventede udgifter: 32.000 kr.

Projektet rummer udgifter til bl.a. forplejning, julegaver, juletræ, engangsservice, underholdning, lokaleleje og PR.

Ansøger oplyser, at foreningen påregner at ansøge det resterende beløb andetsteds fra. Foreningen bidrager til arrangementet i form af frivillig arbejdskraft.

Foreningen har tidligere fået støtte til deres aktiviteter fra Lokaludvalget, senest i 2016, hvor Lokaludvalget bevilgede 20.000 kr., hvoraf de 15.000 kr. gik til julefesten og 5.000 kr. til Café for ensomme.

Ansøgningen har været behandlet i Social- og Sundhedsudvalget, der indstiller, at der gives støtte på 14.000 kr. Grunden til det mindre, nedsatte beløb er, at foreningen kun er blevet lidt selvkørende og det pæne medlemstal i foreningen.  

Forretningsudvalget indstiller, at der gives delvis støtte på 10.000 kr., med den begrundelse, der er nævnt under "Løsning A".

Løsning

Der er en delt indstilling, og Lokaludvalget beslutter enten

A: Projektet bevilges delvis støtte på 10.000 kr. Støtten kan frit bruges på de i ansøgningen beskrevne udgiftsposter. Støtten gives under forudsætning af, at alle interesserede, der falder indenfor foreningens målgruppe, kan deltage i arrangementet, eventuelt ved at melde sig ind i foreningen på dagen for arrangementet, som det tidligere har været praksis. Den delvise støtte skyldes en økonomisk prioritering af lokaludvalgets puljemidler. 

eller

B: Projektet bevilges delvis støtte på 14.000 kr. Støtten gives under forudsætning af, at alle interesserede, der falder indenfor foreningens målgruppe, kan deltage i arrangementet, eventuelt ved at melde sig ind i foreningen på dagen for arrangementet, som det tidligere har været praksis.

Økonomi

Eventuel støtte tages fra Pulje A: Netværksskabende aktiviteter (Bydelspuljen).

Beslutning

Projektet bevilges delvis støtte på 10.000 kr. Støtten kan frit bruges på de i ansøgningen beskrevne udgiftsposter. Støtten gives under forudsætning af, at alle interesserede, der falder indenfor foreningens målgruppe, kan deltage i arrangementet, eventuelt ved at melde sig ind i foreningen på dagen for arrangementet, som det tidligere har været praksis. Den delvise støtte skyldes en økonomisk prioritering af lokaludvalgets puljemidler.

Til top