Ansøgning om støtte til "Sej Sommer i Tingbjerg"
Indstilling
Formanden indstiller,
1. at Brønshøj-Husum Lokaludvalg bevilger 16.000 kr. til projektet "Sej Sommer i Tingbjerg"
Problemstilling
Ungdommens Røde Kors' afdeling Lokal UdviklingsRåd Brønshøj, Sydhavnen og Valby søger støtte til af afholde "Sej Sommer", en uges sommerferietilbud for bydelens børn i alderen 8-12 år. Aktiviteten finder sted i skolernes sommerferie i en endnu ikke fastlagt uge, der koordineres med det kommunale tilbud FerieCamp, så aktiviteterne ikke finder sted samtidig. Ansøger har tidligere afholdt Sej Sommer i Valby og ønsker nu at afholde en lignende aktivitet i Tingbjerg.
Sej Sommer finder hovedsageligt sted i Tingbjerg, på en endnu ikke fastsat lokation, men vil også benytte andre af bydelens tilbud og faciliteter. Desuden vil der være mindst én tur uden for bydelen.
Sej Sommer foregår over én uge, hvor man bliver tilmeldt alle aktiviteterne, og tilbringer en uge sammen med de samme børn og voksne. På den måde adskiller projektet sig fra det kommunale tilbud FerieCamp.
Aktiviteterne planlægges og afholdes af frivillige under ledelse af Ungdommens Røde Kors. Ansøger forventer at engagere 20-25 frivillige i projektet.
Målgruppen er børn i alderen 8-12 år fra Tingbjerg, Brønshøj og Husum med særligt fokus på belastede områder/skoler. Ansøger samarbejder med bydelens skoler samt evt. boligforeninger og boligsociale helhedsplaner om at nå ud til målgruppen. Ansøger forventer at 40 børn deltager i Sej Sommer.
Projektet annonceres på relevante skoler og til kommunale samarbejdspartnere. Til rekruttering af frivillige bruges frivilligjob.dk og eget netværk.
Ansøgt beløb: 27.650 kr.
Forventede udgifter: 42.650 kr.
Indtægter: 10.000 kr.
Medfinansiering: 5.000 kr.
Projektet rummer udgifter til aktiviteter, transport, forplejning, udstyr og PR.
Ansøger har fået 10.000 kr. i støtte fra NordeaFonden.
Sekretariatet har bedt ansøger uddybe den del af ansøgningen, der handler om aktiviteter uden for bydelen. Ansøgers svar: "Vi mener, at selvom der er en aktiviteten uden for bydelen, så er den i høj grad med til at styrke fællesskabet i lokalsamfundet. Vores erfaring er, at det netop er den tur, som ryster børnene allerbedst sammen. Sidste år var vi i BonBon-land og det kostede ca. 7.000 kr. for indgangsbilletter og 4.000 kr. for bussen derhen for 35 børn og 17 voksne. Så hvis Lokaludvalget ikke ønsker at støtte aktiviteter uden for bydelen, kan I trække cirka 15.000 kr. fra budgettet."
Ansøgningen har været behandlet i Social- og Sundhedsudvalget der indstiller, at der ydes støtte på 16.650 kr, idet udvalget ikke ønsker at yde støtte til aktiviteter uden for Brønshøj-Husum. Udvalget mener, at der er tale om et projekt med et godt socialt formål for børn der især bor i Tingbjerg.
Forretningsudvalget indstiller, at der gives støtte på 16.000 kr., med den begrundelse, der er nævnt under 'Løsning A'.
Løsning
Der er en delt indstilling. Lokaludvalget beslutter enten:
A: Projektet bevilges støtte på 16.000 kr., øremærket udgifter til aktiviteter og markedsføring. Begrundelsen for ikke at yde den fulde støtte er, at udgifterne til projektet er forholdsvis høje set i forhold til et relativt lille antal børn, som kan få glæde af aktiviteterne. Desuden ønsker Lokaludvalget ikke at yde støtte til aktiviteter, der finder sted uden for Brønshøj-Husum bydel.
eller
B: Projektet bevilges støtte på 16.650 kr. Begrundelsen for ikke at yde den fulde støtte er, at dele af projektet finder sted uden for Brønshøj-Husum bydel.
Økonomi
Beslutning
Projektet bevilges støtte på 16.000 kr., øremærket udgifter til aktiviteter og markedsføring. Begrundelsen for ikke at yde den fulde støtte er, at udgifterne til projektet er forholdsvis høje set i forhold til et relativt lille antal børn, som kan få glæde af aktiviteterne. Desuden ønsker Lokaludvalget ikke at yde støtte til aktiviteter, der finder sted uden for Brønshøj-Husum bydel.