Mødedato: 13.12.2018, kl. 17:00
Mødested: EnergiCenter Voldparken, Kobbelvænget 65, 2700 Brønshøj (lokale 204)

Ansøgning om støtte til "Kick-off event for "Bellas kvinder - Sammen står vi stærkere""

Indstilling

Formanden indstiller,

1. at Brønshøj-Husum Lokaludvalg bevilger 9.500 kr. til projektet "Kick-off event for "Bellas kvinder - Sammen står vi stærkere""

Problemstilling

Projektet "Sammen om Bellahøj" søger støtte til at afholde et opstartsarrangement for et nyt kvindenetværk i Bellahøjhusene. Arrangementet finder sted på Bellahøj Skole på en endnu ikke fastsat dato i januar 2019.

Det fremskudte boligsociale projekt "Sammen om Bellahøj" ønsker at styrke det interne fællesskab blandt boligområdets kvinder. På initiativ af en række kvinder fra området har projektet nedsat en arbejdsgruppe, som nu ønsker at opstarte kvindenetværket "Bellas kvinder". Opstarten sker med et kick-off event med foredrag om fysisk og mental sundhed for kvinder.

Arbejdsgruppen i kvindenetværket står for at planlægning af denne og kommende aktiviteter. Der forventes afholdelse af aktiviteter cirka hver anden måned.

Projektet henvender sig til alle kvinder på tværs af etnicitet og alder (+18år), der er bosat i Bellahøjhusene. Arrangementet er åbent for alle i målgruppen. Ansøger forventer at 30-60 kvinder vil deltage. Det er gratis for kvinderne at deltage.

Annoncering sker via plakatophæng i opgangene og institutionerne i Bellahøj, boligselskabernes nyhedsbrev og via en lukket Facebookgruppe, hvor kvindelige beboere i Bellahøj løbende kan ansøge og blive tilføjet.

Arrangementet afholdes i samarbejde med Bellahøj Skole, der stiller lokaler til rådighed.

Ansøgt beløb: 9.500 kr.

Forventede udgifter: 9.500 kr.

Projektet rummer udgifter til honorar til foredragsholder, forplejning og t-shirts til arbejdsgruppen. Ansøger bidrager med frivillig arbejdskraft.

Ansøgningen har været behandlet i Social- og Sundhedsudvalget og Kulturudvalget. Begge udvalg indstiller at der gives støtte som ansøgt. Forretningsudvalget støtter denne indstilling.

Løsning

Projektet bevilges støtte på 9.500 kr.

Lokaludvalget bemærker, at støtten skal ses som opstartsstøtte til etablering af netværket og i udgangspunktet gerne ser, at netværket fremadrettet bliver uafhængigt af støtte fra Lokaludvalget.

Økonomi

Pengene tages fra Pulje A, Bydelspuljen.

 

Beslutning

Indstillingen blev godkendt.
Til top