Mødedato: 12.12.2024, kl. 17:00
Mødested: EnergiCenter Voldparken, Kobbelvænget 65 i 'Fysiklokalet' på 1. sal.

2025 Bevilling: Annoncering og kommunikation i 2025

Tidligere beslutninger

14.12.2023: Brønshøj-Husum Lokaludvalg besluttede følgende annoncering og kommunikation for 2024:

- Brønshøj-Husum Lokaludvalg besluttede fast månedlig annoncering i Brønshøj Husum Avis i 2024 og afsatte 70.500 kr. hertil.

- Brønshøj-Husum Lokaludvalg drøftede annoncering i 2700Netavisen. Der var flertal for ikke at annoncere i 2700Netavisen.

- Brønshøj-Husum Lokaludvalg besluttede at afsætte 5.000 kr. til køb af løbende annoncering på Instagram og Facebook i 2024.

Læs mere her: Bevilling: Fast annoncering i 2024 | Københavns Kommune

Indstilling

Forpersonen indstiller,

1. at Brønshøj-Husum Lokaludvalg bevilger 93.000 kr. til fast annoncering i Brønshøj Husum avis i 2025.

2. at Brønshøj-Husum Lokaludvalg beslutter ikke at bevilger midler til fast annoncering i 2700Netavisen i 2025.

3. at Brønshøj-Husum Lokaludvalg bevilger 25.000 kr. til annoncering på Facebook og Instagram i 2025.

Problemstilling

Brønshøj-Husum Lokaludvalg arbejder med bydelsplanen blandt andet for at udbrede kendskabet til lokaludvalget. Læs mere her: Udbrede kendskabet til lokaludvalget | Brønshøj-Husum Lokaludvalg

 

Månedlig annonce i Brønshøj Husum Avis (hustandsomdeling)

Lokaludvalget har igennem mange år haft tradition for at reservere 11 annoncer i Brønshøj Husum avis. Annoncerne udarbejdes af sekretariatet efter hvert lokaludvalgsmøde og indeholder nyheder fra lokaludvalget samt information om lokaludvalgets projekter, arrangementer, borgermøder og høringer, der er aktuelle for Brønshøj-Husum.

Brønshøj Husum Avis husstandsomdeles gratis.

Brønshøj Husum Avis har fremsendt tilbud om 12 helsides annoncer i 2025 - på avisens side 7 til i alt 93.000 kr. Heri indgår, at lokaludvalget i slutningen af året kan indrykke 2 siders annonce. De øvrige 10 helsiders annoncer indrykkes i ugen efter hvert lokaludvalgsmøde undt. juli, hvor der ikke er lokaludvalgsmøde.

Til sammenligning har lokaludvalget i 2024 brugt 64.250 på faste kvartsides annoncer samt 17.750 kr. på 2-siders annonce i december. Dertil 31.000 kr. på øvrige annoncer af borgermøder, projekter og arrangementer. Det vil sige i alt 113.000 kr.

Sekretariatet bemærker, at kommunikation af lokaludvalgets øvrige projekter både kan indgå i den faste månedlige annonce, ligesom der også kan være behov for separat køb af mindre annoncer. 

Dertil bemærker sekretariatet, at der er valg til lokaludvalg i starten af 2026, hvormed det anbefales at arbejde med lokaludvalgets synlighed frem mod valget.

 

Digital bannerannoncering i 2700Netavisen

Lokaludvalget besluttede at annoncere i 2700Netavisen i 2023 med fast digitalt banner, der leder læsere videre til lokaludvalgets egen hjemmeside. Se digitalt banner, udarbejdet af sekretariatet:

 

Brønshøj-Husum Lokaludvalg besluttede ikke at annoncere i 2700 Netavisen i 2024.

2700Netavisen har fremsendt tilbud om fast digital annoncering på 2700Netavisens hjemmeside i 2025 til i alt 16.800. 2700Netavisen oplyser, at 2700Netvisen som noget nyt også annoncerer for Københavns Kommune.

 

Annoncering på Facebook og Instagram

Lokaludvalget afsatte i 2024 5.000 kr. til køb af annoncering på Facebook og Instagram. I 2024 har sekretariatet løbende tilkøbt annoncering af lokaludvalgets forskellige projekter. 

Sekretariatet foreslår, at lokaludvalget i 2025 afsætter en økonomisk ramme på 25.000 kr. til køb af annoncering. Sekretariatet køber løbende 'boost' af annoncer og begivenheder for større synlighed og rækkevidde af lokaludvalgets projekter og arrangementer. Dette for at øge synligheden af lokaludvalget. Ifølge Danmarks Statistik har 90 procent af alle danskere i alderen 16-76 år en profil på et socialt medie.

 

Københavnerinddragelse

I Borgerpanelundersøgelse om bydelsplan fra sommer 2022, svarede deltagerne blandt andet på, hvorfra de foretrak nyheder fra lokaludvalget:

 

 

Øvrig digital kommunikation:

Brønshøj-Husum Lokaludvalgs øvrige kommunikation foregår digitalt via lokaludvalgets hjemmeside, Facebook (ca. 3.650 følgere - en stigning på 250 siden sidste år), Instagram (ca. 785 følgere - en stigning på 135 siden sidste år) og nyhedsmail (ca. 1100 modtagere).

Kommunikationen varetages af sekretariatet, mens lokaludvalgets opfordres til at dele opslag på sociale medier for at øge rækkevidden af opslagene. 

Løsning

Forretningsudvalget har drøftet annoncering og kommunikation for 2025.

Forretningsudvalget støtter, at lokaludvalget bevilger 93.000 kr. til løbende annoncering i Brønshøj-Husum avis via månedlige helsides annoncer i 2025.

Forretningsudvalget ønsker ikke, at lokaludvalget annoncerer fast i 2700Netavisen, da det har været forsøgt i 2023. I stedet kan lokaludvalget vurdere ad hoc annoncering i 2700Netavisen ved borgermøder, projekter og andet.

Forretningsudvalget støtter, at lokaludvalget bevilger 25.000 kr. til annoncering på Sociale Medier i 2025.

Økonomi

93.00 kr. for køb af 12 helsides annoncer i Brønshøj Husum Avis.

25.000 kr. til løbende annoncering via Lokaludvalgets Facebook og Instagram.

I alt: 118.00 kr.

Pengene tages fra lokaludvalgets 2025-puljemidler fra Pulje C: Kommunikation.

 

Videre proces

Sekretariatet indgår aftaler om annoncering med Brønshøj Husum Avis samt administrerer 25.000 kr. til løbende køb af annoncering på Facebook og Instagram.

Beslutning

ad 1) Brønshøj-Husum Lokaludvalg besluttede at bevilge 93.000 kr. til kommunikation.

Brønshøj-Husum Lokaludvalg besluttede at nedsatte en arbejdsgruppe, der skal udarbejde forslag til lokaludvalgets kommunikation i forbindelse med at Sjællandske Medier lukker for fysisk omdeling af Brønshøj Husum avis. Følgende meldte sig til arbejdsgruppen: Christoffer Rosenkrands, Peter Nejsum, Alina Protsyk og Lis Søkvist. Sekretariatet udarbejder et oplæg og indkalder arbejdsgruppen til møde.

ad 2) Brønshøj-Husum Lokaludvalg besluttede ikke at bevilger midler til fast annoncering i 2700Netavisen i 2025.

ad 3) Brønshøj-Husum Lokaludvalg besluttede at bevilge 25.000 kr. til annoncering på Facebook og Instagram i 2025.

Til top