Mødedato: 12.12.2024, kl. 17:00
Mødested: EnergiCenter Voldparken, Kobbelvænget 65 i 'Fysiklokalet' på 1. sal.

Orientering om puljen - oversigt over økonomi og ansøgninger

Denne puljestatus giver en opdatering på indkomne rapporter, nye ansøgninger og på puljeøkonomien.

Indstilling

Forpersonen indstiller,

1. at Brønshøj-Husum Lokaludvalg tager orienteringen til efterretning.

Problemstilling

Egne projekter og københavnerinddragelse 2024

Brønshøj-Husum Lokaludvalg har 29.240 kr. tilbage i restmidler fra puljemidler 2024.

Der er to interne indstillinger til brug af restmidler 2024:

Indstillinger til Pulje B: Egne projekter

og københavnerinddragelse i 2024 

 Fagudvalg Beløb 
 Indkøb af materialer til synlighed  FU  15.000
 Indkøb af lyskæde til Brønshøj Vandtårn  FU  13.800
 I alt    28.800

Vedr. forslag om plakette til BRØK: 

Brønshøj-Husum Lokaludvalg besluttede på møde 29. august at afsætte 8.000 kr. til plakette til BRØK. Læs mere her: Bevilling: Kulturtræf 2024 | Københavns Kommune

Sekretariatet har holdt møde med BRØK om sagen. BRØK foreslog, at en mulig løsning kunne være, at den nuværende messingplade ved indgangen til BRØK i str. 15x40 cm., udskiftes med en ny messingplade. Samtidig bevares det gamle skilt, hvor der står 'Brønshøj Gammel Skole'. På denne måde bevares bygningens udtryk, da der ikke opsættes et nyt skilt, men et gammelt udskiftes for retvisende skiltning.

Efterfølgende har Kultur og Fritid Brønshøj-Husum internt undersøgt krav til skiltning, design, logo mv. Kultur og Fritid Brønshøj Husum er vendt tilbage med svar til sekretariatet om, Københavns Kommune kun sætter ”officielle” plaketter som f.eks. bygningspræmiering og støtte fra fonde på huse, hvorfor det ikke er muligt med en plakette. Sekretariatet har derfor tilbageført de 8.000 kr. til lokaludvalgets restmidler for 2024.

 

Egne projekter og københavnerinddragelse 2025

Der er tre interne indstillinger til Pulje B: 'Egne projekter og københavnerinddragelse' for 2025 puljemidler:

Indstillinger til Pulje B: Egne projekter og københavnerinddragelse 2025

Fagudvalg

Beløb

Annoncering i Brønshøj Husum avis 2025

FU

93.000 kr.

Annoncering af lokaludvalgets projekter, synlighed og øvrig kommunikation i 2025  FU 25.000 kr.
Vandmøde  MU  10.500 kr.
Lys på mørket  MU   6.500 kr.

I alt

135.000 kr.

 

Opdatering vedr. Bydelspulje-projekter

 Julefordybelse i BRØKs værksteder (2024): Ansøger søgte 11.000 kr. og fik 2.250 kr. til to workshops i BRØK. Ansøger har meddelt sekretariatet, at hun på grund af den delvise støtte ikke kan gennemføre to arrangementer som beskrevet i ansøgningen. I stedet har forretningsudvalget godkendt, at ansøger i stedet afholder ét arrangement, hvor lokaludvalgets støtte går til materialeudgifter og forplejning og hvor honorarudgiften udgår.  

Kongelig opera på Bellahøj Friluftsscene 2025: Ansøger har meddelt, at Bispebjerg Lokaludvalg har støttet projektet med 20.000 kr. Derfor giver ansøger afkald på et tilsvarende beløb, så Brønshøj-Husums støtte til projektet nu er på 58.600 kr. Ansøger afventer svar på ansøgning til Vanløse Lokaludvalg i 2025. 20.000 kr. er ført tilbage i Bydelspuljen.

 

Afrapportering af afholdte Bydelspulje-projekter

Brønshøj Sommer Jazz 2024: Den lokale forening JAZZiVÆRK fik støtte til at afholde musikfestivalen Brønshøj Sommer Jazz i perioden 2.-7. juli 2024.  Festivalen præsenterede både et voksenprogram og et børneprogram og arrangerede en børneworkshop og en koncert i samarbejde med Skole og Fritid i Tingbjerg til skolens Sankts Hans Fest. Desuden har festivalen styrket samarbejdet med Copenhagen Jazz Festival ved bl.a. at lave en samarbejdskoncert for børn. Ansøger vurderer, at aktiviteterne i alt havde ca. 1600 gæster. Festivalen var udfordret af usikkerhed omkring afholdelsessted, da åbningen af BRØK - Brønshøj Kulturhus blev udskudt og pladsen foran Pilegården med kort varsel skulle lukkes pga. ombygning af Pilegården. I stedet blev festivalen afholdt på det grønne område ved Brønshøj Vandtårn. En anden udfordring var dårligt vejr og megen regn under festivalen, men publikum mødte alligevel op, måske fordi de havde købt billetter i forslag. Ansøger har fået udbetalt 65.000 kr. Pia Rasmussen var udpeget af lokaludvalget til at følge projektet. 

Mosetræf 2024: Den lokale forening Utterslev Moses Venner fik støtte til at afholde Mosetræf på en række forskellige lokationer i Utterslev Mose den 8. september 2024. Til Mosetræffet stod en lang række aktører, primært lokale og frivillige foreninger, for naturformidlende og kulturelle aktiviteter for alle aldersgrupper. Som opstart blev afholdt et netværksmøde i april, hvor mange af de frivillige aktører deltager tillige nye aktører, fx foreningen Skillz fra Tingbjerg. Ansøger vurderer, at der samlet deltog mellem 1000 - 1500 gæster. Ansøger udførte også stikprøveinterviews blandt de deltagende besøgende på dagen. Af de 44 besvarelser havde ¾ børn med. Hovedparten kom fra nærområdet, Brønshøj Husum, Bispebjerg, Emdrup og Søborg. Ansøger har fået udbetalt 35.000 kr. Ida Berendsen var udpeget af lokaludvalget til at følge projektet. 

Fastelavn på Brønshøj Torv 2024: den lokale spejdergruppe Bellahøj 21st Barking fik støtte til at afholde et gratis fastelavnsarrangement for børnefamilier den 10. februar 2024 på Brønshøj Torv. Til arrangementet var der tøndeslagning, præmier, fastelavnsboller og kakao. Omkring 150 personer deltog i arrangementet, og lokale erhvervsdrivende var med til at sponsorere præmier, mad og drikke. Ansøger har fået udbetalt 10.200 kr. 

En sommerdag på Bellahøj, 2024: Den lokale forening Musikforeningen En sommerdag fik støtte til at afholde festivalen "En sommerdag på Bellahøj" den 22.-24. august 2024. Musikfestivalen kunne i 2024 fejre 10års jubilæum. Festivalen præsenterede et musikprogram for hele familien med både kendte kunstnere og upcoming bands, bl.a. Marie Key, Love Shop, Bisse, Peter Sommer, Angående Mig og Sauna Senere. Festivalen havde 2008 betalende tilskuere. Med gæster, frivillige, musikere oveni, er det samlede deltagerantal omtrent 2500 mennesker. Der er stor gruppe frivillige, primært lokale, som hjælper på festivalen før, under og efter, som ansøger beskriver som afgørende for, at den kan afvikles. Ansøger har fået udbetalt 45.000 kr. Lis Søkvist og Kirsten Møller var udpeget af lokaludvalget til at følge projektet. 

Garn-installation til BRØK’s åbningsfest: BRØK - Brønshøj Kulturhus fik støtte til lave en fællesskabt garn-installation faciliteret af kunstner Karoline H. Larsen som en del af åbningen af BRØK den 22. august 2024. Ansøger vurderer, at der var 4-500 gæster til åbningsfesten i BRØK – og størstedelen af dem deltog i garninstallationen. Både børn, voksne og ældre deltog i det fælles kast, som markerede åbningen af kulturhuset, og resten af dagen gik gæsterne på opdagelse i garninstallationen, som blev hængende i BRØKs have. Efterfølgende har garnet levet videre i mange andre sammenhænge, fx i en hækle-workshop og til kulturnatten. Ansøger har fået udbetalt 15.000 kr. 

Kultur på Pladsen 2024: Tingbjerg Bibliotek\Kulturhus fik støtte til kulturaktiviteter på pladsen foran kulturhuset i perioden 20.-24. august 2024.  Marionetteatret har spillet 10 udendørs teaterforestillinger og Statens Museum for Kunst har lavet 5 gratis kreative værksteder i Salen i Tingbjerg Bibliotek\Kulturhus à 2 timer pr dag i perioden 20. – 24. august 2024. Som noget nyt i år var også Copenhagen Photo Festival på pladsen, hvor mange børn og unge deltog i ferniseringen ”Changemakers” den 30. maj 2024, som både favnede en indendørs og udendørs udstilling, der blev skabt i en samskabelsesproces med børn og unge med fokus på Socialt Entreprenørskab. Derudover deltog foreningen Fælleshaverne som har 110 havelodder i Tingbjerg i beplantning af et biodiversitetsbed ved kulturhuset, som blev døbt ”Bio-Dio Bed”. Der var i alt 1025 deltagere til teaterforestillinger og workshops. Det var lidt færre end forventet, sandsynligvis på grund af dårligt vejr 4 ud af 5 dage. Fotoudstillingen tiltrak over 100 besøgende til fernisering og ca. 800 gæster fordelt over sommeren. Ansøger har fået udbetalt 14.859,90 kr. 

Lys og skygger i BRØK: BRØK – Brønshøj Kulturhus fik støtte til et arrangement i kulturhuset under Kulturnatten den 11. oktober 2024. Blandt aktiviteterne var en interaktiv installation og elektronisk koncert med planter og en workshop i den gamle fotografiske teknik cyanotopi. Oprindeligt var også planlagt kor-workshops med efterfølgende koncert. Da koret meldte afbud, godkendte sekretariatet at dele af støtten i stedet kunne bruges på en udendørs lysinstallation med lyssætning og lysende sæbebobler. så forbipasserende kunne se, at der var liv i kulturhuset. Ansøger vurderer, at cyanotopi-workshoppen havde ca. 80 besøgende og plantekoncerten ca. 500 besøgende. Kulturnatten har fra i år indført digitalt tjek af Kulturpas via en app, som det ikke kunne lykkedes at få installeret på to arbejdstelefoner, der var til rådighed i BRØK, trods hjælp fra Kulturnattens support, hvilket gav problemer med at dokumentere besøgstal i bydelen overfor Kulturnatten. Ansøger har fået udbetalt 28.900 kr. Chris Andersen og Jan Bötcher var udpeget af lokaludvalget til at følge projektet. 

Skærsilden: Det Flyvende Teater fik støtte til en stedsspecifik performance i Brønshøj Vandtårn på Kulturnatten den 11. oktober 2024. Det førte til to opførelser af PURGATORY - DE 7 DØDLIGE SYNDER. Aftenen var en fejring af Dante og Den Guddommelige Komedie, bragt til live af Det Flyvende Teaters kunstneriske team samt studerende fra CISPA – Copenhagen International School of Performing Arts og Københavns Universitet, Engerom. Omkring 500 personer oplevede performancen. Ansøger har fået udbetalt 45.000 kr. Søren Cloos var udpeget af lokaludvalget til at følge projektet. 

Halloween i Brønshøj 2024: BRØK - Brønshøj Kulturhus fik støtte til at afholde deres årlige Halloween-arrangement den 25. oktober 2024. Arrangementet blev afholdt udendørs ved BRØK, Rytterskolen og på området omkring Brønshøj torv. Området var udsmykket med lys og røg og deltagerne kunne deltage i gratis aktiviteter, fx ansigtsmaling, gyserrute for store og små, sansekasse, kamparena, snobrødsbagning og kostumekonkurrencen og teater. Et nyt initiativ var en scene, hvor bandet “De onde” spillede og elever fra Commedia Schools børneteaterskole optrådte. Ansøger oplevede problemer med afbud fra frivillige og samarbejdspartnere, men lykkedes med at gennemføre næsten alle planlagte aktiviteter. Ansøger har fået udbetalt 45.000 kr. David Grolin var udpeget af lokaludvalget til at følge projektet.  

En eftermiddag for seniorer: Tingbjerg Bibliotek\Kulturhus fik støtte til et arrangement i kulturhuset den 23. oktober 2024, der havde til formål at skabe fællesskab blandt nuværende og tilflyttende seniorer i Tingbjerg.  I planlægningen og afviklingen af arrangementet deltog desuden Tingbjerg Kirke, Tingbjerg Pensionist Center, Plejehjemmet Tingbjerghjemmet og Seniorbofællesskabet Mosefundet. Arrangementet bestod af to dele: En koncert med vokaltrioen Sivelle og samvær med kaffe, te og kage inkl. præsentationer fra planlægningsgruppen samt fra plejehjemmet Eilersminde og seniorbofællesskabet Utterslevhuse. Der deltog ca. 60 seniorer, hvilket var færre end de 100, som ansøger havde sat som mål. Ansøger betragter alligevel arrangementet som en succes med engagerede og tilfredse deltagere, men ser et behov for en ekstra indsats for at nå seniorer som ikke i forvejen er del af netværkene og aktiviteterne i området, fx via arbejdsgrupper, som hver især har ansvar for at række ud til bestemte beboergrupper samt tættere samarbejde med de boligsociale medarbejdere, socialrådgivere og andre, som har kontakt til mere sårbare grupper af seniorer. Ansøger har fået udbetalt 8.000 kr. 

Commedia kids – teater hold for børn og unge: The Commedia School fik støtte til opstart af teaterhold for 10-16 årige. Teaterundervisningen var planlagt til at finde sted hver lørdag i perioden 26. januar til 8. juni 2024 på Energicenter Voldparken. Det var mere udfordrende at starte til teaterhold for børn i området end ansøger havde regnet med. Men efter en del justeringer, herunder en øget rekrutteringsindsats og en navneændring til “Commedia Kicks” lykkede det at skabe et hold, som vil forsætte til efteråret. Ansøger har været i løbende dialog med sekretariatet og lokaludvalgets forpersonskab om projektændringerne. Teaterholdet har otte deltagende børn og har lavet visninger den 1. juni til Husum Summer i Husumparken og på Energicenter Voldparken den 6. juni i forbindelse med sommerafslutning for Folkekøkkenet for i alt ca. 50-75 publikummer. Derudover har 100 børn været involveret i workshop på skolerne og SFO’erne. Ansøger har fået udbetalt 25.000 kr. Chris Andersen var udpeget af lokaludvalget til at følge projektet, men på grund af projektets  ændringer, var det ikke muligt at følge projektet. I stedet blev aftalt et møde med lokaludvalgets Kulturudvalg i efteråret 2024. 

Brønshøj Sangskriver Festival 2024: Den lokale forening Brønshøj Sangskriver Festival fik støtte til at afholde Brønshøj Sangskriver Festival, som er en årligt tilbagevendende festival, der giver lokale sangskrivere fra bydelen mulighed for at optræde med deres musik. Festivalen blev afholdt i BRØK - Brønshøj Kulturhus den 1. og 2. november 2024. På åbningsdagen var der kun unge under 30 år på programmet. Formålet var at skabe en sangskriver-event, som var attraktiv for unge at deltage i. Festivalen rummer også en sangskriverkonkurrence, som modtog 67 bidrag i alt fra kunstnere fra hele landet. Festivalen havde 277 gæster. Ansøger har fået udbetalt 14.200 kr. 

Redskaber til Rytterskolens Havelaug: Lene Olsen har på vegne af Rytterskolens Havelaug fået støtte til indkøb af redskaber til havelauget som på frivillig basis passer Rytterskolens have, der for nyligt er blevet opgraderet til en biodiversitetsfremmende prydhave. Der er indkøbt spande, sakse, gribetænger samt en spade og en greb. Ansøger har indkøbt færre redskaber en forventet, fordi behovet for pleje af haven har ændret sig i takt med arkitekternes indretning og fordi kommunen varetager vanding af haven. Ansøger har fået udbetalt 1.083,55 kr. 

Tingbjerg Challenge 2024: Tingbjerg Fædreklub og Copenhagen Cricket Club fik støtte til at afholde den årligt tilbagevendende bydelsfest Tingbjerg Challenge ved Tingbjerg Idrætspark den 30. august 2024. Til arrangementet var bl.a. motionsløb, forlystelser, madboder og aktiviteter for både børn og voksne. Arrangementet blev til i et samarbejde mellem mange lokale aktører, både frivillige og professionelle. Idrætsprojektet koordinerede idræts-/aktivitetsforeninger, og kulturhuset stod for musik, scene, dj og kommunikation. 9 forskellige lokale foreninger serverede mad, kage og snacks. Ansøger vurderer, at 2.000 personer deltog i arrangementet, hvor 1.000 deltagere var ambitionen. Ansøger har fået udbetalt 50.000 kr. Pernille Høholt var udpeget af lokaludvalget til at følge projektet.  

Klovneshow på Korsager Skole, Tingbjerg Skole og Tingbjerg Bibliotek: The Commedia Clowns under The Commedia School vil støtte til at opføre klovneshow med seks performere på Korsager Skole, Tingbjerg Skole og Tingbjerg Bibliotek\Kulturhus. På grund af lokaludvalgets delvise støtte blev der kun afholdt to arrangementer på Tingbjerg Bibliotek\Kulturhus i slutningen af oktober 2024, og projektet ændrede navn til “Klovneshows på Tingbjerg Bibliotek”, efter aftale med sekretariatet og tilladelse fra lokaludvalget til at nedskalere projektet. Hvert klovneshow varede ca. 35 minutter hver og bød på en farverig blanding af slapstick, akrobatik, klovne-sketches og trylleri. I slutningen af hver forestilling var der mulighed for at lege og tale med klovnene. Børnene nød at kommunikere med klovnene på både engelsk, tysk, portugisisk og dansk med volapyk og kropssprog – og var ivrige efter at fortælle om deres egne internationale baggrunde. Publikumstallet var i alt på omkring 200. Udover brugere på biblioteket deltog syv klasser fra Tingbjerg Skoles indskoling. Ansøger har fået udbetalt 10.000 kr. 

Kvinde, kend din sundhed efterår 2024: Den lokale forening "Kvinder i bevægelse" fik støtte til at afholde en informationsdag for kvinder om kostvaner. Arrangementet blev afholdt i Utterslevhuses beboerlokale på Ruten 197 den 7. november 2024. Til arrangementet deltog en oplægsholder, en diabetessygeplejerske og en rådgiver fra Diabetesforeningen. Flere af de deltagende kvinder havde deres børn med, og to unge piger legede og spillede med børnene, så deres mødre kunne høre oplægget i ro. Efter oplæg og dialog spiste deltagerne sund mad sammen. Der var 59 deltagere, heraf 14 børn. Ansøger har fået udbetalt 6.001,14 kr. 

Hun maler med grå: Tre unge kunstnere (Eva Koza Hansen, Anni Li og Andrea Blomquist) fik støtte til at afholde en koncert med seks medvirkende i Brønshøj Vandtårn den 19. oktober 2024. Mange af koncertens sange var skrevet specifikt til koncerten med henblik på vandtårnets akustik. Ansøgerne havde en målsætning om 80 deltagere. Der var 56 betalende gæster og inkl. optrædende + teknikere + frivillige i døren var deltog i alt 67 personer. Der var både god spredning på gæsternes alder samt flere lokale gæster. Ansøgerne havde håbet på flere gæster fra de unge-initiativer, som de havde kontaktet på forhånd, og vurderer, at det havde været en god idé at møde op fysisk eller på anden vis engagere dem i højere grad. Ansøger har fået udbetalt 4.000 kr.   

 

Afrapportering af afholdte Kvikpulje-projekter 

SkillzKickoff: EM-Visning på Storskærm i Tingbjerg: Mohammed Deria har sammen med foreningen Skillz fået støtte til at vise kampe fra EM i fodbold på storskærm i Tingbjerg Bibliotek\Kulturhus i juni og juli 2024. De viste over 30 kampe i løbet af turneringen. I gruppespillet var der gennemsnitligt 20-30 deltagere pr. kamp, og under slutrunden var der 40+ deltagere pr. kamp. Der blev vist kampe stort set hele dagen, hvilket betød, at deltagelsen varierede på tværs af aldersgrupper. Pauserne mellem kampene blev brugt på aktiviteter som Kahoot (trivia), konkurrencer og uddeling af præmier. Ansøger har fået udbetalt 5.000 kr. 

Afrapporteringer fra de resterende Bydelspulje- og Kvikpulje-projekter vil blive forelagt lokaludvalget i 2025, via årsrapporten for lokaludvalgets puljemidler i 2024. 

Løsning

Lokaludvalget tager orienteringen til efterretning.

Økonomi

Lokaludvalget har fået tildelt 1.657.900 kr. i puljemidler af Borgerrepræsentationen i 2024.

Puljemidlerne kan anvendes til aktiviteter, udstyr og materiel, der gavner lokalområdet og bidrager til realisering af lokaludvalgets bydelsplan. Puljemidlerne kan anvendes til at støtte projekter og aktiviteter i bydelen efter ansøgning fra københavnere og foreningslivet. Lokaludvalget kan også indgå i samarbejdsprojekter med andre aktører, fx andre lokaludvalg om aktiviteter i og udenfor bydelen. Endelig kan lokaludvalget afsætte puljemidler til egne projekter, dog således at puljemidlerne kommer københavnerne til gode og anvendes til at støtte lokale initiativer fra bydelens københavnere.

 

Puljemidler 2024

Lokaludvalget besluttede på møde den 14. december 2023 at budgettere puljemidlerne 2024 i tre mindre puljer:

Pulje A: Bydelspuljen 960.000 kr.:

- 750.000 kr. til den ordinære Bydelspulje med fire ansøgningsfrister. Der reserveres 10   procent af den samlede sum til hver ansøgningsfrist, dvs. 75.000 kr. til hver ansøgningsfrist.

- 50.000 kr. til Kvikpuljen for børn og unge.

- 80.000 kr. til Kulturnatspulje, heraf 5.000 kr. til annoncering.

- 80.000 kr. til Juletræspulje.

Pulje B: Egne projekter og københavnerinddragelse: 584.300 kr.

Pulje C: Kommunikation: 95.500 kr.

 

Brønshøj-Husum Lokaludvalg har løbende besluttet at flytte flere penge til Bydelspuljen:

  • Lokaludvalget besluttede på møde d. 22. februar at flytte 49.600 kr. i restmidler og mindre forbrug til pulje A: Bydelspuljen.
  • Lokaludvalget besluttede på møde d. 30. maj at flytte 46.500 kr. i restmidler og mindre forbrug til pulje A: Bydelspuljen.
  • Lokaludvalget besluttede på møde d. 29. august at flytte 25.000 kr. i restmidler og mindre forbrug til pulje A: Bydelspuljen.
  • Lokaludvalget besluttede på møde d. 26. september at flytte 102.000 kr. i restmidler og mindre forbrug til pulje A: Bydelspuljen.
  • Lokaludvalget besluttede på møde d. 21. november at sammenlægge restmidler og mindre forbrug for Pulje A, B og C til en fælles pulje.

Status på puljeøkonomi 2024:

Brønshøj-Husum Lokaludvalg har 29.240 kr. tilbage i puljemidler i 2024. Såfremt der kommer ansøgninger til Kvikpuljen, kan der uddeles støtte fra de resterende puljemidler.

Sekretariatet bemærker, at sekretariatet løbende modtager regnskaber og afslutning på diverse bydelspuljeprojekter. Der kan derfor komme tilbageløb. 

Mindre forbrug af puljemidler tilfalder Københavns Kommune.

Puljemidler 2025

Lokaludvalget har fået tildelt 1.699.900 kr. i puljemidler af Borgerrepræsentationen i 2025.

Lokaludvalget har tradition for at vedtage et projekt- og budgetkatalog med rammer for Bydelspuljen samt budget for 'egne projekter og københavnerinddragelse' og 'kommunikation.

Videre proces

Sekretariatet afslutter regnskab for lokaludvalgets puljemidler 2024 i januar-februar.

Sekretariatet udarbejder herefter puljekompendium for lokaludvalgets puljemidler.

 

 

Beslutning

Brønshøj-Husum Lokaludvalg tog orienteringen til efterretning.
Til top