2025 Bevilling: Borgermøde om regnvand, kloakvand og grundvand i kældrene
Indstilling
Forpersonen indstiller,
1. at Brønshøj-Husum Lokaludvalg godkender projektbeskrivelsen for "Borgermøde om at undgå regnvand, kloakvand og grundvand i kælderen" og bevilger 10.500 kr. til arrangementet.
Problemstilling
Selvom Brønshøj-Husum, med sin beliggenhed 10-35 meter over havets overflade, er sikret mod stormflod og havstandsstigninger, er bydelen ikke immun over for de stigende regnmængder og det opstigende grundvand. En undersøgelse foretaget af Brønshøj-Husum Lokaludvalg blandt bydelens borgerpanel viser, at 54 % af de borgere, der har en kælder, har oplevet oversvømmelser én eller flere gange under skybrud, mens 48 % rapporterer om problemer med indtrængende grundvand. Undersøgelsen afslører også, at mange borgere oplever, at problemet med vandindtrængning er tiltagende.
Miljøudvalget har foreslået at der afholdes et borgermøde en aften i uge 6 (februar) 2025 på BRØK.
På mødet vil en række eksperter og teknikere give deltagerne indblik i, hvordan vandet i stigende grad presser sig på fra oven og neden, og hvordan man som husejer kan sikre sin kælder – og måske endda gøre haven mere frodig. Mødet afholdes i BRØK, og deltagelse er gratis.
Løsning
Lokaludvalget afsætter Kr. 10.500 til at gennemføre borgermødet.
Forretningsudvalget støtter indstillingen.
Økonomi
Honorar til oplægsholdere: 9.000 kr.Pengene tages fra Pulje B: Egne projekter og københavnerinddragelse 2025. Projektet indgår i lokaludvalget projektkatalog for 2025.
Videre proces
Arbejdsgruppen der består af miljømedarbejderen, Miljøudvalgets forperson og lokal borger arbejder videre på at sammensætte et egentligt program, der imødekommer formål og budget. Programmet forventes færdigt i den første uge af 2025.