Ansøgning om støtte til "Keder du dig lidt lige nu mens du går ned af denne gade?" fra Weber & UrheimAnsøgning om støtte til "Keder du dig lidt lige nu mens du går ned af denne gade?" fra Weber & Urheim
Indstilling
Formanden indstiller, at
- Lokaludvalget giver afslag på ansøgningen om støtte på 127.166 kr. til "Keder du dig lige nu, mens du går ned af denne gade?"
Problemstilling
Tid, sted og indhold
Weber & Urheim, et lille fortællende firma, søger om støtte til 3 gadeture, der formidler lokalhistorie via plakatstander og podcast på 3 udvalgte gader i Tingbjerg - Ruten, Langhusvej og Arkaderne - i perioden 1. februar til 1. juni 2020. På plakaten gives instruktion til, hvordan man via en smartphone henter en podcast, som kan høres når man går ned af gade. Projektet formidler lokal hverdagshistorie og det levede liv i de forskellige gader, så man oplever historien der, hvor den har udfoldet sig.
Målgruppe, samarbejdspartnere og annoncering
Projektet er for alle, og ansøger ønsker at lave gadeturene på dansk og arabisk. Det er gratis at hente podcasten til gadeturen. Ansøger vil samarbejde med Lokalhistorisk Selskab for Brønshøj, Husum og Utterslev om research i lokalarkivet. Der annonceres for gadeturene på plakatstanderne i de 3 gader, og ansøger sender pressemeddelelse til bl.a. Brønshøj-Husum Avis. Derudover annoncerer Lokalhistorisk Selskab og Tingbjerg Kulturhus\Bibliotek på deres kommunikationskanaler, og ansøger annoncerer på deres egen hjemmeside og facebook.
Budgetoverblik
Ansøgt beløb: 127.166 kr.
Forventede udgifter: 127.166 kr.
Forventede indtægter/egenfinansiering: 28.235 kr.
Projektet rummer udgifter til honorarer til research & manuskript, indtaling, lydoptagelse, grafik og oversættelse, samt til tryk af plakat og 2 plakatstandere. Ansøgers indtægter/egenfinansiering dækker projektledelse & markedsføring, 1 plakatstander, webhosting af podcasts og leje af lydudstyr.
Løsning
Ansøgningen har været behandlet i Kulturudvalget (KU) og i Byudviklingsudvalget (BUU), som begge indstiller til afslag, fordi det ikke har tilstrækkelig lokal relevans, forankring samt samarbejdspartnere. Forretningsudvalget (FU) støtter dette.
Beslutning
Indstillingen om afslag på ansøgningen blev godkendt.