Mødedato: 31.10.2019, kl. 16:00
Mødested: Borgerrepræsentationens mødesal

Kirkeligning 2020

Borgerrepræsentationen forelægges kirkeligningen og den uforandrede kirkeskatteprocent på 0,8 pct. for 2020.

Borgerrepræsentationen skal behandle kirkeligningen, da det er Borgerrepræsentationens kompetence at behandle sager om udskrivningsgrundlaget i kommunen. Borgerrepræsentationen træffer i sagen om ”Valg mellem statsgaranti eller selvbudgettering” beslutning om udskrivningsgrundlaget for den kommunale indkomstskat i forbindelse med valg af budgetteringsgrundlag. Kommunens valg af udskrivningsgrundlag gælder automatisk for folkekirken.

Indstilling

Indstilling om,

  1. at kirkeligningen for 2020 tages til efterretning,

  2. at den kirkelige skatteprocent på 0,8 pct. for 2020 tages til efterretning.

(Økonomiudvalget)

Problemstilling

Det kirkelige budgetudvalg har fremsendt de kirkelige budgetter og den kirkelige ligning for 2020. Det kirkelige budgetudvalg har forudsat, at det er det statsgaranterede udskrivningsgrundlag, som er gældende.

Udskrivningsgrundlaget for den kirkelige ligning følger udskrivningsgrundlaget for den kommunale indkomstskat i forbindelse med valg af budgetteringsgrundlag. Det betyder, at det er Borgerrepræsentationen, der i forbindelse med vedtagelse af budgettet for den kommunale indkomstskat afgør, om kirken skal anvende det statsgaranterede udskrivningsgrundlag, eller om kirken skal anvende det selvbudgetterede udskrivningsgrundlag.

Provenuet af den kirkelige ligning udbetales forskudsvis til kommunen af staten i tolvtedelsrater. Kommunen fordeler beløbet videre til fællesfonden, kirke- og præstegårdskasserne samt provstiudvalgskasserne.

Løsning

Det kirkelige budgetudvalg budgetterer med udgifter i 2020 på 547,7 mio. kr. (2020 p/l). Det statsgaranterede udskrivningsgrundlag for kirkeskat i København er af Social- og Indenrigsministeriet opgjort til 68.461,3 mio. kr. (2020 p/l) for 2020. En fastholdelse af den nuværende skatteprocent på 0,8 vil sikre et provenu på 547,7 mio. kr. (2020 p/l).

Da Københavns Kommune i 2017 valgte selvbudgettering, forventes en efterregulering i 2020 for kirken. Eftersom Københavns Kommune ikke har modtaget information om efterreguleringen i 2020 for selvbudgettering i 2017, vil efterreguleringen blive indarbejdet i budgettet for 2021. En eventuel difference mellem de modtagende midler og videreformidlingen til kirken placeres på en mellemregningskonto og indregnes i Budget 2021.

Hvis Københavns Kommune vælger selvbudgettering som udskrivningsgrundlag i 2020 frem for statsgaranteret udskrivningsgrundlag, vil kirken blive efterreguleret af staten i 2023.

Økonomi

Sagen har ingen selvstændig virkning på kommunens budget.

Videre proces

Kirkeligningen for 2020 behandles i Borgerrepræsentationen den 31. oktober 2019 samtidig med behandlingen af kommunens budget for 2020.

 

Søren Tegen Pedersen          /Mads Grønvall

Oversigt over politisk behandling

Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget over for Borgerrepræsentationen anbefaler,

  1. at kirkeligningen for 2020 tages til efterretning,

  2. at den kirkelige skatteprocent på 0,8 pct. for 2020 tages til efterretning.

 

Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 22. oktober 2019

 

Indstillingen blev anbefalet over for Borgerrepræsentationen uden afstemning.

Beslutning

Borgerrepræsentationens beslutning i mødet den 31. oktober 2019

Indstillingen blev godkendt uden afstemning.

Til top