Medlemsforslag om oprettelse af faste parkeringspladser til delebiler i brokvartererne
Medlemsforslag
Det foreslås,
at Borgerrepræsentationen pålægger Teknik- og Miljøforvaltningen at udarbejde en indstilling til politisk behandling, der redegør for mulighederne for, at oprette minimum én fast delebils parkeringsplads i alle gader i brokvartererne (inklusiv Amagerbro), Indre By og Christianshavn.
(Stillet af SF)
Motivering
I København står rigtige mange biler stille størstedelen af tiden og optager plads på vejene, der ellers kunne have været brugt til andre formål. Mange Københavnere har ikke behov for bilen i hverdagen, men kun ved særlige lejligheder – når der skal flyttes, når turen går i sommerhus eller noget helt tredje. Derfor er det oplagt at lave bedre forhold for delebiler, så de mange Københavnere, der ikke har behov for en bil i hverdagen, kan få dækket deres behov for kørsel uden at skulle fylde unødigt på vejene.
Undersøgelser viser, at én delebil erstatter 6-10 almindelige privatbiler. For at være en erstatning, skal delebilerne være tilgængelige. Det er de færreste, der vil bevæge sig til den anden ende af byen, for at hente en delebil. Derfor foreslår SF, at muligheden for at oprette minimum én fast parkeringsplads til en delebil i hver gade i brokvarterne undersøges. På den måde, vil der for beboerne i brokvartererne ikke være langt til en delebil, selv hvis delebilen i den nærmeste gade er optaget.
Beslutning
Borgerrepræsentationens beslutning i mødet den 31. oktober 2019
Socialdemokratiet, Enhedslisten, Alternativet, Radikale Venstre, SF, Konservative Folkeparti og Dansk Folkeparti fremsatte følgende ændringsforslag (ÆF1) om, at medlemsforslaget erstattes af følgende:
”Det foreslås, at Borgerrepræsentationen pålægger Teknik- og Miljøforvaltning at udarbejde en indstilling til politisk behandling, der redegør for mulighederne for at oprette minimum én el-delebilsparkeringsplads pr gade i brokvartererne (inklusiv Amagerbro), Indre By og Christianshavn samt el-delebilspladser ved Trafikknudepunkter.”
Det af Socialdemokratiet, Enhedslisten, Alternativet, Radikale Venstre, SF, Konservative Folkeparti og Dansk Folkeparti fremsatte ændringsforslag (ÆF1) blev vedtaget uden afstemning.
Venstre, Konservative Folkeparti og Liberal Alliance afgav følgende protokolbemærkning:
”Vi forudsætter, at de pågældende parkeringspladser bliver nye parkeringspladser”.
Enhedslisten, Alternativet, Radikale Venstre, SF og Dansk Folkeparti afgav følgende protokolbemærkning:
”Partierne ønsker, at forvaltningen også kigger på andre former for emissionsfrie delebilsløsninger end el. Endvidere ønsker partierne, at sagen behandles før overførselssagen, således at dette kan danne grundlag for de politiske forhandlinger heri”.