Smedetoften, Bispebjerg - anlæg af tryghedsfremmende byrum
Der skal tages stilling til projektforslag og frigivelse af anlægsmidler til omdannelse af Smedetoften med henblik på at skabe et åbent torv og tryghedsfremmende byrum.
Indstilling
Indstilling om,
- at der frigives en anlægsbevilling på 7,8 mio. kr. til færdigprojektering og anlæg af torv og tryghedsfremmende byrum langs Smedetoften, Bispebjerg. De 7,8 mio. kr. frigives på Teknik- og Miljøudvalgets bevilling Ordinær anlæg, jf. økonomiafsnittet.
Det forudsættes, at eventuelle merudgifter, som følge af sagen, afholdes inden for Teknik- og Miljøudvalgets budgetramme.
(Teknik- og Miljøudvalget)
Problemstilling
Borgerrepræsentationen godkendte 22. september 2016 kvarterplan og finansiering for Områdefornyelse Nordvest. Områdefornyelsen bidrager med 5,5 mio. kr. til projektet. Ved Budget 2018 (Borgerrepræsentationen (BR) 5. oktober 2017) (A, F, O og Ø) blev der afsat 10,7 mio. kr. til anlæg af torv og tryghedsfremmende byrum langs Smedetoften. Parterne var enige om, at der skal skabes et åbent og sammenhængende byrum ved Smedetoften på Bispebjerg.
Forvaltningen har udarbejdet forslag til projekt, som skaber et åbent torv og tryghedsfremmende byrum langs Smedetoften. Der skal ligeledes tages stilling til frigivelse af anlægsmidler, så forvaltningen kan projektere og anlægge projektet.
Løsning
Smedetoften ligger i Bispebjerg/Nordvest, som er et udsat byområde, og som opleves som utrygt at gå, cykle og opholde sig i. Strækningen mellem Rentemestervej og Birkedommervej er præget af hurtig bilkørsel og mangelfuld belysning. Bilag 2 indeholder et oversigtskort.
Forvaltningen har på baggrund af inddragelse af lokale borgere, berørte grundejere, Klub Smedetoften, berørte erhvervsdrivende og Bispebjerg Lokaludvalg udarbejdet forslag til ny indretning af arealet omkring Klub Smedetoften og byrummet langs Smedetoften, jf. bilag 4.
Projektet understøtter målsætningen i Sikker By – Strategien 2018-2021 om færre lokalområder med tryghedsudfordringer, målsætningen i Politik for Udsatte Byområder 2017 om gode og socialt robuste byrum med bynatur og 2025-målsætningen i Fællesskab København om, at 90 % af københavnerne er enige i, at deres lokalområde er levende og varieret.
Projektforslag for torvet – mellem Birkedommervej og Dortheavej, jf. bilag 4A
Arealet bag Klub Smedetoften er nedslidt og har få funktioner. I dag benyttes arealet primært af Klub Smedetoften, der er en ungdomsklub for unge mellem 13 og 18 år. Arealet inviterer ikke til ophold for andre borgere blandt andet på grund af mangel på fælles funktioner og belysning. Med forslaget omdannes arealet bag Klub Smedetoften til et torv, hvor både klubbens brugere og naboer, børn og ældre, kan opholde sig eller passere trygt igennem på alle tidspunkter af døgnet.
Med forslaget skal torvet indeholde en byhave med staudebede, buske, nye træer, en åben pavillon, multiboldbane og værkstedsfaciliteter. En eksisterende trætrappe ombygges til siddepladser med indbyggede borde, og der anlægges et område med bålfad.
Torvet får ny belægning i teglsten i gråbrune nuancer, og der opsættes tryghedsskabende belysning og Københavnerbænke langs gangarealerne. Der opsættes tillige belysning hen over torvet i form af en lysring på 25 meter i diameter med LED armaturer, som hænger i seks meters højde. Lysringen skal være et vartegn og angive torvet som samlingssted.
På fortovet vest for Klub Smedetoften opsættes siddemøbler, og området belyses med mindre lysinstallationer. Siddemulighed og lys vil skabe en højere grad af tryghed.
Der opsættes 24 nye cykelparkeringspladser i området omkring torvet, hvorefter det samlede antal cykelparkeringspladser her er 64 pladser.
Projektforslag for Smedetoften – mellem Dortheavej og Rentemestervej, jf. bilag 4B
På den sydlige del af Smedetoften opsættes mere belysning og plantes to træer. Denne strækning er privat fællesvej. Københavns Kommune har hjemmel til at etablere anlæg på privat fællesvej efter reglerne i byfornyelseslovens § 6. Grundejerne varetager driften af det anlagte.
Trafikdæmpende foranstaltninger – mellem Birkedommervej og Rentemestervej, jf. bilag 4 A og B.
For at sænke hastigheden for biltrafikken på Smedetoften etableres tre nye overkørsler på strækningen.
Konsekvenser for træer
Der plantes samlet set 31 nye træer, herunder 11 paradisæbletræer, tre naurtræer, fire tyrkisk hassel, tre omorikagran, seks pagodetræer og fire spiseæbletræer.
Der fældes tre træer som led i projektet - et fem meter højt og ca. 30 år gammelt pæretræ, et fire meter højt og ca. 20 år gammelt prydkirsebærtræ og et selvsået piletræ, der er ca. 5 år gammelt. Det har ikke været muligt at indpasse træerne i forslaget. Træerne står ved indgangen til torvet, ved hovedindgangen til Klub Smedetoften og i en ganglinje, og det er nødvendigt at fjerne dem for at sikre tilgængelighed. Der etableres forbedrede vækstforhold for de eksisterende træer i projektområdet.
Konsekvenser for bilparkeringspladser
Forslaget indebærer ikke konsekvenser for antallet af bilparkeringspladser.
Høringer og borgerinddragelse
Politiet har godkendt projektforslaget. Der har været dialog med lokale borgere, berørte grundejere, Klub Smedetoften, berørte erhvervsdrivende og Bispebjerg Lokaludvalg. Der er lokal opbakning til projektet. Der har været ønske om et projekt, som skaber større tryghed i området, fællesskab mellem beboere og brugere i forskellige aldersgrupper, trygge forbindelser hen over arealet bag Klub Smedetoften, flere træer og bedre mulighed for ophold. Ønskerne har indgået i forbindelse med udarbejdelsen af forslaget. Nærmeste naboer til projektet har udtrykt bekymring for larm fra blandt andet boldspil og indkig fra torvet. Efter dialog med naboerne er det besluttet at undlade at ophænge basketballkurve, og naboerne vil blive skærmet for indkig af lav træbeplantning, som ikke vil skygge i forhaverne. Desuden vil bænke og opholdsmuligheder blive placeret længst væk fra de nærmeste naboer. Der har yderligere været ønske om større fokus på klimatilpasning. Klimatilpasning indgår ikke i projektet, da projektområdet ikke er omfattet af en skybrudsplan, og der dermed ikke er stillet krav eller afsat midler til klimatilpasningsløsninger. I torveprojektet ledes regnvand dog fra belægningsoverfladerne til plantebedene. Høringsbidrag fremgår af bilag 5.
Økonomi
På Borgerrepræsentationens møde 22. september 2016 blev Kvarterplanen for Områdefornyelse Nordvest godkendt, og områdefornyelsen bidrager med 5,5 mio. kr. til anlæg af torv og tryghedsfremmende byrum langs Smedetoften. Ved Budget 2018 (BR 5. oktober 2017) (A, F, O og Ø) blev der afsat 10,7 mio. kr. (2018 p/l) i anlægsmidler til Smedetoften, hvoraf 3,2 mio. kr. blev frigivet. Med denne indstilling skal de resterende 7,5 mio. kr. (2018 p/l) frigives. De 7,5 mio. kr. 2018 p/l svarer til 7,8 mio. kr. i 2020 p/l.
Tabel 1: Anlægsbevillinger – frigivelse af anlægsmidler
Udvalg |
Aktivitet/projekt |
Bevilling (nr. og navn) |
Funktion |
Beløb i mio. kr. (2020 p/l) |
|
2020 |
I alt |
||||
TMU |
Smedetoften – nyt tryghedsskabende byrum |
2000 – Ordinær anlæg |
2.28.23.3 |
7,8 |
7,8 |
I alt |
- |
- |
- |
7,8 |
7,8 |
TMU = Teknik- og Miljøudvalget
I Budget 2018 blev der afsat 0,5 mio. kr. i service i 2020 og 0,9 mio. kr. årligt fra 2021 og frem. Smedetoften er privat fællesvej, og grundejerne er derfor forpligtet til at drifte og vedligeholde fortovs- og vejareal ud til midten af vejen.
Der er prioriteret anlægsmåltal til projektet: 8,3 mio. kr. for 2019, 12,5 mio. kr. for 2020 og 0,9 mio. kr. for 2021, jf. Teknik- og Miljøudvalgets beslutninger 7. januar 2019 og 29. april 2019. De i alt 13,4 mio. kr. for 2020 og 2021 er fordelt med 0,1 mio. kr. af tidligere frigivet midler, 7,8 mio. kr., som frigives med denne indstilling, og 5,5 mio. kr. fra Områdefornyelsen. Projektet (109 Smedetoften – tryghedsfremmende byrum) var ved Teknik- og Miljøudvalgets beslutning 29. april 2019 anført som ét samlet projekt, jf. bilag 2.
Videre proces
Anlægsarbejdet forventes igangsat primo 2020, og anlægget forventes ibrugtaget ultimo 2020.
Søren Wille /Lone Byskov
Oversigt over politisk behandling
Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget godkender,
- at projektforslaget i bilag 4 danner grundlag for færdigprojektering og anlæg af torv og tryghedsfremmende byrum langs Smedetoften, Bispebjerg.
Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,
- at der frigives en anlægsbevilling på 7,8 mio. kr. til færdigprojektering og anlæg af torv og tryghedsfremmende byrum langs Smedetoften, Bispebjerg. De 7,8 mio. kr. frigives på Teknik- og Miljøudvalgets bevilling Ordinær anlæg, jf. økonomiafsnittet.
Teknik- og Miljøudvalgets beslutning i mødet den 23. september 2019
Indstillingens 1. punkt blev godkendt uden afstemning.
Indstillingens 2. at-punkt blev anbefalet over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen uden afstemning.
Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget oversender sagen til Borgerrepræsentationen med følgende erklæring:
Økonomiudvalget forudsætter, at eventuelle merudgifter, som følge af sagen, afholdes inden for Teknik- og Miljøudvalgets budgetramme.
Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 22. oktober 2019
Økonomiudvalget besluttede at oversende indstillingen med udvalgets erklæring til behandling i Borgerrepræsentationen uden afstemning.
Beslutning
Borgerrepræsentationens beslutning i mødet den 31. oktober 2019
Indstillingen blev godkendt uden afstemning.