Moderniseringsplan 2014
Borgerrepræsentationen skal tage stilling til forslag om udmøntning af moderniseringsplanen, herunder tilpasning af plejeboligkapaciteten til den demografiske udvikling i 2014.
Indstilling og beslutning
Indstilling om,
1. at der afvikles 45 plejeboliger og fem beskyttede boliger på Plejecentret Hasselbo, og
2. at antallet af plejehjemspladser på Omsorgscentret Hjortespring opjusteres med 11.
Det forudsættes, at eventuelle merudgifter som følge af sagen afholdes inden for Sundheds- og Omsorgsudvalget budgetramme.
(Sundheds- og Omsorgsudvalget)
Problemstilling
Med Moderniseringsplan 1 (budget 2005) og Moderniseringsplan 2 (budget 2011) er finansierings- og planlægningsgrundlaget for ombygningen af samtlige utidssvarende plejehjemsboliger i Københavns Kommune til moderne standard tilvejebragt. Den samlede moderniseringsplan løber til 2022 og skal – udover ombygningerne – sikre den nødvendige tilpasning af plejeboligkapaciteten som følge af demografiudviklingen inden for ældreområdet.
Der er siden 2005 åbnet 11 nye plejecentre med i alt 980 moderne boliger. I samme periode er der afviklet i alt 2.046 pladser. Der åbner ikke nye plejecentre i 2014.
Demografitilpasningen af Sundheds- og Omsorgsudvalgets budget for 2014 på plejehjemsområdet udgør 12,3 mio. kr., svarende til en reduktion på 34 pladser.
På udvalgsmødet den 15. august 2013 sendte udvalget sagen i høring, og hermed fremlægges sagen efter endt høring.
Løsning
Det foreslås på denne baggrund, at der i 2014 afvikles 45 plejehjemspladser og fem beskyttede boliger på Plejecentret Hasselbo i Bystævneparken i Brønshøj. Sideløbende hermed opjusteres antallet af plejehjemspladser på omsorgscentret Hjortespring i Herlev med 11 pladser.
Plejecentret Hasselbo, Bystævneparken 17-18, 2700 Brønshøj, er en kommunal institution. Plejehjemmet er opført i 1973 som en del af Bystævneparken, der pt. huser fem plejehjem med i alt ca. 500 pladser. Hasselbo består af et højhus på otte etager med ca. ni boliger pr. etage og en lavere toetagesbygning med i alt 40 boliger.
Sammen med plejecentret ligger Neurologi- og Rehabiliteringscenter København, som er Sundheds- og Omsorgsforvaltningens genoptræningstilbud til borgere med neurologiske skader og sygdomme.
Plejehjemsbygningerne er kommunalt ejet via Københavns Ejendomme og rummer pt. 103 boliger, der anvendes til følgende:
- 45 almindelige plejehjemspladser
- Fem beskyttede boliger
- 15 rehabiliteringsboliger for borgere under 65 år primært med neurologiske lidelser.
- 38 rehabiliteringsboliger for borgere over 65 år, hvoraf syv er forbeholdt borgere med neurologiske lidelser.
Plejehjemspladserne og de beskyttede boliger er alle placeret på de øverste seks etager i højhuset. På grund af boligernes placering har det vist sig vanskeligt at opretholde en rationel samdrift med de øvrige afdelinger i huset. Det foreslås, at alle 50 pladser afvikles, da det ikke vil være pleje- eller driftsmæssigt hensigtsmæssigt at bibeholde et begrænset antal plejehjempladser/beskyttede boliger på Hasselbo. I forhold til demografireduktionen svarer afviklingen kapacitetsmæssigt til, at der nedlægges 45 plejehjemspladser, da de beskyttede boliger ikke indgår i den samlede kapacitet af plejeboliger. Nedenstående redegøres for, hvor der åbnes kompenserende pladser, således at den samlede pladsreduktion bliver på i alt 34 pladser.
Med hensyn til de frigjorte arealer på Hasselbo vil boligerne ved en mindre istandsættelse fremadrettet kunne anvendes som reserveboliger i tilfælde af akut eller midlertidigt behov for forøgelse af boligkapaciteten, eksempelvis i forbindelse med færdigbehandlede borgere på hospitalerne, jf. indstillingen vedrørende fleksible pladser til hjemtagning af færdigbehandlede.
Endvidere har Sundheds- og Omsorgsforvaltningen i forbindelse med budgetforslag 2014 et budgetønske om yderligere syv rehabiliteringsboliger på Hasselbo for borgere over 65 år med neurologiske lidelser, og Socialforvaltningen har et budgetønske om yderligere 15 rehabiliteringsboliger på Hasselbo for borgere under 65 år.
Hasselbo ligger i et lokalområde (Vanløse/Brønshøj/Husum), hvor der samlet set er en høj dækningsgrad af plejeboliger i forhold til den nuværende demografi og prognoserne for fremtiden. En afvikling af pladser i dette område vil derfor være hensigtsmæssig i forhold den demografiske udvikling, efterspørgslen i lokalområdet samt 4-ugersgarantien.
Der åbnes ikke nye plejecentre i 2014, og de berørte beboere tilbydes – under hensyntagen til det frie plejeboligvalg - flytning til øvrige plejehjem i kommunen, eksempelvis til de omkringliggende plejehjem i Bystævneparken. En række af beboerne kan, såfremt de ønsker det, flytte samlet til Kastanjehusene (bygning B) i De Gamles By på Nørrebro, som har ledige boliger i forbindelse med flytningen af demensenheden til Fælledgården.
Det skal bemærkes, at en af de nuværende beboere på Hasselbo kommer fra et plejehjem, der tidligere er afviklet permanent (borgeren blev flyttet i 2000, da Plejecentret Granbo, ligeledes i Bystævneparken, blev lukket). I forbindelse med afviklingen vil der være særlig opmærksomhed på denne beboers situation.
Med henblik på at sikre den samlede pladskapacitet (således at der kun afvikles i alt 34 pladser) opjusteres løbende antallet af plejehjemspladser på Omsorgscentret Hjortespring i Herlev med 11 pladser. Hjortespring - der er en selvejende institution med driftsoverenskomst med Københavns Kommune - rummer i alt 122 pladser, hvoraf Herlev Kommune i dag efter særlig aftale køber de 30 pladser. Herlev Kommune ønsker over de kommende år ikke længere at købe disse pladser af Københavns Kommune, og 11 af boligerne vil herefter indgå i Sundheds- og Omsorgsforvaltningens plejeboligkapacitet. De resterende 19 pladser vil blive nedlagt ved fraflytning. Det bemærkes, at pladsjusteringen på Hjortespring er midlertidig, da det er Sundheds- Omsorgsforvaltningens intention på sigt ikke at drive plejehjem på Hjortespring, jf. SOU 2012-111705.
I forbindelse med udmøntningen af moderniseringsplan 2015 - der fremlægges politisk medio 2014 - vil mulighederne for at anvende plejehjem, der afvikles, til andre målgrupper end ældre, herunder eksempelvis til ungdomsboliger, blive nærmere beskrevet.
Høring
Sagen har været sendt i høring og forvaltningen har modtaget tre høringssvar (vedlagt som bilag 1).
Bruger- og pårørenderådet tilslutter sig forslaget om afviklingen af plejehjemspladserne på Hasselbo. Rådet understreger, at en flytning udgør en stor belastning for beboerne, og at der derfor bør sikres de bedst mulige rammer for flytningen. Endvidere bør de beboere, som har særlige behov, kunne flytte umiddelbart efter beslutningen i Sundheds- og Omsorgsudvalget den 19. september 2013.
MED-udvalget fremhæver, at forslaget om afvikling har vakt stor bekymring hos medarbejderne med hensyn til deres fremtidige jobmuligheder. Det påpeges, at medarbejderne ønsker at forblive på Hasselbo for at arbejde i de nye tilbud, som skal etableres i huset. MED-udvalget ønsker i den forbindelse tilbud om bl.a. efteruddannelse, coaching, fuld løn under opkvalificering til social- og sundhedsassistent samt fastholdelsestillæg til de medarbejdere, som forbliver til beboerne er flyttet.
Ældrerådet har ingen specifikke bemærkninger til forslaget og finder den foreslåede tilpasning i overensstemmelse med den demografiske udvikling.
Sundheds- og Omsorgsforvaltningen tager høringssvarene til efterretning og vil inddrage alle involverede parter i planlægningen af det videre konkrete forløb for derved - i tæt samarbejde med beboere, pårørende og medarbejdere – at sikre det bedst mulige procesforløb, jf. de gode erfaringer der er indhentet fra tidligere forløb.
Normalt vil flytningerne af beboerne først blive påbegyndt efter den endelige beslutning i Borgerrepræsentationen. Sundheds- og Omsorgsforvaltningen er dog enig i ønsket fra Bruger- og pårørenderådet med hensyn til muligheden for en tidlig flytning af særligt udsatte beboere. Det vil sikre det mest trygge forløb for disse beboere. Det bemærkes, at kommunen afholder alle udgifter og håndterer alle praktiske forhold vedrørende beboernes flytning til andet plejecenter i eller uden for Københavns Kommune. Med hensyn til selve flytteproceduren vil beboernes individuelle ønsker og behov i forhold til fremtidig bolig i videst muligt omfang blive søgt sikret. Samtlige beboere har i den forbindelse et lovgivningsmæssigt sikret frit plejeboligvalg.
Med hensyn til ønsket fra medarbejderne om at forblive på Hasselbo afventes det specifikke indhold i Budget 2014 med hensyn til eventuel oprettelse af andre pladstyper. Sundheds- og Omsorgsforvaltningen vil herefter konkret vurdere behovet for fastholdelse af medarbejdere herunder behovet for eventuel faglig opkvalificering til eventuelle nye opgaver på institutionen.
Ved opkvalificering fra social- og sundhedshjælper til assistent giver Sundheds- og Omsorgsforvaltningen efter de gældende regler en kompensation svarende til voksenelevløn samt ét løntrin. Det bemærkes at Sundheds- og Omsorgsforvaltningen generelt ikke giver fastholdelsestillæg til medarbejdere ved nedlukning af plejehjem.
Tilbud om coaching og efteruddannelse/kurser mv. er en naturlig del af moderniseringsplanen ved nedlukning af plejehjem, således at de berørte medarbejdere efterfølgende har de bedst mulige vilkår på arbejdsmarkedet. Personalet vil tillige blive tilbudt at indgå i forvaltningens clearingsordning, som i forbindelse med tidligere afviklinger har sikret ansættelse af mange medarbejdere på kommunens øvrige plejecentre.
Det bemærkes at forvaltningen i forbindelse med offenliggørelsen af forslaget om afvikling af plejehjemspladserne har afholdt møde med bl.a. MED-udvalget samt orienteringsmøde for medarbejderne. Forvaltningen vil i den kommende tid afholde yderligere møder med de implicerede parter, herunder gennemgå de specifikke procedurer mv. om clearingsordningen.
Økonomi
Demografitilpasningen af Sundheds- og Omsorgsudvalgets budget 2014 på plejehjemsområdet udgør 12,3 mio. kr., svarende til en pladsreduktion på 34 pladser, der realiseres efter følgende model:
Plejehjem |
Bydel |
Antal boliger |
Hasselbo |
Brønshøj |
-45 |
Hjortespring |
Herlev |
11 |
I alt |
|
-34 |
*) Endvidere afvikles fem beskyttede boliger.
Afviklingen af pladserne på Hasselbo forventes gennemført medio 2014. Dette medfører, at budgetreduktionen først fuldt ud kan realiseres på plejehjemsområdet i 2015. I 2014 finansieres en del af budgetreduktionen af Sundheds- og Omsorgsudvalgets budget til Moderniseringsplanen, hvori der er afsat midler til håndtering af sådanne lukkeperioder.
Videre proces
Efter behandling i Sundheds- og Omsorgsudvalget videresendes sagen til Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen til godkendelse.
Det bemærkes, at pladsanvisningen til de berørte plejeboliger er stoppet, mens sagen vedrørende udmøntning af moderniseringsplan 2014 behandles politisk.
Hanne Baastrup /Per Christensen
Oversigt over politisk behandling
Sundheds- og Omsorgsforvaltningen indstiller, at Sundheds- og Omsorgsudvalget over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,
1. at der afvikles 45 plejeboliger og fem beskyttede boliger på Plejecentret Hasselbo, og2. at antallet af plejehjemspladser på Omsorgscentret Hjortespring opjusteres med 11.
Sundheds- og Omsorgsudvalgets beslutning i mødet den 19. september 2013
Indstillingen blev godkendt.
Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget oversender sagen til Borgerrepræsentationen med følgende erklæring:
Økonomiudvalget forudsætter, at eventuelle merudgifter som følge af sagen afholdes inden for Sundheds- og Omsorgsudvalget budgetramme.
Økonomiudvalgets beslutning i mødet 8. oktober 2013
Indstillingen blev anbefalet over for Borgerrepræsentationen uden afstemning.
Beslutning
Borgerrepræsentationens beslutning i mødet den 31.oktober 2013
Indstillingen blev godkendt uden afstemning.