Mødedato: 31.08.2006, kl. 17:30

Øvelokaler i Den Brune Kødby - merudgifter

Øvelokaler i Den Brune Kødby - merudgifter

Borgerrepræsentationen

 

DAGSORDEN

for Ordinært møde torsdag den 31. august 2006

 

 

BR 449/06

Øvelokaler i Den Brune Kødby - merudgifter

Øvelokaler i Den Brune Kødby - merudgifter

 

 

Indstilling om,

at der gives en tillægsbevilling på 946.000 kr. til Kultur- og Fritidsudvalget, Københavns Ejendomme, konto 3.63.3 til projekt Øvelokaler i Brune Kødby, samt

at der anvises kassemæssig dækning på Kultur- og Fritidsudvalgets bevilling Kultur og Fritid, konto 3.74.1 (Lokaletilskud).

 

Det bemærkes, at en del af merudgifterne ved indretning af øvelokaler i den Brune Kødby dækkes af mindreforbruget ved udlejning af øvelokaler på Refshaleøen for 2006.

(Kultur- og Fritidsudvalget)

 

 

 

INDSTILLING

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller at Kultur- og Fritidsudvalget anbefaler Økonomiudvalget at indstille til Borgerrepræsentationen,

 

at der gives en tillægsbevilling på 946.000 kr. til Kultur- og Fritidsudvalget, Københavns Ejendomme, konto 3.63.3 til projekt Øvelokaler i Brune Kødby

 

at der anvises kassemæssig dækning på Kultur- og Fritidsudvalgets bevilling Kultur og Fritid, konto 3.74.1 (Lokaletilskud).

 

Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 22. juni 2006

Indstillingen blev tiltrådt. 

 

Økonomiforvaltningen indstiller:

 

at Økonomiudvalget oversender sagen til Borgerrepræsentationen med følgende erklæring:

 

"Økonomiudvalget har ingen bemærkninger til at nærværende sag søges gennemført i den foreliggende form, idet det bemærkes, at en del af merudgifterne ved indretning af øvelokaler i den Brune Kødby dækkes af mindreforbruget ved udlejning af øvelokaler på Refshaleøen for 2006."

 

Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 8. august 2006

Anbefalet.

 

 

 

RESUME

Borgerrepræsentationen besluttede den 9. juni 2004 at indrette bygning 68 i Den Brune Kødby til øvelokaler. Projektet var oprindeligt placeret i den daværende Uddannelses- og Ungdomsforvaltning, men overgik 1. januar 2006 til Københavns Ejendomme.

Byggeprocessen har trukket i langdrag, blandt andet fordi en kloak ikke har været placeret som angivet på tegningsmaterialet. Det betød, at byggepladsen måtte ligge stille en længere periode, mens vanskelighederne blev belyst, og til der kom en ny byggetilladelse. Kultur- og Fritidsudvalget har løbende været orienteret om sagen.

Projektet nærmer sig nu sin afslutning og i henhold til tidsplanen kan øvelokalerne tages i brug i august 2006. Projektet er fordyret med i alt 1,54 mio. kr. til den forlængede byggetid og rådgiverhonorarer.

Beløbet deles mellem Børne- og Ungeudvalget og Kultur- og Fritidsudvalget i henhold til den oprindelige nøgle. Det betyder, at Børne- og Ungeudvalget skal dække 594.000 kr. og Kultur- og Fritidsudvalget skal finansiere yderligere 946.000 kr.

Det indstilles at Kultur- og Fritidsudvalgets andel dækkes af lokaletilskudskontoen.  

 

 

SAGSBESKRIVELSE

Borgerrepræsentationen besluttede d. 9. juni 2004 (BR 296/04) at indrette bygning 68 i Den Brune Kødby til øvelokaler. Projektet var et fællesprojekt mellem Kultur- og Fritidsudvalget og det daværende Ungdoms- og Uddannelsesudvalg.

 

Ungdoms- og Uddannelsesudvalget har sideløbende haft et projekt om indretning af lokaler til musikskole i samme område.

 

Projektledelsen har indtil 1. januar 2006 været i Ungdoms- og Uddannelsesforvaltningen (UUF) og herefter i Københavns Ejendomme.

 

I den oprindelige indstilling var forventet ibrugtagning medio august 2005. Da UUF imidlertid fik dårlige erfaringer med den valgte udbudsform i forhold til musikskolen, ændredes udbudsformen for øvelokalerne. Herefter blev der indhentet tilbud på projektet, som viste sig ar være for dyrt, hvorefter der blev iværksat en sparerunde.

 

I notat til KFU af 25. maj 2005 redegjorde UUF for projektet, der på det tidspunkt blev forventet taget i brug i februar 2006.

 

Byggearbejdet blev herefter sat i gang, men hurtigt viste det sig, at der var ukendte forhold på grunden. Prøvegravning omkring hovedkloak viste, at denne ikke var lokaliseret som angivet på tegningsmateriale. Der blev endvidere udført lokalisering af fundamentunderkanter, som ikke lå så dybt som forventet. Begge dele medførte omprojektering, hvilket krævede en ny byggetilladelse.

 

I perioden indtil byggetilladelsen blev opnået, har arbejdet på pladsen ligget mere eller mindre stille, idet de berørte aktiviteter lå på den kritiske vej. Dette medførte en yderligere forsinkelse på projektet, der nu forventedes afleveret maj 2006.

 

Borgmesteren gav meddelelse om denne forsinkelse ved Kultur- og Fritidsudvalgsmødet d. 10. november 2005.

 

Frederiksberg Byggeentreprise A/S skulle derefter genopstarte projektet. Efter modtagelse af arbejdstidsplan fra Frederiksberg Byggeentreprise A/S og efterfølgende forhandling blev afleveringen fastlagt til medio juli 2006.

 

D. 2. marts drøftes øvelokalesituationen i København generelt. I bilaget til drøftelsen omtales lokalerne i Brune Kødby, herunder at afleveringsfristen nu forventedes at blive medio juli 2006.

 

Afklaring af forskellige myndighedskrav samt flere uforudsete ekstraarbejder medførte yderligere forsinkelser på 1½ måned, således at projektet skulle stå færdig til august 2006.

 

I notat til KFU af 15. marts 2006 gives en status på projektet, herunder at afleveringsterminen nu forventes at blive august.

 

Sagen drøftes på KFU-mødet d. 18. maj 2006. Udover status på projektet varsles et merforbrug på ca. 1,4 mio. kr. Kultur- og Fritidsudvalget orienteres om, at sagen vil blive sat på dagsordenen d. 22. juni 2006 med henblik på en afklaring af de økonomiske konsekvenser.

 

Merforbrug

Som følge af den forlængede byggetid og deraf afledte udgifter til ekstra byggeplads og rådgiverhonorar samt uforudsete ekstraarbejder forventes der et merforbrug på sagen på 1,54 mio. kr. Efter den fordelingsnøgle, der blev aftalt ved start af projektet skal Børne- og Ungeudvalget dække 594.000 kr. og Kultur- og Fritidsudvalget 946.000 kr.

 

Børne- og Ungeudvalget behandler en indstilling om merforbruget til øvelokalerne i Den Brune Kødby den 21. juni 2006.  

 

Merforbruget foreslås dækket ved dels mindreforbrug på lejeudgifter til projektet, 224.000 kr., dels af den pulje til øvelokaler, som Kultur- og Fritidsudvalget har, 200.000 kr., samt ved et forventet mindrefor-brug på øvelokalerne på Refshaleøen, 520.000 kr.

 

Forvaltningens vurdering

Bygningerne i Brune Kødby er generelt vanskelige at arbejde i, da de er meget gamle og tegningsmateriale sjældent er fuldt korrekt.

 

Samtidig har det ophedede byggemarked bevirket, at forhandlingerne med entreprenøren i dette relativt lille projekt har været meget vanskelige.

 

Miljøvurdering

Indstillingen er ikke omfattet af Kultur- og Fritidsforvaltningens positivliste over sager, der skal miljøvurderes. Sagen blev miljøvurderet ved opstarten af projektet.

Økonomi

Der gives en tillægsbevilling på 946.000 kr. til Kultur- og Fritidsudvalget, Københavns Ejendomme, konto 3.63.3 til projekt Øvelokaler i Brune Kødby. Der anvises kassemæssig dækning for beløbet på Kultur- og Fritidsudvalgets bevilling Kultur og Fritid, konto 3.74.1 (Lokaletilskud)

 

Høring

Der har ikke været foretaget høring. Brugerne er løbende orienteret om sagen.

 

                      Carsten Haurum

/ Mads Kamp Hansen

 

 

Til top