Mødedato: 31.08.2006, kl. 17:30

Informations- og holdningskampagne mod prostitution

Se alle bilag

Informations- og holdningskampagne mod prostitution

Borgerrepræsentationen

 

DAGSORDEN

for Ordinært møde torsdag den 31. august 2006

 

 

BR 494/06

Informations- og holdningskampagne mod prostitution

Informations- og holdningskampagne mod prostitution

 

 

Indstilling om,

at Københavns Kommune i uge 45 og 46 i 2006 kører en informations- og holdningskampagne rettet mod alle unge og voksne københavnere om ikke at købe seksuelle ydelser fra prostituerede,

at der bevilges 450.000 kr. til informations- og holdningskampagnen, og at udgifterne afholdes inden for Økonomiudvalgets budgetramme, bevillingen "Økonomiforvaltningen, drift", funktion 6.51.1.,

at Københavns Kommune i sommeren 2007 tilrettelægger en målrettet informationsindsats overfor turister i København om ikke at købe seksuelle ydelser fra prostituerede, og at Borgerrepræsentationen i forbindelse med behandlingen af Budgetforslag 2007 tager stilling til finansieringen,

at Borgerrepræsentationen senest i august 2007 tager stilling, om kommunen fremover skal køre flere informationskampagner mod prostitution, samt

at Socialudvalget undersøger muligheden for, at Københavns Kommune i samarbejde med danske NGO'er og videnscentre kan indgå i den internationale eventdag "Freedom Day" den 25. marts 2007 til markering af internationalt fællesskab i kampen mod trafficking af mennesker.

                                                                 (Økonomiudvalget)

 

 

 

INDSTILLING

Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget over for Borgerrepræsentationen anbefaler,

at Københavns Kommune i uge 45 og 46 2006 kører en informations- og holdningskampagne rettet mod alle unge og voksne københavnere om ikke at købe seksuelle ydelser fra prostituerede.

at der bevilges 450.000 kr. til informations- og holdningskampagnen, og at udgifterne afholdes inden for Økonomiudvalgets budgetramme, bevillingen "Økonomiforvaltningen, drift", funktion 6.51.1.

at Københavns Kommune i sommeren 2007 tilrettelægger en målrettet informationsindsats overfor turister i København om ikke at købe seksuelle ydelser fra prostituerede, og at Borgerrepræsentationen i forbindelse med behandlingen af Budgetforslag 2007 tager stilling til finansieringen.

at Borgerrepræsentationen senest i august 2007 tager stilling, om kommunen fremover skal køre flere informationskampagner mod prostitution.

at Socialudvalget undersøger muligheden for, at Københavns Kommune i samarbejde med danske NGO'er og videnscentre kan indgå i den internationale eventdag "Freedom Day" den 25. marts 2007 til markering af internationalt fællesskab i kampen mod trafficking af mennesker.

 

Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 22. august 2006

 

Mikkel Warming (Ø) stillede ændringsforslag til indstillingens 5. at om, at "Socialudvalget" ændres til "Socialudvalget, Sundheds- og Omsorgsudvalget og Kultur- og Fritidsudvalget – evt. med inddragelse af Copenhagen Eventures – ". 

 

Mogens Lønborg (C) stillede ændringsforslag om, at indstillingen tilføjes et 6. at med følgende ordlyd:

"at der efter kampagnen gennemføres en evaluering af kampagnens effekt på omfanget af køb af seksuelle ydelser fra prostituerede."

 

Først stemte Økonomiudvalget om Mikkel Warmings ændringsforslag.

For stemte 3 medlemmer: B og Ø

Imod stemte 9 medlemmer: A, C, F, O og V

Ingen medlemmer undlod at stemme.

Ændringsforslaget blev dermed forkastet.

 

Herefter stemte udvalget om Mogens Lønborgs ændringsforslag.

For stemte 2 medlemmer: C og V

Imod stemte 9 medlemmer: A, B, F og Ø

1 medlem undlod at stemme: O

Ændringsforslaget blev dermed forkastet.

 

Herefter stemte Økonomiudvalget om forvaltningens indstilling.

For stemte 9 medlemmer: A, B, F og Ø

Imod stemte 3 medlemmer: C, O og V

Ingen medlemmer undlod at stemme.

Indstillingen blev dermed anbefalet overfor Borgerrepræsentationen.

 

 

 

RESUME

På baggrund af "Medlemsforslag om holdningskampagne mod prostitution og kvindehandel" (BR 310/06) har Økonomiforvaltningen udarbejdet et forslag til en kampagne.

Indstillingen indeholder et forslag om, at Københavns Kommune i uge 45 og 46 2006 kører en informations- og holdningskampagne om ikke at købe seksuelle ydelser fra prostituerede.

Det foreslås desuden, at kommunen i sommeren 2007 tilrettelægger en tilsvarende målrettet informationsindsats overfor turister i København, og at Borgerrepræsentationen i forbindelse med behandlingen af Budgetforslag 2007 tager stilling til finansieringen af indsatsen.

Det foreslås endvidere, at Borgerrepræsentationen senest i august 2007 tager stilling til, om kommunen fremover skal køre flere informationskampagner mod prostitution.

Indstillingen indeholder desuden et forslag om, at Socialudvalget undersøger muligheden for, at Københavns Kommune i samarbejde med danske NGO'er og videnscentre kan indgå i den internationale eventdag "Freedom Day" i marts 2007 til markering af internationalt fællesskab i kampen mod trafficking af mennesker.

 

SAGSBESKRIVELSE

Medlemsforslag

På Borgerrepræsentationens møde den 18. maj 2006 blev "Medlemsforslag om holdningskampagne mod prostitution og kvindehandel" stillet af Klaus Bondam, Tina Bostrup, Katrina Feilberg, Kasper Johansen, Manu Sareen, Monica Thon og Margrethe Wivel – (alle B)

Et forslag fra (A) om henvisning af medlemsforslaget - inkl. Socialistisk Folkepartis ændringsforslag - til Øk onomiudvalget til Økonomiudvalget blev godkendt med 38 stemmer imod 12. 2 undlod. For stemte: A, B, F, Wallait Khan (løsgænger) og Ø. Imod stemte: C, O og V. Følgende undlod at stemme: Winnie Berndtson (løsgænger) og Finn Rudaizky (løsgænger). (Se bilag 1)

Medlemsforslaget indeholdt for det første, at Økonomiforvaltningen igangsætter en informations- og holdningskampagne, rettet mod såvel borgere som turister i København, om ikke at købe seksuelle ydelser fra danske eller udenlandske prostituerede.

For det andet at undersøge muligheden for, at Københavns Kommune i samarbejde med danske NGO'er og videnscentre kan indgå i den internationale eventdag "Freedom Day" den 25. marts 2007 til markering af internationalt fællesskab i kampen mod trafficking af mennesker.

Og som det tredje at der afsættes 450.000 kr. til informations- og holdningskampagnen, der finansieres inden for Økonomiudvalgets budgetramme over bevillingen "Økonomiforvaltningen, drift", konto 6,51,1.

 


Informations- og holdningskampagne

Baggrund

Med forbud om at levere prostituerede til handicappede, Københavnerkodeks og beslutningen om at udarbejde en redegørelse om prostitution har Københavns Kommune allerede taget de første skridt i forhold til holdnings- og adfærdsændringer omkring køb af sex fra kvinder i prostitution. Det gør Københavns Kommune til en troværdig afsender på en kampagne imod prostitution og kvindehandel.

Det næste vigtige skridt er, at informere og skabe debat om kvindernes situation og vilkår. Dette oplæg til kampagne er udarbejdet i samarbejde med Socialforvaltningen, institutionen Reden og mediebureauet Public.

Oplægget har været til gennemsyn i Sundhedsstyrelsen v. centerchef Else Smith, der tilslutter sig kampagnens grundidé.

 

Formål, temaer og målgruppe

Med kampagnen vil kommunen sende et stærkt og nødvendigt signal om, at man betragter prostitution som et overgreb. Formålet med kampagnen er at

·        Gøre kunder opmærksom på, hvad det er for skadevirkninger deres køb medfører

·        Få kunder og potentielle kunder til at holde sig fra købesex

·        Udfordre den udbredte accept af prostitution

·        Dementere myter og informere om de faktiske forhold

 

Ved udformning af en holdnings- og adfærdskampagne er det afgørende at finde et enkelt og klart budskab, som kan fange målgruppens opmærksomhed og skabe debat i pressen og samfundet.

Undersøgelser har vist, at blandt mænd, der køber seksuelle ydelser med jævnlige mellemrum, er størstedelen i parforhold. Disse fakta gør, at det anbefales, at kampagnen tager et utraditionelt afsæt og fokuserer på kunden frem for kvinden i prostitution. Med dette afsæt kan man:

·        Skabe opmærksomhed, da mange ikke ved, at det er helt almin-
delige familiefædre, der er den største kundegruppe

·        Skabe debat, da emnet får relevans for en meget bredere gruppe af mennesker, end blot dem, der frekventerer kvinder i prostitution

·        Undgå at udstille kvinder i prostitution

 

Det betyder, at kampagnens direkte målgruppe vil være alle unge og voksne københavnere.

Med Københavns Kommune som afsender, er det vigtigt at sende et tydeligt signal om en autoritet, der tør tage stilling og gå foran – ikke en autoritet, der løfter pegefingre. Det kan for eksempel være med afmeldingen: "København mod prostitution".

 

Medieovervejelser og lancering

I medievalget vil der blive lagt vægt på bred synlighed blandt Københavns Kommunes borgere og en direkte påvirkning af målgruppen.

Følgende medier er relevante

  • Lokalaviser
  • Hjemmesiderne www.aok.dk (Alt om København) og www.kk.dk
  • Lokalradio
  • Go-Card
  • Hængeskilte i busser
  • Buslangsider
  • Metroen
  • Byplakater
  • E-mail

Disse medier suppleres med en PR-indsats i forhold til pressen for at sikre, at de ønskede budskaber omkring prostitution kommer ud.

Lanceringen af kampagnen sker under tids- og indholdsmæssigt hensyn til den kampagne, Socialministeren netop har lanceret om samme emne. Kampagnen forventes således afviklet i uge 45 og 46 (6.-17. november). 

Indsats overfor turister

En indsats overfor turister bør tilrettelægges anderledes, da det vil være en anden kreativ strategi, der kan påvirke dem. Timingen af en kampagne mod turister vil også ligge bedst i foråret og sommeren. Det foreslås derfor, at der tilrettelægges en målrettet indsats over for turister i sommeren 2007 under forudsætning af, at der afsættes midler hertil i Budget 2007.

 

ØKONOMI

Økonomiforvaltningen indstiller, at der bevilges 450.000 kr. til informations- og holdningskampagnen i 2006, og at udgifterne afholdes inden for Økonomiudvalgets budgetramme, bevillingen "Økonomiforvaltningen, drift", funktion 6.51.1.

Forvaltningen indstiller endvidere, at finansieringen af informationsindsatsen over for turister i 2007 indgår i forhandlingerne om Budget 2007.

 

MILJØVURDERING

Sagstypen er ikke omfattet af Økonomiforvaltningens positivliste over sager, der skal miljøvurderes.

ANDRE KONSEKVENSER

-

HØRING

 

BILAG

Bilag 1          Medlemsforslag om holdningskampagne mod prostitution og kvinde- handel (Uddrag af beslutningsprotokol)

 

 

 

Claus Juhl

/Bjarne Winge

 

Bilag

Til top