Redegørelse om vurdering af placering af kulturhus på Hans Knudsens Plads
Redegørelse om vurdering af placering af kulturhus på Hans Knudsens Plads
Borgerrepræsentationen
DAGSORDEN
for Ordinært møde torsdag den 31. august 2006
BR 503/06
Redegørelse om vurdering af placering af kulturhus på Hans Knudsens Plads
Redegørelse om vurdering af placering af kulturhus
på Hans Knudsens Plads
Indstilling om,
at der arbejdes videre med denne placering af kulturhuset frem for den tidligere skitserede placering på "Beauvaisgrunden".
(Teknik- og Miljøudvalget)
INDSTILLING
Teknik- og Miljøforvaltningen
fremsender nærværende redegørelse for placering af et kulturhus på Hans
Knudsens Plads med henblik på
at Teknik- og Miljøudvalget over for Borgerrepræsentationen
anbefaler, at der arbejdes videre med denne placering af kulturhuset frem for
den tidligere skitserede placering på "Beauvaisgrunden".
Teknik- og Miljøudvalgets beslutning i mødet den 17. maj 2006
Anbefalet.
Økonomiudvalgets behandling af sagen:
På vegne af
Økonomiudvalget meddeles, at overborgmesteren ingen bemærkninger har til, at
nærværende forslag søges gennemført.
RESUME
Borgerrepræsentationen har pålagt
Teknik- og Miljøforvaltningen at udarbejde nærværende undersøgelse om
muligheden for at etablere et kulturhus på Hans Knudsens Plads som alternativ
til den tidligere skitserede placering på "Beauvaisgrunden".
Der er fastlagt en ramme på
30 mio. kr. til konkretisering og etablering af kulturhuset.
Hans Knudsens Plads er i dag
primært anvendt til trafikal afvikling og som holdeplads for langtursbusser. Selve
byrummet har imidlertid potentiale både som port til København og som lokal
plads. I den forbindelse peges på, at et kulturhus hér vil ligge mere centralt
og synligt i bydelen og samtidig medvirke til at vitalisere pladsen.
Økonomisk
set ejer kommunen både "Beauvaisgrunden"
og Hans Knudsens Plads, og der er ikke i
denne undersøgelse/vurdering fundet væsentlige fordyrende risikoelementer, der
kan tale for den ene placering frem for den anden. Dog kan konkluderes, at den
frigivne byggeret for kulturhusets areal på "Beauvaisgrunden" kan udmøntes i en
ekstra indtægt. Til gengæld skal anføres, at der kan ses fordyrende elementer
ved et selvstændigt byggeri på Hans Knudsens Plads i forhold til et samlet
byggeri på "Beauvaisgrunden". Blandt andet kan nævnes udgift til byggemodning,
omlægning af veje, flytning af busholdeplads samt andre ekstra byggepladsomkostninger
ved en samlet set relativt mindre byggeplads. Endelig vil spørgsmålet om
hvordan og hvor parkeringen etableres være en faktor for den samlede økonomi.
Det
vurderes at realisering af et kulturhus på Hans Knudsens Plads forudsætter, at
der skal udarbejdes en lokalplan for området, og da området er et umatrikuleret vejareal forudsættes ligeledes, at
der i forbindelse med en lokalplan udarbejdes et kommuneplantillæg, der
fastlægger området til offentlige formål.
Lokalplanen skal til sin tid vurderes med henblik på at afgøre om der skal udarbejdes en miljøvurdering efter miljøvurderingsloven.
SAGSBESKRIVELSE
Etablering af et kulturhus Hans
Knudsens Plads (bilag 1) blev på
baggrund af et medlemsforslag stillet af Jens Kjær Christensen, Rikke
Lauritzen, Mikkel Warming, Jette Gottlieb, Khalet Mustapha og Per Bregengaard drøftet
på Borgerrepræsentationens møde den 23. marts 2006 (BR190/06).
Borgerrepræsentationen pålagde herefter Teknik- og Miljøforvaltningen at
udarbejde nærværende undersøgelse om muligheden for at etablere et kulturhus på
Hans Knudsens Plads som alternativ til den oprindeligt skitserede placering på
"Beauvaisgrunden".
Parallelopdrag
på Beauvaisgrunden
Borgerrepræsentationen besluttede på
møde den 15. juni 2005 (BR376/05), at der på baggrund af budgetforlig 2005,
skulle igangsættes et planlægnings- og udviklingsarbejde for "Beauvaisgrunden"
på Ydre Østerbro med henblik på at bebygge arealet. På en mindre del af grunden
skulle der etableres et kulturhus på 1.500-2.500 m², der skulle finansieres
gennem salg af den resterende del af grunden.
Der blev fastlagt en ramme på 30 mio.
kr. til konkretisering og etablering af kulturhuset.
I sommeren/efteråret 2005 blev der
gennemført et parallelopdrag, hvor tre rådgiverteams kom med idéoplæg til
indretning af grunden, hvori også indgik placering af kulturhuset.
En bedømmelseskomite bestående af
repræsentanter for de involverede forvaltninger, to uvildige faglige personer
samt to lokale repræsentanter vurderede i november 2005 de tre idéoplæg.
Bedømmelseskomitéen pegede på forslaget fra Lundgaard & Tranberg
Arkitektfirma A/S og SLA Landskabsarkitekter som dét idéoplæg, der skulle
arbejdes videre med. I projektbeskrivelsen peger teamet på en placering af
kulturhuset på Hans Knudsens Plads.
På baggrund af det udpegede idéoplæg,
foreslog bedømmelses-komiteen, at muligheden for en alternativ placering af
kulturhuset på Hans Knudsens Plads skulle undersøge nærmere. Begrundelsen var,
at denne placering ville være mere central i forhold til hovedparten af
bydelens borgere og være mere synlig i forhold til bydelen. Desuden ville
planlægnings-, udviklings- og etableringsfasen kunne foregå uafhængigt i
forhold til udviklingen af "Beauvaisgrunden", og endelig kunne et kulturhus på
Hans Knudsens Plads styrke dette byrums kvaliteter.
Planforhold
Hans Knudsens Plads (bilag 2) er i dag primært anvendt til
trafikal afvikling og som holdeplads for langtursbusser. Selve byrummet har
imidlertid potentiale både som port til København og som lokal plads.
Kulturhuset
forventes at blive 1.500-2.500 m². Forholdene på Hans Knudsens Plads vurderes
at skulle ændres væsentligt i forbindelse med en konkretisering af projektet, herunder
eventuel nedlæggelse og/eller omlægning af gadearealer. På baggrund heraf
vurderer Teknik- og Miljøforvaltningen, at realisering af et kulturhus på Hans
Knudsens Plads forudsætter, at der skal udarbejdes en lokalplan for området.
Hans Knudsens Plads er et umatrikuleret
vejareal som kommunen ejer. Området er ikke omfattet af rammebestemmelser i kommune-planen
og opførelse af kulturhuset forudsætter derfor ligeledes, at der i forbindelse
med en lokalplan udarbejdes et kommuneplantillæg, der fastlægger området til
offentlige formål.
Lokalplanen skal
til sin tid vurderes med henblik på at afgøre om der skal udarbejdes en
miljøvurdering efter miljøvurderingsloven.
Placeringens
egnethed i forhold til lokalområdet
Lokalrådene
Teknik- og Miljøforvaltningen har bedt
Ryvang Lokalråd og Østerbro Lokalråd om at udtalelse sig om placeringen af et kulturhus
på Hans Knudsens Plads. Rådene ser både fordele og ulemper ved denne placering.
Som udgangspunkt mener rådene, at der
kan skabes en bedre sammenhæng til den tættere bebyggede del af Ydre Østerbro
ved en placering på Hans Knudsens Plads og at kulturhuset vil være lidt mere gemt
af vejen på "Beauvaisgrunden".
Ulemperne tæller især det forhold, at
det synes vanskeligt at skabe rammer for sammenhæng mellem indendørs og
udendørs aktiviteter, hvis kulturhuset placeres på Hans Knudsens Plads. Man er
ligeledes bekymret for støjen fra Lyngbyvej.
Kultur-
og Fritidsforvaltningen
Kultur- og Fritidsforvaltningen lægger
vægt på en række forhold, der udover de indretningsmæssige bør være opfyldt ved
etableringen af det nye kulturhus:
God
tilgængelighed og adgang. Kulturhuset
børe være let at komme til og med direkte adgang fra gadeplan. Dette kriterium
vil være opfyldt med en placering på Hans Knudsens Plads.
Synlighed.
Huset skal være
synligt, da det spiller en væsentlig rolle for dets funktion som lokalt
samlingspunkt. Det skal udefra kunne ses, at der er tale om et kulturhus med
liv, og som indbyder til at borgerne kommer ind og bruger huset. Dette
kriterium vil også kunne opfyldes på Hans Knudsens Plads.
Samspil
med udendørsområde. Kulturhuset bør
have adgang til et udendørsområde, der kan integreres med kulturhusets
aktiviteter. Erfaringerne fra eksempelvis Islands Brygge viser, at det øger
huset anvendelsesmuligheder og bringer mere liv året rundt, når et areal
omkring huset kan anvendes. Forvaltningen vurderer, at der er muligheder for at
etablere et samspil mellem indendørs- og udendørsarealer på Hans Knudsens
Plads.
Teknik-
og Miljøforvaltningens vurdering
En placering af kulturhuset på Hans
Knudsens Plads vil henvende sig til den del af det ydre Østerbro med størst
koncentration af boliger og være et synligt og identitetsskabende vartegn for
bydelen.
Hans Knudsens Plads er i dag ikke noget
velfungerende byrum. En udformning af byrummet med en urban karakter vil være
godt tilskud til området og et nyt kulturhus kan blive et nyt lokalt bycenter
og mødested.
Projektet vil kunne skabe nye
bygningsfronter, der giver sammenhæng og forstærker den eksisterende
karréstruktur i kvarteret.
På grund af pladsens solorientering kan
det blive nødvendigt med en speciel facadeløsning, der tillader lys men
udelukker trafikstøj.
Trafikale
forhold
Placeringen af et kulturhus på Hans
Knudsens Plads vil betyde en øget gang- og cykeltrafik til pladsen fra
boligområderne på Ydre
Østerbro. Der må også forventes en øget gang- og cykeltrafik
mellem pladsen og en kommende bebyggelse på "Beauvaisgrunden". Dette stiller
krav til en øget trafiksikkerhed for de bløde trafikanter i området.
Eksisterende
trafikale forhold. Hans Knudsens Plads
ligger omgivet af vejene Lyngbyvej, Borgervænget og Vognmandsmarken. Krydset
Lyngbyvej/Borgervænget er signalreguleret med forbindelse til Rovsingsgade. Der
er én fodgængerovergang i den sydlige del af krydset mellem Hans Knudsens Plads
og Rovsingsgade.
Hovedtrafikken fra den østlige del af
Ydre Østerbro forløber ad Vognmandsmarken og kører rundt om Hans Knudsens Plads.
Der er netop anlagt en 40 km zone med fartdæmpende foranstaltninger i
Vognmandsmarken, som stopper ved Glænøgade.
Prognoserne for biltrafikken i området
er ifølge "Trafik- og Bymiljøplan for Østerbro" en stigende trafik på Lyngbyvej
med en forventet stigning fra 72.000 til 82.000 køretøjer pr. hverdagsdøgn i
2013. Trafikken ad Vognmandsmarken, Hans Knudsens Plads og Borgervænget
forventes fastholdt på et niveau med 7.000 køretøjer og trafikken i Rovsingsgade
med 10.000 køretøjer pr. hverdagsdøgn. Forholdene for cyklende og gående i
området er ikke optimale. Der mangler bl.a. fortov og cykelsti ved
Borgervængets udmunding i Lyngbyvej. Desuden er der uklare vigepligtsforhold
for cyklister langs den svingende hovedtrafik omkring pladsen.
Fremtidige
trafikale forhold. Vej & Park har
udarbejdet et forslag til en fremtidig trafikal disponering af området ved Hans
Knudsens Plads, hvis der placeres et (kultur-)hus på pladsen (bilag 3). I den forbindelse kan nævnes,
at de trafikale forhold omkring pladsen vil være vanskelige at ændre i
nævneværdig grad. Bl.a. vil der af hensyn til trafikafviklingen på Lyngbyvej
fortsat kun kunne være én fodgængerovergang mellem Hans Knudsens Plads og
Rovsingsgade.
Af umiddelbare ændringer foreslås det,
at vejstykker og parkeringsarealer på pladsen afkortes og omlægges til blind
vej med begrænset parkeringsmulighed. Alternativt kan denne del indrettes som
lege- og opholdsgade i tilknytning til kulturhuset. Æbeløgade bør lukkes for gennemkørsel.
Den nye 40 km zone i Vognmandsmarken bør ligeledes udvides til området omkring
Hans Knudsens Plads for at øge trafiksikkerheden.
Forholdene for cykeltrafikken bør
ligeledes forbedres og vigepligtsforholdene for cykeltrafikken tydeliggøres.
Cykelsti og fortov i den nordlige side af Borgervænget skal føres frem til krydset
ved Lyngbyvej og der skal anlægges cykelsti langs den sydlige side af
Borgervænget fra Lyngbyvej langs kulturhuset. Herved nedlægges én af
kørebanerne.
Trafiksikkerheden på
fodgængerforbindelsen fra Glænøgade foreslås forbedret ved anlæg af en
fodgængerovergang med midterhelle over Glænøgade i krydset ved Vognmandsmarken.
Fodgængerforbindelsen føres igennem pladsen ved kulturhuset til fodgængerovergangen
over Lyngbyvej.
I forbindelse med kommunens
byrumshandlingsplan er Hans Knudsens Plads angivet som et potentielt byrum (og
Sankt Kjelds Plads har et potentiale som en central plads i bydelen som
fordelingsplads til den øvrige bydel). Endvidere vurderes en forstærket forgængerforbindelse
fra Sankt Kjelds Plads til det nye kulturhus og videre til "Beauvaisgrunden",
at ville være et godt tilskud til området.
Parkering.
Parkering skal
udgøre 1 parkeringsplads pr. 100 m2 etageareal, dvs. 15-25 p-pladser
afhængig af den endelige størrelse af kulturhuset. I forbindelse med
kulturhusets placering på "Beauvaisgrunden" var det en forudsætning, at
størstedelen at den tilhørende parkering til bebyggelsen som helhed skulle
placeres i konstruktion. Det er fortsat forvaltningens vurdering, at
parkeringen så vidt muligt etableres i konstruktion, så der opnås en så
udstrakt rekreativ udnyttelse af arealet som muligt. Hvordan og hvor indretninger
heraf kan ske må vurderes nærmere i en evt. fremtidig realiseringsfase.
Volumenstudier
I forlængelse af de aktuelle
overvejelser om placering af kulturhuset på Hans Knudsens Plads, har Plan &
Arkitektur foretaget en række volumenstudier, for bl.a. at anskueliggøre
pladsens rummelighed og egnethed (bilag 4).
Som udgangspunkt forudsætter volumenstudierne,
at hele pladsen indgår i projektet og at de holdepladser for langtursbusser,
der i dag findes på pladsen, nedlægges/flyttes.
Endvidere tager volumenstudierne
udgangspunkt i at kulturhuset skal indeholde op til 2.500 m² etageareal, som
skitseret af Kultur- og Fritidsforvaltningen.
Endelig tager volumenstudierne
udgangspunkt i, at der skal etableres støjbegrænsende foranstaltninger mod især
Lyngbyvej. Disse foranstaltninger kan etableres enten som støjskærm(e), eller
ved at orientere bygningskroppe(n) mod støjkilden.
Forslag
1.
Bebyggelsesstrukturen koncentrerer sig mod Lyngbyvej og Vognmandsmarken. Der
etableres en mindre pladsdannelse mod Borgervænget/Glænøgade.
Forslag
2. Bebyggelsesstrukturen
koncentrerer sig mod Lyngbyvej og Borgervænget. Der etableres en mindre
pladsdannelse mod Vognmandsmarken/ Glænøgade.
Forslag
3.
Bebyggelsesstrukturen koncentrerer sig mod Lyngbyvej, Borgervænget og
Vognmandsmarken i en hesteskoformet struktur, der omslutter en mindre
pladsdannelse. Mod Glænøgade etableres en støjmur, evt. med ilagte funktioner.
Et indre byrum i det nye kulturhus, vil
give gode muligheder for at etablere beplantning og samtidig give mulighed for
udendørs ophold afskærmet fra den kraftige trafik på Lyngbyvej.
Volumenstudierne viser at det er muligt
at placere en bygning på pladsen med den aktuelle størrelse.
Jordbundsforhold
Miljøkontrollen har ingen konkrete
oplysninger om forurening af jorden eller grundvandet på busholdepladsområdet
på Hans Knudsens Plads. Men da der har været sporvognsvendeplads/endestation og
senere busholdeplads for nærtrafik og fjerntrafik, er det sandsynligt, at der
herfra kan være sket forurening af undergrunden. Herudover er der erfaring for,
at der mange steder i København er en lettere forurening af jorden, der stammer
fra storbyaktiviteter som bl.a. røg fra skorstene og udstødning fra bilerne. Endvidere
kan nævnes, at da pladsen tidligere har været vendeplads for sporvogne, kan der
forekomme sporvognsskinner under dele af pladsen.
På den baggrund anbefaler Miljøkontrollen,
at der foretages en forureningsundersøgelse i forhold til jord- og
grundvandsforurening.
Vej & Park har undersøgt
ledningsforholdene under pladsen. Der er i den forbindelse ikke fundet
hovedforsyningsledninger eller tilsvarende.
Økonomi
Provenuet fra
salget af " Beauvaisgrunden" er bestemt til at dække udgifterne til opførelse
af et kulturhus. Som nævnt blev der fastlagt en ramme på 30 mio. kr. til
konkretisering og etablering af kulturhuset.
Som reference
til størrelse og økonomi for kulturhuset angiver Kultur- og Fritidsforvaltningen at:
·
Vanløse Kulturhus på 1.600 m² (2004 priser) har kostet ca. 18,5
mio.kr., ca. 11.600 kr./m². Det skal bemærkes, at beløbet udelukkende dækker
kulturhusets indvendige del, da selve bygningen er opført af privat udlejer,
som kommunen betaler årlig husleje til for leje af kulturhusfaciliteter.
Opførelse af Kulturhuset Islands Brygge på 1.200 m² + 530 m² kælder har kostet
ca. 27 mio.kr. (2001 priser), ca. 15.600 kr./m². Beløbet er inkl. såvel byggeri
som delvis indretning, og blev væsentligt fordyret af udgifter til spunsning,
forurening mv.
·
Programmet for kulturhuset forventes at lægge op til, at der ved
disponering af grunden skal indpasses et kulturhus som en selvstændig bygning
på 1.500 til 2.500 m² inkl. kælder med indgang i gadeplan, evt. opført i to
etager med fuld kælder. Det endelige kvadratmeterantal fastlægges i den videre
proces, idet dette vil afhænge af hvilke funktioner og faciliteter kulturhuset
skal rumme. Dette afklares først efter af borgerne i området har været
inddraget. Der skal være nem adgang til gode udendørs rammer for kulturelle og
rekreative aktiviteter, gerne som en integreret del af grundens øvrige
rekreative areal.
Kultur- og
Fritidsforvaltningen har med udgangspunkt i erfaringerne fra ovennævnte
kulturhuse vurderet, at et kulturhus med de angivne facilite
ter vil kunne
etableres indenfor en nettoramme på 30 mio. kr. Beløbet er inkl. projektering,
etablering og aptering af kulturhuset samt tilhørende udearealer, men ekskl.
udgifter til grund, evt. støjbegrænsning, oprensning af forurening samt
parkeringsdækning.
Teknik- og Miljøforvaltningen
tager dog forbehold for, at et kulturhus på op mod 2.500 m2 kan
opføres inden for rammen på 30 mil. kr., og vurderer, at et kulturhus i
størrelsesordenen 1.500 m² er mere sandsynligt inden for denne ramme.
Det kan nævnes at
alt andet lige, vil en placering på Hans Knudsens Plads kunne sikre et større
provenu ved salg af "Beauvaisgrunden", da arealet afsat til kulturhus, kan sælges til
anden anvendelse.
Som nævnt af Miljøkontrollen kan der
forekomme en mindre grad af jordforurening, da pladsen har været et knudepunkt
for sporvogns- og bustrafik, og der kan ligeledes forekomme sporvognsskinner
under dele af pladsen. Vej & Park har, ligeledes som nævnt undersøgt
ledningsforholdene under pladsen og kun fundet mindre installationer til lys og
afvanding, der må fjernes/omlægges i forbindelse med et projekt på pladsen. Overordnet
forventes disse elementer dog ikke at udgøre væsentlige fordyrende anlægsomkostninger.
Vedrørende
eventuelle trafikale omlægninger er der ikke i Vej & Parks investeringsplan afsat midler til
disse.
Konklusion
I forbindelse med
en eventuel placering af kulturhuset på Hans Knudsens Plads skal det bemærkes,
at kommunen ejer begge de aktuelle arealer, og der ikke i denne undersøgelse/vurdering
er fundet væsentlig fordyrende risikoelementer, der kan tale for den ene placering
frem for den anden.
Dog kan
konkluderes, at den frigivne byggeret for kulturhusets areal på "Beauvaisgrunden"
kan udmøntes i en ekstra indtægt. Til gengæld skal anføres, at der kan ses
fordyrende elementer ved et selvstændigt byggeri på Hans Knudsens Plads i
forhold til et samlet byggeri på "Beauvaisgrunden". Blandt andet kan nævnes
udgift til byggemodning, omlægning af veje, flytning af busholdeplads til anden
placering og andre ekstra byggepladsomkostninger. Endelig vil spørgsmålet om
hvordan og hvor parkeringen etableres være en faktor for den samlede økonomi.
BILAG VEDLAGT
1.
Oversigtskort
2.
Luftfoto over Hans Knudsens Plads
3.
Analyseforslag
til trafikale afvikling, udarbejdet af Vej
& Park
4.
Volumenstudier, udarbejdet af Plan & Arkitektur