Ansøgning fra Ejerforeningen Aldersrogade 37-39 om midler til opsætning af tv-overvågning ved Sigynsgade/ Krakas Plads
Indstilling
Indstilling om,
- at det godkendes, at der bevilges 63.575 kr. fra Økonomiudvalgets akutpulje til udvidelse af den eksisterende tv-overvågning på Sigynsgade ved Krakas Plads.
(Økonomiudvalget)
Problemstilling
Ejerforeningen Aldersrogade 37-39 har den 7. marts 2018 ansøgt om 63.575 kr. fra Økonomiudvalgets akutpulje til udvidelse af det eksisterende anlæg til tv-overvågning. Foreningen ønsker at etablere syv nye kameraer, som skal bruges til at overvåge det offentlige areal ved ejerforeningen. Kameraerne skal supplere de seks nuværende kameraer, som foreningen allerede har opsat.
Ønsket om en udvidelse af antallet af kameraer begrundes med, at ejerforeningen oplever en forråelse af området ved pladsen. Ejerforeningen oplyser endvidere, at det er politiets vurdering, at yderligere tv-overvågning vil styrke efterforskningen af kriminelle hændelser i området.
Boligforeningen har fået polititilladelse til etablering af i alt 13 kameraer, inklusive de nuværende, til tv-overvågning af foreningens adresser på Sigynsgade 36-66 samt arealer tilknyttet foreningens indgangspartier.
Løsning
For at en boligforening kan indstilles til midler fra Økonomiudvalgets akutpulje til etablering af tv-overvågning skal det gælde, at overvågningen skal være lovlig samt opfylde de opsatte kriterier for bevilling af midler fra akutpuljen.
Lovgivning
Jævnfør lov om tv-overvågning, § 2, stk. 2 kan almene boligorganisationer og foreninger mv., der repræsenterer husstande i et boligområde, med politiets tilladelse foretage tv-overvågning af det pågældende boligområde og af arealer, som ligger i nær tilknytning hertil, når tv-overvågningen er væsentlig af hensyn til kriminalitetsbekæmpelse.
Endvidere kan en kommune, jf. udtalelse fra Statsforvaltning Hovedstaden(nu Ankestyrelsen) til Københavns Kommune den 27. februar 2012, afholde udgifter til en boligorganisations tv-overvågning af offentlige arealer, der ligger i direkte tilknytning til boligområdet og som boligorganisationen har fået polititilladelse til at overvåge.
I forhold til etablering af tv-overvågning samt opbevaring, sletning og videregivelse af lyd- og billedoptagelser er det derudover et krav, at de opsatte kameraer overholder gældende lovgivning (jf. persondataloven §§5-8). Ansvaret for dette påhviler ejerforeningen. Der henvises yderligere til de betingelser til bl.a. skiltning og hensyn til beboernes privatliv, som fremgår af den vedlagte polititilladelse til tv-overvågningen.
Økonomiudvalgets akutpulje
I budget 2018 blev der bevilget 500 t. kr. i anlægsmidler til en akutpulje under Økonomiudvalget, som bl.a. kan anvendes til etablering af tv-overvågning. Kriterierne for tildeling af midler fra puljen er, at behovet for overvågning har akut karakter, at de overvågede arealer er offentlige, at der er givet polititilladelse til tv-overvågningen samt at arealet er placeret i nær tilknytning til et boligområde, som allerede anvender tv-overvågning.
Økonomiforvaltningen er enig i ejerforeningens vurdering af, at området ved Sigynsgade/Krakas Plads pt. er særligt udfordret af utryghedsskabende hændelser. Der er i den forbindelse tidligere afsat midler til tryghedsløft ved Krakas Plads, hvor der er etableret forhindring for gennemkørsel i bil. Det er ligeledes vurderingen fra Københavns Politi, at der i løbet af det sidste år er sket en stigende intensitet urolighederne i området.
Økonomiforvaltningen kan derudover bekræfte, at de øvrige kriterier for at tildele midler fra akutpuljen er opfyldt. Således er Sigynsgade en offentlig vej, politiet har givet tilladelse til at etablere tv-overvågning og der er allerede etableret tv-overvågning i nær tilknytning til boligområdet.
Økonomiforvaltningens vurdering af ansøgningen
Økonomiforvaltningen vurderer, at ansøgningen fra Ejerforeningen Aldersrogade 37-39 opfylder kriterierne for at kunne bevilges midler til etablering af tv-overvågning fra Økonomiudvalgets akutpulje. Ansøgningen vurderes således at være lovlig i henhold til Lov om tv-overvågning samt at leve op til kriterierne for bevilling af midler fra Sikker By akutpuljen.
Økonomiforvaltningen indstiller derfor, at ansøgningen imødekommes med det ansøgte beløb på 63.575 kr.
Økonomi
Midlerne udmøntes fra Økonomiudvalgets bevilling Økonomisk forvaltning, anlæg, jf. nedenstående tabel.
Tabel 1. Anlægsmidler
Udvalg |
Aktivitet |
Bevilling |
Funktion |
Beløb i 1.000 kr. |
2018 |
||||
ØU |
Sikker By akutpulje, anlæg |
Økonomisk forvaltning, anlæg |
6.45.51.3 Sekretariat og forvaltning |
64 |
I alt |
- |
- |
- |
64 |
Videre proces
Såfremt Borgerrepræsentationen godkender denne indstilling vil Økonomiforvaltningen indgå en aftale med Ejerforeningen Aldersrogade 37-39 om etablering af de syv ansøgte kameraer til tv-overvågning.
Peter Stensgaard Mørch /Søren Tegen Pedersen
Oversigt over politisk behandling
Økonomiforvaltningen indstiller over for Økonomiudvalget,
- at det godkendes, at der bevilges 63.575 kr. fra Økonomiudvalgets akutpulje til udvidelse af den eksisterende tv-overvågning på Sigynsgade ved Krakas Plads.
Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 8. maj 2018
Indstillingen blev anbefalet over for Borgerrepræsentationen med 7 stemmer mod 5. Ingen medlemmer undlod at stemme.
For stemte: A, F, C og O.
Imod stemte: Ø, Å og B.
Enhedslisten, Alternativet og Radikale Venstre afgav følgende protokolbemærkning:
”Radikale Venstre, Enhedslisten og Alternativet anerkender og beklager at beboerne kan føle sig utrygge, dog mener vi ikke, at mere overvågning er løsningen.”
Det Konservative Folkeparti afgav følgende protokolbemærkning:
”Økonomiforvaltningen bedes undersøge om tilladelsen kan gives på betingelse af, at kun Politiet får adgang til optagelserne af det offentlige rum.”
SF afgav følgende protokolbemærkning:
”SF er modstander af generel overvågning i byrummet. Men kan som i denne sag tillade det, når beboer oplever øget kriminalitet, og selv har ytret ønske om at få det installeret.”
Beslutning
Borgerrepræsentationens beslutning i mødet den 31. maj 2018
Caroline Stage forlod mødet under punktets behandling grundet inhabilitet.
Indstillingen blev forkastet med 27 stemmer imod 26. Ingen medlemmer undlod at stemme.
For stemte: A, F, V og O.
Imod stemte: Ø, Å, B, C og I.
Enhedslisten, Alternativet og Radikale Venstre videreførte deres protokolbemærkning fra udvalgsbehandlingen:
”Radikale Venstre, Enhedslisten og Alternativet anerkender og beklager at beboerne kan føle sig utrygge, dog mener vi ikke, at mere overvågning er løsningen.”
SF videreførte deres protokolbemærkning fra udvalgsbehandlingen:
”SF er modstander af generel overvågning i byrummet. Men kan som i denne sag tillade det, når beboer oplever øget kriminalitet, og selv har ytret ønske om at få det installeret.”
Det Konservative Folkeparti afgav følgende protokolbemærkning:
”Idet også andre end myndighederne får adgang til optagelserne, frygter vi, at optagelserne kan misbruges til social kontrol og privat overvågning. Vi kan derfor ikke støtte forslaget.”