Anmodning om Teknik- og Miljøudvalgets studietur 2012
Indstilling og beslutning
Indstilling om,
1. at Borgerrepræsentationen anmoder Teknik- og Miljøudvalgets medlemmer om at tage på studietur til Vancouver, Seattle og Portland i perioden fra den 1. juli – 10. juli 2012.
2. at Borgerrepræsentationen beslutter at yde erstatning for dokumenteret tabt arbejdsfortjeneste til de medlemmer, som har valgt denne ordning.
(Teknik- og Miljøborgmesteren)
Problemstilling
Teknik- og Miljøudvalget har planlagt en studietur til Vancouver, Seattle og Portland i perioden fra den 1. juli 2012 – 10. juli 2012.
En forudsætning for betaling af udgiftsgodtgørelse samt evt. erstatning for dokumenteret tabt arbejdsfortjeneste til udvalgets medlemmer er, at Borgerrepræsentationen anmodet udvalgets medlemmer om at deltage i studieturen jf. lov om kommunernes styrelse § 16, stk. 5 og 10, og Borgerrepræsentationens beslutning af 11. marts 2010 (edoc 2010-7800).
Løsning
Formålet med turens indhold er følgende overordnede temaer:
· Regnvandshåndtering/klimatilpasning (særligt i ældre byområder; drænsystemer, gennemtrængelige overflader, grønne tage mv.)
· Mobilitet (trafikregulering, smarte informationssystemer, kollektiv trafik, bycykelsystem, vejbaner reserveret folk der kører sammen mv.)
· Havneudvikling (liv på havnen, samspil mellem havneområder og eksisterende by mv.)
· Grønne løsninger i byen (grønne tage, urban farming, LAR mv.)
· CO2-reduktion (Vancouver 2020 planen, fortætning af byerne mv.)
· Udsatte byområder herunder frivillighed/medborgerskab/social bæredygtighed
· Samarbejde mellem det offentlige og private virksomheder og privat medfinansiering af byudvikling
· Midlertidighed
Økonomi
Det forventede budget for Teknik- og Miljøudvalgets medlemmers deltagelse i studieturen er ca. 350.000 kr., der dækker transport, forplejning og overnatning. Udgifterne til studieturen afholdes inden for Teknik- og Miljøudvalgets ramme.
Det endeligt regnskab for studieturen oploades til Teknik- og Miljøudvalgets hjemmeside når studieturen er afsluttet.
Ayfer Baykal
Teknik- og Miljøborgmester
Beslutning
Indstillingen blev godkendt uden afstemning.