Mødedato: 31.05.2012, kl. 17:30
Mødested: Borgerrepræsentationens mødesal

Anvendelse af biogas fra Lynetten i den københavnske bygas

Se alle bilag

Borgerrepræsentationen skal godkende projektforslaget om ”Brug af biogas fra Lynettefællesskabet I/S i den københavnske bygasforsyning”.

Indstilling og beslutning

Indstilling om,

  1. at Københavns Energis projektforslag om at bruge biogas fra Lynettefællesskabet I/S i den københavnske bygas godkendes endeligt efter høring

 (Teknik- og Miljøudvalget)

Problemstilling

Projektet har efter beslutning af Teknik- og Miljøudvalget (23. januar 2012) og Borgerrepræsentationen (9. februar) været i høring og skal nu endeligt godkendes.

 

Lyttefællesskabet I/S har i foråret 2011 sat deres nye anlæg til rensning af spildevand i drift. Rensning af spildevand har biogas som et biprodukt. I denne forbindelse har Lynettefællesskabet og Københavns Energi indsendt et projektforslag om ”Brug af biogas fra Lynettefællesskabet I/S i den københavnske bygasforsyning”.

 

Teknik- og Miljøudvalget skal som myndighed godkende bygas projekter i henhold til varmeforsyningsloven og den tilhørende bekendtgørelse om godkendelse af projekter for kollektive varmeforsyningsanlæg. Kommunen kan godkende projekter, såfremt de er samfundsøkonomisk fordelagtige sammenlignet med alternativerne.

Løsning

Der vil i fremtiden være biogas til rådighed fra Lynetten, som kan anvendes til formål uden for Lynetten. Baggrunden er, at der er installeret en mere energieffektiv slamforbrændingsovn, hvilket betyder, at man ikke længere skal bruge al biogassen internt for at holde processen i gang.

 

Lynetten har sammen med DONG Energy og Københavns Energi Bygas undersøgt muligheder for alternative anvendelser af biogassen. Københavns Energi Bygas er gået videre med projektet og har udarbejdet et projektforslag for anvendelse af biogas i bygassen (bilag 1).

 

I projektforslaget fremstilles de samfundsøkonomiske konsekvenser via tre alternativer:

  • anvendelse af biogassen i bygassen
  • opgradering af biogassen til naturgasnettet og
  • anvendelse i en biogasmotor

 

Vurderingen af samfundsøkonomien er foretaget med en række forskellige scenarier i forhold til, hvor meget biogas der er til rådighed. I alle scenarierne er samfundsøkonomien for anvendelse af biogassen i bygassen bedre end alternativerne.

 

Ved anvendelse af biogas i stedet for naturgas i bygasforsyningen vil der kunne spares cirka 6.000 t CO2 – ækvivalenter om året. Det svarer til godt 550 personers samlede CO2-udslip.

 

Der er kommet høringssvar fra Reda A/S, I/S Amagerforbrændingen og By og Havn. Forvaltningens vurdering af høringssvarene er, at de ikke ændrer ved konklusionen. Høringssvarene og Københavns Energis respons til disse er vedhæftet i bilag 2.

Økonomi

Projektet har ingen konsekvenser for kommunens økonomi. Københavns Energi A/S ejer, finansierer og etablerer anlægget og vil varetage driften.

Der vil både for KE Bygas og for Lynettefællesskabet I/S være økonomisk gevinst ved løsningen.

Videre proces

Efter godkendelse i Borgerrepræsentationen sendes projektet ud til høringsberettigede parter, der har fire ugers klagefrist.

 

 

         Hjalte Aaberg                                  

                                                                  /Charlotte Korsgaard

Oversigt over politisk behandling

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget overfor Borgerrepræsentationen anbefaler,

  1. at Københavns Energis projektforslag om at bruge biogas fra Lynettefællesskabet I/S i den københavnske bygas godkendes endeligt efter høring

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning i møde den 14. maj 2012

Indstillingen blev anbefalet.



Beslutning

Borgerrepræsentationens beslutning i mødet den 31. maj 2012

Indstillingen blev godkendt uden afstemning.

Til top