Mødedato: 31.01.2019, kl. 17:30
Mødested: Borgerrepræsentationens mødesal

Fremadrettet opfølgning på fattigdom i Københavns Kommune

Se alle bilag
Borgerrepræsentationen skal tage stilling til Socialudvalgets beslutning om at Socialforvaltningen ikke opgør selvstændige data på fattigdomsudviklingen i Københavns Kommune.

Indstilling

Indstilling om,

  1. at godkende, at Socialforvaltningen ikke opgør selvstændige data på fattigdomsudviklingen i Københavns Kommune, da pejlemærket ”Færre københavnere lever i fattigdom” er bortfaldet.

(Socialudvalget)

Problemstilling

Det forrige Socialudvalg havde ni socialpolitiske pejlemærker for perioden 2014-2017, herunder ét om fattigdom. Borgerrepræsentationen besluttede i august 2016, at Københavns Kommune skulle have en fattigdomsgrænse opgjort efter budgetmetoden, og at Socialudvalgets pejlemærke derfor skulle opgøres efter budgetmetoden. Socialforvaltningens pejlemærke blev opgjort efter medianindkomstmetoden og blev ikke omlagt, før pejlemærkerne faldt bort ved udgangen af 2017. Økonomiforvaltningen opgør årligt andelen af fattige borgere samt andelen af børn, der vokser op i fattigdom i Københavns Kommune. Borgerrepræsentationen skal med denne indstilling godkende, at Socialforvaltningen ikke selvstændigt opgør data om fattigdomsudviklingen i Københavns Kommune. Socialforvaltningen følger udviklingen i fattigdom via Økonomiforvaltningens opgørelser.

Socialforvaltningen har fra 2008 til 2017 fulgt udviklingen i fattigdom i Københavns Kommune. Fra 2008 til 2014 udarbejdede Socialforvaltningen hvert andet år en status på fattigdom i kommunen. Fra 2014 blev udviklingen fulgt via den årlige status på det tidligere Socialudvalgs pejlemærke ”Færre københavnere lever i fattigdom”, der blev opgjort efter medianindkomstmetoden.

Borgerrepræsentationen besluttede på mødet den 26. november 2015 at genindføre en fattigdomsgrænse i Københavns Kommune. 

Den 25. august 2016 besluttede Borgerrepræsentationen, at Københavns Kommunes fattigdomsgrænse skulle beregnes efter budgetmetoden. Borgerrepræsentationen tilføjede til indstillingens at-punkt, at ”Det bemærkes, at man ikke afstår fra muligheden for at kunne beregne fattigdomsgrænsen med medianindkomstmetoden og dermed sammenligningen af kommunerne.”  

Opfølgningen på pejlemærkerne ophørte ved udgangen af 2017, da et nyt Socialudvalg trådte til. Økonomiforvaltningen opgør løbende andelen af fattige borgere i Københavns Kommune og Socialforvaltningen følger udviklingen i fattigdom via Økonomiforvaltningens opgørelser.

Løsning

Det forrige Socialudvalgs pejlemærker er faldet bort, og dermed følger Socialforvaltningen ikke længere udviklingen i fattigdom. Det tidligere Socialudvalgs pejlemærker er blevet erstattet af det nuværende Socialudvalgs Socialstrategi. 

Økonomiforvaltningen har siden 2015 årligt opgjort andelen af fattige borgere samt andelen af børn, der vokser op i fattigdom, i Københavns Kommune. Økonomiforvaltningen beregner kommunens fattigdomsgrænse efter medianindkomstmetoden, jf. beskrivelse af opgørelse og metodiske valg i bilag 1.

Det var Økonomiforvaltningens data, der lå til grund for den årlige status på det tidligere Socialudvalgs pejlemærke om fattigdom.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Økonomiforvaltningen opgør andelen af fattige borgere samt andelen af børn, der vokser op i fattigdom i Københavns Kommune i den årlige udgivelse ”Status på København”. Data for udviklingen af fattigdom i kommunen vil også fremadrettet være tilgængelig her. Socialforvaltningen følger forsat udviklingen i fattigdom via Økonomiforvaltningens opgørelser.

 

Nina Eg Hansen                                       /Eva Stokbro Jensen

Oversigt over politisk behandling

Socialforvaltningen indstiller, at Socialudvalget overfor Borgerrepræsentationen anbefaler

  1. at godkende, at Socialforvaltningen ikke opgør selvstændige data på fattigdomsudviklingen i Københavns Kommune, da pejlemærket  ”Færre københavnere lever i fattigdom” er bortfaldet.

Socialudvalgets beslutning i mødet den 16. januar 2019

Sagen blev løftet til en A-sag.

Indstillingen blev godkendt.

Beslutning

Borgerrepræsentationens beslutning i mødet den 31. januar 2019

Indstillingen blev godkendt uden afstemning.

 

Enhedslisten afgav følgende protokolbemærkning, som Alternativet og SF tilsluttede sig:

”Fattigdommen stiger markant i disse år, og den forsvinder ikke af at vi lukker øjnene for den – som regeringen gjorde i 2015 da de sløjfede den nationale fattigdomsgrænse. Derfor er det afgørende, at København fortsat laver en fattigdomsberegning, og det er fint, at den ligger hos Økonomiforvaltningen, men det er vigtigt, at alle væsentlige beregninger tages med. For medianmetoden kan ikke stå alene, hvis vi skal have et retvisende billede. Vi har nogle hovedstadsspecifikke faktorer – ikke mindst Københavns høje boligudgifter – som er afgørende for den enkelte københavners levestandard.”

Til top