Mødedato: 30.11.2017, kl. 17:30
Mødested: Borgerrepræsentationens mødesal

Medlemsforslag om ”Sæt gaderne fri” (Byrumsforsøg med eksperimenterende gader)

 

Medlemsforslag

Det foreslås,

  1. at Borgerrepræsentationen pålægger Teknik- og Miljøforvaltningen med inddragelse af øvrige relevante forvaltninger at udarbejde et forslag til politisk behandling om, hvordan, og i hvilket omfang, mindre gader i København kan blive udlagt til eksperimenterende fri-gader, der, med udgangspunkt i lokale initiativer, kan eksperimentere med gadens udtryk,
  2. at der i ovenstående forslag indgår en vurdering af de overordnede økonomiske rammer forbundet med frigadeforsøg, herunder at afdække evt. finansieringsforslag, gennem fx fondsmidler,
  3. at forslaget skal forelægges til politisk behandling forud for overførselssagen 2018.

(Stillet af SF)

Motivering

Christiania er kendt som Københavns fristad. Lidt på samme måde er en række områder i bl.a. Sydhavnen kendetegnet ved en mindre velfriseret byudvikling, end man ser i de nye byområder. København vil gerne have mere kant, og med dette medlemsforslag vil vi gerne hjælpe byen lidt på vej.

Vi forestiller os med forslaget, at en række mindre sidegader i årene frem kan søge om at blive fri-gader og dermed få mulighed for at eksperimentere med gadens udtryk. Forslaget skal ligge indenfor den kommunale ramme, med tydeliggørelse af, hvilke initiativer kræver høring af eksterne myndigheder. Eksperimenterne kan både have en midlertidig eller en permanent karakter. Det vil være Københavns Kommune der endeligt godkender et givent initiativ om fri-gade, som dog skal drives af lokale kræfter og engagement. Forslaget skal lægge op til at invitere lokaludvalgene og andre interessenter til at indgå i arbejdet med henblik på at bringe deres ekspertise i spil.

I forbindelse med Aarhus Festuge har man i årene gennemført en lang række eksperimenter i gadens rum. I 2010 plantede man et stort torv til med træer og grønt og opsatte skulpturer i gadebilledet.

I Holland har man i byen Ghent i en årrække eksperimenteret med at give gaderne liv under overskriften ”Living Streets” ”Child in the City”, og i Helsinki har man gjort et byområde mere bæredygtigt under overskriften ”Experimental streets”.

I København kunne det for eksempel være en gade, hvor beboerne ønskede at skabe et mere kunstnerisk udtryk og installere kunst i gaderummet. Det kunne være gader, hvor beboerne ville skabe et grønt og bæredygtigt byrum med græs i gaden, lukke gaden af for biler og skabe en byskov i gadens rum. Det kunne også være beboere, der i samarbejde med lokale handlende fik muligheden for at gentænke handelen i gaden på nye måder, eller en virksomhed som Lego, der indgik i samarbejdet om at etablere en børnevenlig gade med plads til leg - eller noget helt fjerde. I princippet er det vel kun borgernes fantasi, der sætter grænserne.

Beslutning

Borgerrepræsentationens beslutning i mødet den 30. november 2017

 

Medlemsforslaget blev vedtaget med 37 stemmer imod 12. Ingen medlemmer undlod at stemme.

 

For stemte: A, Ø, B og F.

Imod stemte: V, O, C, I og Kasper Heumann Kristensen (Løsgænger)

Til top