Medlemsforslag om at sikre "Sjakkets" tilholdssted
Medlemsforslag
Det foreslås,
- at Borgerrepræsentationen pålægger Socialforvaltningen i samarbejde med Økonomiforvaltningen og Kultur- og Fritidsforvaltningen at udarbejde forslag til politisk behandling, der sikrer, at "Sjakket" kan forblive i deres nuværende lokaler fra 2020 og minimum frem til 2030. Forslaget skal forelægges til politisk behandling inden 1. april 2018.
(Stillet af Enhedslisten)
Motivering
”Sjakket” er en selvejende institution på Skaffervej 6, København NV, der tilbyder børn og unge mellem 6-16 år forskelligartede gratis fritidstilbud og som har fokus på, at give børn og unge et trygt, sikkert og udviklende tilbud som alternativ til gaden. På daglig basis er der 150 – 200 børn, unge og voksne af begge køn, som benytter sig af Sjakkets lokaler. Lokalerne anvendes foruden af forskellige foreninger også af lokale friskoler til idrætsaktiviteter. Desuden flytter socialforvaltningens ungerådgivning på Glasvej ind i Sjakkets lokaler i løbet af efteråret 2017.
Sjakket har rødder ud i Mjølnerparken og Nordvest, hvor de samarbejder med rollemodeller blandt forældre, større søskende og de børn og unge, der er brugere af deres fritidsaktiviteter. De har en stor viden om og blik for lokalområdet, dets foreninger, udfordringer og beboere, hvilket er helt afgørende for deres troværdig og muligheder for at gøre det til et oplagt valg for børn og de unge i området at benytte stedet. En opgørelse fra Sjakkets ledelse i 2012 viste, at 98 % af de børn og unge, der har været tilknyttet Sjakket i forbindelse med deres skoletid, er påbegyndt en ungdomsuddannelse. Dette tal er, på trods af de enorme udfordringer i området, langt over landsgennemsnittet.
Sjakket får i dag støtte fra både Socialforvaltningen og Kultur- og Fritidsforvaltningen og har med budget 2018 fået forlænget deres bevilling med fire år til og med 2021 til forebyggende arbejde i forhold til bandekonflikten.
Fra 2020 står Sjakket imidlertid uden lokaler, idet Københavns Kommune har tilbagekøbsret på lokalerne, som Sjakket købte i 1995.
Enhedslisten finder det uholdbart og unødvendigt at et velfungerende tilbud som Sjakket skal være usikre på, hvor de skal lave deres aktiviteter om 3 år. Det skaber usikkerhed hos personalet og brugerne og det er derfor afgørende, at vi som kommune skaber ro om rammerne for deres arbejde og finder en holdbar løsning fremadrettet.
Beslutning
Borgerrepræsentationens beslutning i mødet den 30. november 2017
Medlemsforslaget blev vedtaget med 35 stemmer i mod 12. Ingen medlemmer undlod at stemme.
For stemte: A, Ø, B og F.
Imod stemte: V, O, C, I og Kasper Heumann Kristensen (Løsgænger).
Venstre afgav følgende protokolbemærkning:
”Venstre finder medlemsforslaget sympatisk, men minder om, at tusindvis af københavnske boligejere er berørte af hjemfaldspligten. Såfremt medlemsforslaget vedtages, vil der være en berettiget forventning fra disse boligejere om, at kommunen også kan yde økonomisk støtte til dem. De økonomiske og juridiske følger af et eventuelt flertal for forslaget skal derfor undersøges i forvaltningens videre arbejde. ”