Mødedato: 30.11.2017, kl. 17:30
Mødested: Borgerrepræsentationens mødesal

Bevillingsnævnet - udvidelse af observatørordningen

Se alle bilag
Borgerrepræsentationen skal tage stilling til en udvidelse af Bevillingsnævnets observatørordning.

Indstilling

Indstilling om,

  1. at Bevillingsnævnets observatørordning udvides, således at en repræsentant for lokaludvalgene indgår som observatør i Bevillingsnævnet; observatøren, der skal være formand for et af lokaludvalgene, udpeges af lokaludvalgsformændene.

(Kultur- og Fritidsudvalget)

Problemstilling

I forbindelse med vedtagelsen af restaurations- og nattelivsplanen besluttede Borgerrepræsentationen den 24. august 2017 følgende:

”at det henstilles, at de af kommunen udpegede medlemmer af Bevillingsnævnet arbejder for at ændre forretningsordenen for Bevillingsnævnet, så der fremover udpeges en personlig stedfortræder for medlemmerne i Bevillingsnævnet, der er udpeget af Borgerrepræsentationen, samt at en af formændene for lokaludvalgene udpeges til at være observatør i Bevillingsnævnet som repræsentant for beboerne. Observatøren udpeges af lokaludvalgsformændene.”

Borgerrepræsentationen godkendte den 12. oktober 2017, at der fremadrettet udpeges personlige stedfortrædere for de af Borgerrepræsentationen udpegede medlemmer af Bevillingsnævnet.

Denne indstilling omhandler derfor alene spørgsmålet om udvidelse af observatørordningen.

Løsning

Restaurationslovens § 10, stk. 3, har følgende ordlyd:

Stk. 3. Kommunalbestyrelsen kan nedsætte et bevillingsnævn til at træffe afgørelser, der efter denne lov er henlagt til kommunalbestyrelsen. Bevillingsnævnet består af en repræsentant for politiet valgt af politidirektøren, et sagkyndigt medlem og indtil 6 andre medlemmer. Personer, der ikke er medlemmer af kommunalbestyrelsen, kan være medlem af et bevillingsnævn. I Københavns Kommune består bevillingsnævnet af borgmesteren som formand, 5 medlemmer valgt af kommunalbestyrelsen ved forholdstalsvalg, et sagkyndigt medlem, en uafhængig jurist eller advokat og en repræsentant for politiet valgt af politidirektøren. Såfremt Københavns Kommune har et magistratsstyre eller en styreform med delt administrativ ledelse, jf. §§ 64 og 64 a i lov om kommunernes styrelse, kan kommunalbestyrelsen i kommunens styrelsesvedtægt bestemme, at et magistratsmedlem henholdsvis en udvalgsformand er formand i stedet for borgmesteren.”

Observatørordning

Observatørordningen omtales ikke direkte i restaurationsloven, men de fleste Bevillingsnævn i Danmark inddrager repræsentanter fra branchens arbejdsgivere og medarbejdere i nævnets arbejde. Dette sker f.eks. i form af observatører, der er tilknyttet bevillingsnævnene.

Borgerrepræsentationen godkendte den 26. maj 2011, at DRC, HORESTA og 3F som et forsøg fik observatørstatus i Bevillingsnævnet. Borgerrepræsentationen godkendte den 27. marts 2014 at gøre observatørordningen permanent. Bevillingsnævnet blev bemyndiget til at lade ordningen ophøre, såfremt nævnet i løbet af udpegningsperioden måtte ønske dette.

Det er vurderingen, at Borgerrepræsentationen vil kunne beslutte, at observatørordningen udvides, således at en repræsentant fra lokaludvalgene vil kunne overvære Bevillingsnævnets møder som observatør. I lyset af den allerede iværksatte dialog med beboere og lokaludvalg om det københavnske natteliv (bl.a. i form af samarbejdsforum for nattelivet) anses en sådan udvidelse for naturlig. Det vurderes derfor, at det vil være sagligt, at en repræsentant fra lokaludvalgene kan overvære Bevillingsnævnets møder som observatør. Der henvises i øvrigt til de uddybende bemærkninger, der fremgår af bilag 1.

Såfremt Borgerrepræsentationen beslutter at udvide observatørordningen med en repræsentant for lokaludvalgene, vil der ske en konsekvensrettelse af Bevillingsnævnets forretningsorden. Det anbefales i denne forbindelse, at også den nuværende observatørordning konkretiseres i forretningsordenen. 

Høring af Bevillingsnævnet

Forslaget om udvidelse af observatørordning blev forelagt Bevillingsnævnet på dettes møde den 11. oktober 2017. Bevillingsnævnet godkendte, at der tilvejebringes en udvidelse af Bevillingsnævnets observatørordning med en repræsentant for lokaludvalgene.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Såfremt Borgerrepræsentationen godkender indstillingen, vil ændringerne blive implementeret i forbindelse med det pr. 1. januar 2018 udpegede Bevillingsnævn. Endvidere vil Bevillingsnævnet tilrette sin forretningsorden.

 

Mette Touborg                            /Merete Evers Dewilde

Oversigt over politisk behandling

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller, at Kultur- og Fritidsudvalget overfor Borgerrepræsentationen anbefaler,

  1. at Bevillingsnævnets observatørordning udvides, således at en repræsentant for lokaludvalgene indgår som observatør i Bevillingsnævnet; observatøren, der skal være formand for et af lokaludvalgene, udpeges af lokaludvalgsformændene.

 

Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 9. november 2017

Punktet blev behandlet umiddelbart efter dagsordenens punkt 1 (Godkendelse af dagsordenen).

Indstillingen blev godkendt. 

Beslutning

Borgerrepræsentationens beslutning i mødet den 30. november 2017

 

Indstillingen blev godkendt uden afstemning.
Til top