Mødedato: 30.11.2006, kl. 17:30

Enghavevej cykelstier, etape 2

Se alle bilag

Enghavevej cykelstier, etape 2

Borgerrepræsentationen

 

DAGSORDEN

for Ordinært møde torsdag den 30. november 2006

 

 

BR 649/06

Enghavevej cykelstier, etape 2

Enghavevej cykelstier, etape 2

 

 

Indstilling om,

at der anlægges en dobbeltrettet cykelbane med lysregulering på tværs af Enghavevej,

at Sønder Boulevard lukkes med et pladsanlæg som beskrevet i denne indstilling,

at der etableres cykelstier i Enghavevej som beskrevet i denne indstilling, samt

at der gives en anlægsbevilling på 3,2 mio. kr. på Vej & Parks anlægsramme, konto 2.22.3, (Vejanlæg) til gennemførelse af projektet.

 

Det forudsættes, at evt. merudgifter, herunder driftsudgifter, som følge af sagen finansieres indenfor Teknik- og Miljøudvalgets budgetramme.

                                                                 (Teknik- og Miljøudvalget)

 

 

 

INDSTILLING

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget overfor Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler:

  ;

at der anlægges en dobbeltrettet cykelbane med lysregulering på tværs af Enghavevej

at Sønder Boulevard lukkes med et pladsanlæg som beskrevet i denne indstilling

at der etableres cykelstier i Enghavevej som beskrevet i denne indstilling.

at der gives en anlægsbevilling på 3,2 mio. kr. på Vej & Parks anlægsramme, konto 2.22.3, (Vejanlæg) til gennemførelse af projektet

 

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning i mødet den 25. oktober 2006

Anbefalet

 

Økonomiforvaltningen indstiller:

at Økonomiudvalget oversender sagen til Borgerrepræsentationen med følgende erklæring:

"Økonomiudvalget har ingen bemærkninger til, at nærværende sag søges gennemført i den foreliggende form, idet Økonomiudvalget forudsætter, at evt. merudgifter, herunder driftsudgifter, som følge af sagen finansieres indenfor Teknik- og Miljøudvalgets budgetramme."

 

 

 

Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 14. november 2006

Anbefalet.

 

 

 

RESUME

Med udgangspunkt i Cykelstiprioriteringsplanen og Vesterbro Trafik- og Byrumsplan, afslutter nærværende projekt cykelstiprojektet på Enghavevej på delstrækningen fra Sønder Boulevard til Vigerslev Allé.

Projektet omfatter udover anlæg af cykelsti og cykelbaner også etablering af nye og mere tilgængelige busholdepladser på Enghavevej. Stoppestederne etableres udfor Sønder Boulevard, der lukkes for ud og indkørsel for biltrafik, jf. bilag 2. Ved lukningen etableres en mindre plads på hver side af Enghavevej. Sønder Boulevard har i en periode været lukket som forsøg. Lukningen foreslås nu gjort permanent.

De 2 pladser beplantes med 11 spidsløn i en grusbelægning, og der opstilles 5 bænke. En fodgængerovergang forbinder pladserne på tværs af Enghavevej. Krydsningsmulighederne for fodgængere og cyklister samles hermed ét sted. Der etableres lysregulering ved den dobbeltrettede cykelsti.

HUR har været aktivt inddraget i projektudviklingen, dels for at tilgodese busfremkommeligheden i så stor en udstrækning som muligt, dels for at sikre den fremtidige drift af linie 10.

De samlede udgifter til gennemførelse af projektet, er beregnet til kr. 3,2 mio. kr. i prisniveau november 2006.

 

SAGSBESKRIVELSE

Baggrund

I 2001 afsatte Bygge- og Teknikudvalget ekstra midler til gennemførelse af Cykelstiprioriteringsplanen. Et af projekterne, der blev prioriteret var et cykelstiprojekt på Enghavevej, som blev realiseret i 2004.

Udførelse af cykelstier ud for Sønder Boulevard var ikke omfattet af ovennævnte projekt, da ombygning af Sønder Boulevard på daværende tidspunkt ikke var færdig projektudviklet. Nærværende forslag afslutter dermed ovennævnte cykelstiprojekt.

Forslaget tager udgangspunkt i den Trafik- og Byrumsplan for Vesterbro, som Bygge- og Teknikudvalget godkendte på sit møde den 26. februar 2003, (BTU 101/2003) og Cykelstiprioriteringsplanen 2002-2016, godkendt af udvalget på mødet den 6. juni 2001, (BTU 300/2001).

Bygge- og Teknikudvalget besluttede på mødet den 3. december 2003, (BTU 475/2003) at anbefale over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen, at arealet mellem Enghavevej, jernbanen, Sønder Boulevards nordside og Vester Fælledvej anvendes til rekreative formål med mulighed for indpasning af en daginstitution.

Nærværende projekt er planlagt i overensstemmelse med ovennævnte beslutning, og understøtter intentionen om arealets anvendelse til rekreative formål.

 

Uddybning af indstilling og evt. alternativer hertil

Projektet omfatter etablering af cykelstier i Enghavevej på strækningen fra Sønder Boulevard til Vigerslev Allé, samt lukning af Sønder Boulevard for biltrafik. Der anlægges en dobbeltrettet cykelbane med lysregulering langs Sønder Boulevard.

 

Forholdene i området

Enghavevej er en fordelingsvej og betjener meget af den nord-syd gående trafik på Vesterbro. Der ligger fire skoler nær Enghavevej, hvilket giver meget skoletrafik både på langs af Enghavevej og på tværs. I området omkring Enghavevej/Sønder Boulevard-krydset ligger hovedsagelig etageboliger. Der ligger en tankstation, hvortil der er en stor trafik, i krydset.

Linie 3A kører på Enghavevej fra Vesterbrogade til Enghave Station.

Linie 10 kører på Enghavevej mellem Istedgade og enten Ny Carlsberg Vej eller videre til Enghave Station.

Enghavevej opfattes i bydelen som en stærk trafikal barriere mellem bydelens væsentligste rekreative rum. Derfor er det meget højt prioriteret, at Enghavevej samtidigt bliver lettere at krydse for bløde trafikanter.

 

Overordnede trafikale overvejelser

Lukningen af Sønder Boulevard ved Enghavevej medfører, at muligheden for ind og udkørsel for biler fra Enghavevej fjernes. I stedet vil trafik til den vestlige del af Sønder Boulevard skulle benytte Alsgade/Dannevirkegade, hvis den kommer fra østsiden, eller Vesterfælledvej fra vest.

Svingbanerne på Enghavevej mod Sønder Boulevard kan nedlægges, og dermed kan der etableres separate busbaner. For at optimere busfremkommeligheden får busserne forkørselsret reguleret ved lyssignal. Den eksisterende lysregulering minimeres til at omfatte krydsende cyklister og fodgængere. Generelt forventes trafikafviklingen for både bilister og cyklister at blive mere overskuelig og glidende. Højresving fra den mere trafikalt belastede Ingerslevsgade vil ligeledes blive forbedret, da afstanden til stoplinie ved lysreguleringen ved Sønder Boulevard bliver længere.

Ved reduktion af kørebanearealet til ét gennemgående kørespor og ved etablering af midterhelle, vil hastigheden blive reduceret. Den eksisterende trafik vurderes at kunne afvikles uden problemer med det reducerede vejprofil.

Under udarbejdelsen af projektet, har forvaltningen lagt vægt på, at alle trafikkanter skal komme til at opleve ombygningen som en forbedring af forholdene. Således er ikke blot forholdene for cyklisterne blev forbedret, men tillige krydsningsmulighederne for fodgængere. Desuden har HUR været inddraget i projektudviklingen, hvilket bl.a. har resulteret i at stoppestederne i videst muligt omfang er blevet forberedt for A-bus linie 3A og linie 10.

Projektet planlægges udført i 2007.

 

Særlige foranstaltninger på strækningen

I det følgende er de væsentligste delelementer i projektet beskrevet, i rækkefølgen fra Sønder Boulevard mod Vigerslev Allé:

Sønder Boulevard - øst (jf. bilag 2) lukkes for biltrafik fra Enghavevej. Der etableres en triangulær plads med 5 træer og 3 bænke i et grusareal. Træerne afslutter alléplantningen på Enghavevej og danner en grøn port til Vesterbro. På pladsen etableres busskur og venteareal for linie 3A. Der placeres yderligere cykelstativer og plakatsøjle. Cykelstierne i hver side af Sønder Boulevard samles ved en cirkulær midterhelle inden krydsning af Enghavevej.

Enghavevej (jf. bilag 2) udvides det eksisterende stoppested i sydgående retning ved Enghave Station til at kunne rumme 2 busser, for at tilgodese linie 3A. Samtidig flyttes stoppestedet i nordgående retning til den nyetablerede plads overfor. Herved minimeres gangafstanden ved skift mellem bus og tog, og trafikken koncentreres tæt ved Enghave Station. Der etableres midterhelle i forbindelse med fodgængerfelt på tværs af Enghavevej. De eksisterende cykelstier forlænges frem til den projekterede lysregulering.

Sønder Boulevard - vest (jf. bilag 2) lukkes for biltrafik fra Enghavevej. Der etableres en plads til ophold med 6 træer, der ligeledes afslutter Enghavevejs allé i nordgående retning. På pladsen etableres et cykelstativ og 2 bænke.

Parkeringspladser

Der nedlægges ikke parkeringspladser.

 

Økonomi

De samlede udgifter til gennemførelse af projektet, er beregnet til 3,2 mio. kr. i prisniveau november 2006.

Udgifterne foreslås finansieret ved en anlægsbevilling på 3,2 mio. kr. under Vej & Parks anlægsramme, konto 2.22.3, (Vejanlæg).

Projektet vil medføre en øget driftudgift for Vej&Park på 75.000 kr./årligt. Omkostningen vil blive opført på Vej&Park's oversigt over øgede omkostninger som følge af anlægsarbejder. Oversigten vil blive forelagt udvalget forud for næste års budgetforhandlinger. 

 

Miljøvurdering

Indstillingen er miljøvurderet, da sagstypen er omfattet af Teknik- og Miljøforvaltningens positivliste. Til sagstypen er knyttet følgende miljømål i udførelsesfasen:

Udførelsen af arbejdet vil medføre en mængde transport af jord og belægningsmaterialer, i form af eksisterende materialer, der transporteres bort og nye der køres til. Denne transport forsøges reduceret, ved i størst muligt omfang at lade eksisterende belægninger indgå i det færdige anlæg, dels at genindbygge så stor en del af den eksisterende jord som muligt, under hensyntagen til en konkret afvejning af teknik, miljø og økonomi.

Der vil blive taget hensyn til minimering af støjgener i forbindelse med anlægsarbejdet.

 

Høring

I forbindelse med projektudviklingen er Københavns Politi og HUR blevet hørt om projektet. Der er blevet gennemført et forsøg med afspærring af Sønder Boulevard med positive resultater.

Politiets høringskommentarer er blevet indarbejdet i projektet. HUR's kommentarer er blevet indarbejdet i det omfang, det ud fra projektets overordnede hensyn har været muligt.

Desuden er der i perioden fra 25/9.2006 til 6/10.2006 gennemført høring af berørte parter. Vesterbro Lokalråd er ligeledes løbende blevet inddraget i projekts udvikling.

Høringen har ikke afledt kommentarer fra parterne.

Endelig er Københavns Bymuseum blevet orienteret om projektet.

 

BILAG VEDLAGT

Bilag 1: Enghavevej, Eksisterende forhold

Bilag 2: Enghavevej, Projekteret forhold

Bilag 3: Visualisering

Bilag 4: Visualisering

Bilag 5: Visualisering

 

 

Ole Bach

 

Til top