Mødedato: 30.11.2000, kl. 17:30

Renovering af tagene på daginstitutionerne Gerbrandsvej

Renovering af tagene på daginstitutionerne Gerbrandsvej

for mødet «MDAT» kl

Borgerrepræsentationen

DAGSORDEN

for ordinært møde torsdag den 30. november 2000

 

BR 496/2000

Renovering af tagene på daginstitutionerne Gerbrandsvej

Renovering af tagene på daginstitutionerne Gerbrandsvej 5C og 5D

INDSTILLING

Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen indstiller, at Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,

at der gives en kapitalbevilling på kr. 7.391.000 til tagrenovering af daginstitutionerne Gerbrandsvej 5 C og 5 D.

 

 

Familie- og Arbejdsmarkedsudvalgets beslutning i mødet den 1. november 2000

Kontorchef Susanne Binné deltog under punktets behandling.

Indstillingen blev tiltrådt

 

 

Økonomiudvalgets behandling af sagen:

På egne af Økonomiudvalget meddeles, at overborgmesteren ingen bemærkninger har til, at nærværende forslag søges gennemført.

 

RESUME

Der er konstateret svampeskader i tagkonstruktionerne på de to bygninger, der hver rummer tre vuggestuegrupper og to børnehavegrupper. Svampen menes ikke at udgøre nogen akut helbredsrisiko for børn og personale.

Personer, der er disponeret for allergi, kan dog i værste fald blive påført helbredsgener. Hertil kommer, at en yderligere spredning af angrebet bør forebygges. Det er derfor nødvendigt at udbedre skaderne så hurtigt som muligt.

SAGSBESKRIVELSE

Bygningerne på Gerbrandsvej 5C og Gerbrandsvej 5D er taget i brug i henholdsvis 1993 og 1994. Tagkonstruktionen er udført som en lukket konstruktion, der er kendetegnet bl. a. ved, at der ikke er ventileret.

Den 31. august 1999 blev man opmærksom på en defekt tagplade i nr. 5 C. En undersøgelse foretaget af Rådgivende Ingeniører og Arkitekter viste, at der er ret udbredte svampeangreb i de lukkede tagkonstruktioner i begge bygninger.

Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen har vurderet, om der er mulighed for at gøre ansvar gældende over for de involverede rådgivere og entreprenører.

Alene det forhold, at skaderne først er konstateret efter 5 års garantiens udløb, gør det meget svært at gøre ansvar gældende. I givet fald skal der være udvist grov uagtsomhed. Det vil desuden blive vanskeligt (umuligt) at føre bevis for, at nogen af de involverede er ansvarlige for, at svampeskaderne er opstået. Hertil kommer, at de relevante entreprenører er gået konkurs.

En rapport udfærdiget af Hussvamp Laboratoriet Aps konkluderer, at der er skimmelsvamp i tagkonstruktionerne på begge bygninger, og det anbefales at ændre tagenes konstruktion, så der etableres en naturlig ventilation. Det vurderes, at de skimmelsvampe, der er påvist i institutionerne, er nogle af de mest almindeligt forekommende skimmelsvampe i forbindelse med fugtskader i bygninger, og det er svampe, der ikke anses for at være specielt farlige for mennesker.

Der skønnes således ikke at være nogen umiddelbar risiko for børn og medarbejdere ved at opholde sig i bygningerne. For en sikkerheds skyld foretager Hussvamp Laboratoriet Aps månedlige luftmålinger for at følge udviklingen i svampeforekomsterne.

Svampeskader bør udbedres så hurtigt som muligt, og Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen har i samarbejde med Rådgivende Ingeniører og Arkitekter udarbejdet et projekt til renovering af begge institutioner.

Projektet omfatter fjernelse af svampeforekomsterne ved at udskifte tagkonstruktionernes bygningsdele. Der etableres herefter en ny tagkonstruktion med naturlig ventilation for at undgå fremtidige svampeangreb. Samtidig med udbedringen af skaderne på tagene foretages der en forbedring af ventilationsforholdene i begge institutioners køkkener.

Forældrebestyrelserne og sikkerhedsgrupperne er blevet orienteret om svampeskaderne og renoveringen ved et møde, hvori deltog repræsentanter for Hussvamp Laboratoriet ApS, Rådgivende Ingeniører og Arkitekter og Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen, bl. a. overlægen fra Kommunallægeordningen.

Det er besluttet at renovere Gerbrandsvej 5 C først. Renoveringsperioden er for hver institution ca. 3 måneder med byggestart i begyndelsen af januar måned 2001. Renoveringen af begge institutioner skulle således være færdig omkring 1. juli 2001.

Børnene kan ikke være i institutionerne i arbejdsperioden, og der er i samarbejde med Det Lokale Center og institutionerne aftalt alternativ pasningsmulighed i nødinstitutionerne på Sundholm og Stockholmsgave. Sundholm vil blive brugt som "baseinstitution", hvorfra et par grupper på skift kan køre til Stockholmsgave

ØKONOMI

Det udarbejdede projekt har været udbudt i licitation i hovedentreprise, og laveste bud udgør kr. 5.300.000.

Der blev indbudt fem entreprenører, som RIA vurderede som kompetente til at løse opgaven. Forskellen mellem det billigste tilbud, der blev valgt og det højeste tilbud udgjorde knapt 1 mill. kr.

Med forskellige følgeudgifter vil projektet koste i alt kr. 7.391.000 jf. følgende specifikation:

Renovering af tag (licitationsresultat) kr. 5.300.000

Indvendigt malerarbejde - 100.000

Microbiologisk bistand - 100.000

Forbedring af ventilation i køkkener - 220.000

Uforudseelige udgifter - 250.000

Omkostninger og honorarer - 730.000

Udgifter i forbindelse med ophold i nød-

institution (buskørsel, flytning, container m. m.) - 666.000

Rengøring - 25.000

Samlet udgift kr. 7.391.000

Udgiften til selve svamperenoveringsprojektet udgør ca. 6,5 mill. kr., idet der her ses bort fra udgifterne til udflytning og køkkenventilation og den forholdsmæssige del af udgiften til honorarer og omkostninger.

Beregnet som udgift pr. barn svarer renoveringsudgiften på 6,5 mill. kr. til ca. 54.000 kr. pr. barn, hvis der regnes på grundlag af 120 vuggestuepladser og ca. 30.000 kr. pr. barn, hvis der regnes med 220 børnehavepladser.

Renoveringsudgiften pr. m2 beløber sig til ca. 4.000 kr., hvilket svarer til ca. en tredjedel af nyprisen beregnet efter prisniveauet i dag.

Totaludgiften 7,391 mill. kr. skal finansieres af FAF's pulje for 2001 på ca. 20 mill. kr. til større særlige vedligeholdelsesarbejder på daginstitutionerne. Renoveringen af Gerbrandtsvejinstitutionerne lægger således beslag på ca. 34% af puljen.

Kassemæssig dækning for udgiften 7.391.000 kr. kan anvises af Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningens budget for år 2001, post 5.14.1, integrerede daginstitutioner, drift.

HØRING

Ingen.

ANDRE KONSEKVENSER

Ingen.

BILAG

Ingen.

Grethe Munk / Carsten Stæhr Nielsen

Til top