Vurdering af tilbagekøbsrettighed (Fortrolighed ophævet den 7. juni 2024, kl. 10)
Københavns Kommune har stævnet DR med påstand om at opfylde parternes aftale om kommunens køberet til DR Byen i 2073.
DR har nu tilbudt kommunen, at sagen forliges ved DR’s betaling af 600 mio. kr. for aflysning af køberetten til DR Byen.
Økonomiudvalget skal tage stilling til Økonomiforvaltningens indstilling om, at Københavns Kommune på baggrund af anbefaling fra kommunens advokat accepterer DR’s forligstilbud.
Indstilling
Indstilling om,
- at det godkendes, at Københavns Kommune på baggrund af anbefaling fra kommunens advokat accepterer DR’s forligstilbud (bilag 1) .
(Økonomiudvalget)
Problemstilling
Københavns Kommune har stævnet DR for at få opfyldt aftale om køberet til DR Byen i 2073 mod betaling af DR’s oprindelige grundkøbesum og en procentsats P af værdien af bygningerne i DR Byen.
Kommunen har under retssagen nedlagt principal påstand om, at DR skal anerkende, at procentsatsen P iht. parternes aftale om køberet skal fastsættes til -205,25. I grundlaget for fastsættelsen indgår den offentlige vurdering for DR Byen i 2009 som endeligt fastsat af Landsskatteretten i 2016. Kommunen vil nedlægge subsidiær påstand om en procentsats P på 1,16, som er fastsat på grundlag af den offentlige vurdering for DR Byen i 2009 før DR’s påklage heraf.
DR’s argumenterer i sit forligstilbud, jf. bilag 1-3, for betaling af 600 mio. kr. for frikøb af DR Byen især ud fra tre beregningsmodeller, som i varierende grad afviger fra parternes aftale og/eller kommunens generelle frikøbsordning.
Kommunen er i sin stillingtagen til forligstilbuddet ikke bundet af DR’s beregninger mv., men skal alene tage stilling til, om det tilbudte beløb kan anses som acceptabelt.
Kommunens advokat har udarbejdet det som bilag 4 vedlagte notat med vurdering af DR’s forligstilbud, herunder vurdering af kommunens hjemmel til såvel at acceptere som at afslå tilbuddet.
Forligstilbud mv. er drøftet på møde i Økonomiudvalget den 7. maj 2024, hvor de som bilag 5 vedlagte slides blev gennemgået. Økonomiforvaltningen udarbejder særskilt notat med svar på de spørgsmål, der blev stillet under Økonomiudvalgets drøftelse den 7. maj 2024.
Løsning
Iht. bilag 4 anfører advokatfirmaet Horten,
- at evt. accept kan ske uden skadevirkning ift. frikøbsordningen, idet aftalen er unik, og fordi kommunen ifm. stillingtagen til tilbuddet ikke er bundet af beregningsmæssige forudsætninger
- at Horten på baggrund af sin juridiske vurdering anser det mest retvisende at vurdere DR’s forligstilbud ift. en køberetsprocent P på 1,16 %,
- at der er såvel forhold, der taler for accept, som forhold, der taler imod, da der - udover procesrisiko - bl.a. knytter sig stor usikkerhed til, hvilken reel værdi bygningerne i DR Byen kan forventes at have i 2073,
- at Horten vurderer, at det for kommunen vil være foreneligt med krav om økonomisk ansvarlighed både at acceptere og at afslå DR’s forligstilbud, herunder at en evt. accept ikke vil kunne anses som (ulovlig) økonomisk støtte til DR,
- at Horten ud fra en samlet afvejning anbefaler kommunen at acceptere DR’s forligstilbud.
Aftalen om køberet til DR Byen betegnes af advokatfirmaet Horten som unik, fordi den på centrale punkter adskiller sig fra kommunens tilbagekøbsrettigheder. Det gælder således:
- at kommunen ikke har solgt grunden til DR Byen,
- at der blev tinglyst en køberet med en foreløbig procentsats P af bygningsværdien, mens der udestår tinglysning af en endelig køberetsprocent,
- at der som grundlag for aftalen er aftalt en 70 årig fremskrivning af et frikøbsbeløb vedr. andre DR-ejendomme med den daværende rente i frikøbsordningen på 4 % p.a.
Fortrolighed
Sagen er fortrolig under hensyn til den verserende retssag.
I tilfælde af godkendelse af indstillingen vurderes det, at kommunen – af hensyn til beskyttelse af kommunens økonomiske rettigheder mv. – vil være berettiget til at opretholde fortrolighed ift. sagen og tilhørende bilag. Særligt gælder dog ift. bilag 1-3 (DR’s forligstilbud), at kommunens fortroligholdelse ikke vil hindre DR’s eventuelle offentliggørelse af forligsforslaget (fx ifm. anmodning om aktindsigt).
Af hensyn til den store offentlige interesse for sagen og kommunens interesse i at udvise åbenhed anbefales det dog - i tilfælde af Økonomiudvalgets og Borgerrepræsentationens accept af DR’ forligstilbud - at ophæve sagens fortrolighed, når formel forligsaftale er indgået. Ophævelsen af fortrolighed bør dog ikke omfatte sagens bilag, som fortsat skal behandles fortroligt.
Hvis Økonomiudvalget eller Borgerrepræsentationen beslutter ikke at acceptere DR’ forligstilbud, skal sagens fortrolighed opretholdes af hensyn til retssagens fortsættelse.
Økonomi
Sagen har ingen bevillingsmæssige konsekvenser.
Videre proces
Såfremt Økonomiudvalget accepterer forligstilbuddet, skal tilbuddet tillige accepteres i Borgerrepræsentationen. Hvis tilbuddet forkastes af Økonomiudvalget, fortsættes retssagen mod DR, og sagen forelægges ikke for Borgerrepræsentationen.
På baggrund af DR’s forligstilbud og behovet for tid til en god afslutning på den skriftlige sagsforberedelse har parternes advokater anmodet byretten om udsættelse af domsforhandling i sagen, som hidtil har været fastsat til den 17-19. juni 2024. Byretten har i den forbindelse anmodet parterne om senest den 10. juni 2024 at meddele retten, om der er indgået forlig mellem parterne eller ej.
Oversigt over politisk behandling
Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget over for Borgerrepræsentationen anbefaler,
- at det godkendes, at Københavns Kommune på baggrund af anbefaling fra kommunens advokat accepterer DR’s forligstilbud (bilag 1) .
Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 21. maj 2024
Kontorchef i Økonomiforvaltningen, Per Justesen, deltog under punktet af hensyn til sagens oplysning.
Indstillingen blev anbefalet over for Borgerrepræsentationen uden afstemning.
Beslutning
Borgerrepræsentationens beslutning i mødet den 30. maj 2024
Indstillingen blev godkendt med 47 stemmer. 3 medlemmer undlod at stemme.
For stemte: Ø, A, C, F, B, V, I og O
Undlod at stemme: Å