Medlemsforslag om demokratiarrangement
Medlemsforslag
Det foreslås,
- at Borgerrepræsentationen pålægger Økonomiforvaltningen med inddragelse af andre relevante forvaltninger at udarbejde et forslag til politisk behandling om, at alle 18-årige i København inviteres årligt til en fejring heraf ved et demokratiarrangement på Rådhuset. Demokratiarrangementet skal bestå af et demokratiforedrag med fokus på vigtigheden af den demokratiske livsform - herunder lokal medbestemmelse som borger i kommunen. Til arrangementet skal der serveres Rådhuspandekager,
- at Borgerrepræsentationen pålægger Økonomiforvaltningen med inddragelse af andre relevante forvaltninger at udarbejde et forslag til et brev, der skal byde 18-årige og nye medborgere velkommen i vores demokratiske samfund. Intentionen er, at Overborgmesteren skal sende brevet til alle borgere, når de enten modtager statsborgerskab eller fylder 18 år. Brevet skal betone vigtigheden af retsind, frisind, tolerance og oplysning. Det skal ligeledes fremhæves, at alle er født lige i ret og lige i værd. Brevet bør distribueres på den billigste måde.
(Stillet af Socialdemokratiet og Det Konservative Folkeparti)
Motivering
København spiller en særlig rolle i det danske demokrati. Da Danmark var besat af svenskerne i 1658-1660, var det københavnernes indsats, der sikrede den danske stats fortsatte overlevelse. Soldater og Københavns borgervæbning, en borgermilits, sikrede, at København ikke blev erobret.
Efterfølgende blev flere af københavnernes krav om borgerlighed indfriet. Byens indbyggere, adelige som borgerlige, fik lige adgang og rettigheder til besiddelse af jord og statslige embeder, og der blev nedsat et særligt byråd, hvor man bl.a. fik mulighed for at få foretræde for kongen.
I 1840 blev det særlige byråd, Stadens 32 mænd, afløst af Københavns Borgerrepræsentation. I 1848 skyllede en bølge af håb om en bedre fremtid og mere retfærdighed ind over Europa, og det gjaldt også Danmark.
Den tyranniske og enevældige styreform var under pres, og den 21. marts 1848 gik et folketog fra Borgerrepræsentationen og Københavns Rådhus til Christiansborg for at kræve deres ret hos Frederik 7. Det blev startskuddet til en fri forfatning og demokratiets indtog i Danmark.
København indskriver sig således i dansk demokratihistorie med en særlig rolle og et særligt ansvar. Flere steder finder vi de historiske tråde. Københavns Rådhus er f.eks. opført som »Borgernes Slot«. Et sted, hvor demokrati, tolerance og oplysning lever. På Rådhuset foregår også den tilbagevendende Grundlovsceremoni, hvor tildelingen af dansk statsborgerskab til københavnere, fejres.
Med dette medlemsforslag ønsker vi i endnu højere grad at fremme den demokratiske dannelse og bevidsthed blandt københavnere, og invitere dem ind i det lokale demokratiske hjerte, som Rådhuset er.
Beslutning
Borgerrepræsentationens beslutning i mødet den 30. maj 2024
Et forslag fra Enhedslisten og Radikale Venstre om udvalgshenvisning til Kultur- og Fritidsudvalget blev godkendt 34 stemmer imod 17. Ingen medlemmer undlod at stemme.
For stemte: Ø, F, B, V, Å, I og O
Imod stemte: A og C
Enhedslisten fremsatte følgende ændringsforslag om tilføjelse af et nyt at-punkt (ÆF1):
”- at Økonomiforvaltningen skal inddrage Unge-rådet i udarbejdelsen af forslaget til, hvordan demokratiarrangementet kan tilrettelægges og forløbe.”
Enhedslisten fremsætter følgende ændringsforslag om tilføjelse af et nyt at-punkt (ÆF2):
”- at Ungerådet skal inviteres med som en taler ved arrangementet om unges muligheder for medbestemmelse.”
Enhedslisten fremsætter følgende ændringsforslag om tilføjelse af et nyt at-punkt (ÆF3):
”- at brevet, der sendes ud til borgerne, skal betone, at demokratiet er noget alle borgere kan deltage aktivt i, og at en demokratisk livsførelse ikke alene er gennem valghandlinger, men også gennem aktiv deltagelse i den offentlige debat, gennem deltagelse underskriftsindsamlinger, gennem deltagelse i demonstrationer og offentlige møder, ved at afsende personlige breve til folkevalgte, gennem aktiv deltagelse i foreningslivet mv.”
Enhedslisten fremsætter følgende ændringsforslag om tilføjelse af et nyt at-punkt (ÆF4):
”- at brevet også skal betone at det danske demokrati har udstyret alle borgere med en række grundlovssikrede rettigheder, herunder lighed for loven uanset etnisk oprindelse, ytringsfrihed, forsamlingsfrihed til frit at arrangere og deltage i demonstrationer og politiske møder og foreningsfrihed.”
Enhedslisten fremsætter følgende ændringsforslag om tilføjelse af et nyt at-punkt (ÆF5):
”- at brevet inviterer til at overvære forhandlingerne i Borgerrepræsentationen og fortæller om borgernes muligheder for at overvære Borgerrepræsentationens forhandlinger både ved at være på tilhørerpladserne og ved at følge dem hjemmefra.”
SF fremsætter følgende ændringsforslag som tilføjelse til 1. at-punkt (ÆF6):
”og Ungerådet” tilføjes efter ”andre relevante forvaltninger” og ”eller førstegangsvælgere” tilføjes efter ”18-årige”.
Så ordlyden af 1. at-punkt bliver:
”at Borgerrepræsentationen pålægger Økonomiforvaltningen med inddragelse af andre relevante forvaltninger og Ungerådet at udarbejde et forslag til politisk behandling om, at alle 18-årige eller førstegangsvælgere i København inviteres årligt til en fejring heraf ved et demokratiarrangement på Rådhuset. Demokratiarrangementet skal bestå af et demokratiforedrag med fokus på vigtigheden af den demokratiske livsform - herunder lokal medbestemmelse som borger i kommunen. Til arrangementet skal der serveres Rådhuspandekager,”
SF fremsætter følgende ændringsforslag som tilføjelse til 2. at-punkt (ÆF7):
”eller førstegangsvælgere” tilføjes efter ”18-årige” og ”, er førstegangsvælgere” tilføjes efter ”modtager statsborgerskab”.
Så ordlyden af 2. at-punkt bliver:
”at Borgerrepræsentationen pålægger Økonomiforvaltningen med inddragelse af andre relevante forvaltninger at udarbejde et forslag til et brev, der skal byde 18-årige eller førstegangsvælgere og nye medborgere velkommen i vores demokratiske samfund. Intentionen er, at Overborgmesteren skal sende brevet til alle borgere, når de enten modtager statsborgerskab, er førstegangsvælgere eller fylder 18 år. Brevet skal betone vigtigheden af retsind, frisind, tolerance og oplysning. Det skal ligeledes fremhæves, at alle er født lige i ret og lige i værd. Brevet bør distribueres på den billigste måde.”
Enhedslisten og Alternativet afgav følgende protokolbemærkning:
”Enhedslisten mener, at demokrati ikke er noget man skal forelæses om, det er noget man skal deltage i. Derfor håber vi at arrangementet kan blive til ved hjælp af unge fra Ungerådet og med fokus på at en del af de Københavnere der hvert år fylder 18 år, ikke har nem tilgang til demokratiet og nationale valg, da de ikke har statsborgerskab.”