Bevillingsmæssige ændringer og anlægsbevillinger pr. april 2024
Indstilling
Indstilling om,
- at de indmeldte bevillingsmæssige omplaceringer og konverteringer mellem styringsområder, af teknisk karakter, på 311,7 mio. kr. i 2024 godkendes, jf. bilag 1-4,
- at de indmeldte bevillingsmæssige omplaceringer med kassevirkning på netto 311,7 mio. kr. i 2024, hvoraf 5,4 mio. kr. isoleret set øger reel kasse, godkendes, jf. bilag 4,
- at Teknik- og Miljøudvalget bevilges et internt lån på 1,7 mio.kr. i 2024 til at finansiere implementering af tilsyn med udeservering, jf. bilag 4,
- at Økonomiudvalget bevilges hjemmel til afhentning af et køleanlæg vedrørende Genforeningspladsen, som er indtægts- og udgiftsneutralt,
- at det godkendes, at der på anlæg frigives anlægsbevillinger til 5 projekter på samlet 7,0 mio. kr. under Økonomiudvalget og Teknik- og Miljøudvalget, jf. bilag 5,
- at der godkendes, at der frigives rådighedsbeløb på langfristede tilgodehavender for 3,6 mio. kr. under Økonomiudvalget, jf. bilag 6.
- at det godkendes, at de 0,5 mio. kr. givet til Kultur- og Fritidsforvaltningen i Overførelsessagen 2023-2024 til fundraising i forbindelse med VM i fodbold for hjemløse i 2025 i stedet kan anvendes til et bredere formål.
(Økonomiudvalget)
Problemstilling
Udvalgene kan søge om budgetomplaceringer indenfor og mellem udvalgene med henblik på at sikre overensstemmelse mellem budget og forbrug. Der er tale om bevillingsmæssige ændringer af primært teknisk karakter, som kræver en beslutning af Borgerrepræsentationen i henhold til bevillingsreglerne.
Løsning
Der er bevillingsmæssige omplaceringer på drift og anlæg indenfor og mellem kommunens udvalg, jf. bilag 1-3. Af bilag 4 fremgår omplaceringer med modpost på kassen. En oversigt over omplaceringerne fordelt på styringsområder findes nedenfor i tabel 1, mens de største omplaceringer indenfor hvert styringsområde forklares efter tabellen.
Tabel 1. Nettotilpasninger fordelt på styringsområder, bilag 1-4
1.000 kr., |
2024 |
||
2024 p/l |
Udgifter |
Indtægter |
I alt |
Service |
165.140 |
-174.440 |
-9.300 |
Anlæg - skattefinansieret |
1.522 |
-33.434 |
-31.911 |
Anlæg - takstfinansieret |
-31.557 |
0 |
-31.557 |
Overførsler mv. |
-57.464 |
-170.015 |
-227.479 |
Finansposter |
643.739 |
-31.768 |
611.971 |
Omplaceringer i alt |
721.381 |
-409.657 |
311.724 |
Midlertidig modpost på kassen |
-485.922 |
168.187 |
-317.154 |
Reel kasse effekt |
-31.139 |
36.596 |
5.430 |
Kassen i alt |
-517.061 |
205.337 |
-311.724 |
Service
Der er bevillingsmæssige ændringer på styringsområdet service, der indebærer at udvalgenes servicemåltal nedjusteres med 9,3 mio. kr. i 2024. Servicemåltal tildeles normalvis efter princippet om, at udvalgenes budget på serviceområdet udgør udvalgets servicemåltal.
Bevægelserne fremgår af bilag 1-4. Blandt ændringerne kan følgende fremhæves:
- Børne- og Ungdomsudvalget søger indtægt- og udgiftsbevillinger for 143,0 mio. kr. i 2024 stigende til 191,0 mio. kr. i 2025, som følge af at lov om behandlings- og specialundervisningstilbud til børn og unge jf. lov nr. 1532 af 12. december 2023 og lov om ændring af lov om folkeskoleloven, barnets lov, lov om socialtilsyn og forskellige andre love jf. lov nr. 1544 af 12. december 2023, som er trådt i kraft i 2024. Det fremgår af den nye lovgivning at det fremover alene er beliggenhedskommunen, som betaler for dagtilbudsbehandling uanset hvor barnet bor.
- Justering af basisleje og administrationsgebyr som samlet øger budgettet til interne husleje i henholdsvis Børne- og Ungdomsudvalget og Kultur- og Fritidsudvalget med 33,8 mio. kr.
- Vedrørende eksternt finansierede projekter øger alle udvalg, på nær Beskæftigelse- og integrationsudvalget, samlet set indtægts- og udgiftsbudgetterne med 16,2 mio. kr. i 2024. Ændringerne vedrører blandt andet Stoplinien, styrket undervisning for anbragte børn og unge og en forebyggelsesplan vedrørende reduktion af børn og unges forbrug af nikotinprodukter og tobak. I forbindelse med de eksterne projekter frigøres der 0,3 mio. kr. i servicemåltal, som skal overføres til styringsområdet finansposter til dækning af fondsmoms.
- Samarbejdsaftale om elever på den pædagogiske assistentuddannelse flytter 14,4 mio.kr. i udgiftsbudget fra Børne- og Ungdomsudvalget til Sundheds- og Omsorgsudvalget.
- Udmøntning af afledt drift som følge af et afsluttet anlægsprojekt vedrørende botilbud til udsatte voksne på Linde Allé 40 flytter 12,6 mio.kr. mellem Økonomiudvalget og Socialudvalget.
Anlæg – skattefinansieret
De bevillingsmæssige ændringer indebærer, at budgettet til anlægsudgifter på det skattefinansierede område forøges med 1,5 mio.kr. uden at der tildeles yderligere anlægsmåltal. Anlægsindtægterne på det skattefinansierede område forøges med 33,4 mio.kr. Bevægelserne fremgår af bilag 1-4. Blandt ændringerne kan følgende fremhæves:
- Børne- og Ungdomsudvalget søger en indtægts- og udgiftsbevilling på 1,7 mio. kr. vedrørende et tilskud fra Augustinus Fonden til anskaffelse af flygler til Sankt Annæ Gymnasium. Da der skal afregnes fondsmoms, bliver nettoudgiftsbevillingen på 1,5 mio. kr. Der medfølger ikke anlægsmåltal.
- Økonomiudvalget omplacerer 5,2 mio. kr. fra Københavns Ejendomme til Byggeri København vedrørende brandsikring af facader på Møllehuset i De Gamles By.
- Overførelse af 2,3 mio. kr. fra Børne- og Ungdomsudvalget til Byggeri København under Økonomiudvalget til planlægningsfasen vedrørende en ny 9 gruppers daginstitution i Fælledbyen.
- Overførelse af 1,8 mio. kr. fra Teknik- og Miljøudvalget til Byggeri København under Økonomiudvalget til pladsen omkring Østre Kapel i forbindelse med områdefornyelse af Bavnehøj.
- Københavns Ejendomme under Økonomiudvalget øger indtægtsbudgetterne vedr. salg af ejendomme og salgsreservationer med 31,6 mio. kr. Merindtægterne reserveres til udmøntning i forbindelse med overførelsessagen 2024-2025.
Anlæg – takstfinansieret
De bevillingsmæssige ændringer indebærer, at anlægsudgifterne på det takstfinansierede område reduceres med 31,6 mio. kr. Det takstfinansierede område er uden for anlægsmåltallet. Bevægelserne fremgår af bilag 1-4. Blandt ændringerne kan følgende fremhæves:
- To skybrudsprojekter og foranalyser af syv skybrudsprojekter under Teknik- og miljøforvaltningen annulleres jf. møde i Borgerrepræsentationen den 14.12.2023 punkt 8 og 31,4 mio. kr. føres tilbage til kassen.
- De resterende 0,2 mio. kr. vedrører nulstilling af klimaprojekter under Teknik- og miljøforvaltningen.
Kassen
I denne sag udgør omplaceringerne med modpost på kassen samlet set 311,7 mio. kr. i 2024. Heraf har 317,2 mio. kr. kun en midlertidig påvirkning på kassebeholdningen. Når det ikke har betydning for opgørelsen af den reelle kasse, skyldes det enten, at tillægsbevillingen tidligere er indregnet i den reelle kasse, eller at der er tale om en tillægsbevilling med midlertidig effekt, dvs. en reperiodisering eller deponering. Omplaceringerne vedrører primært følgende:
- Økonomiudvalget reperiodiserer 588,5 mio.kr. vedrørende udskydelse af indfrysningslån vedrørende stigning af grundskyld, som staten overtager på et senere tidspunkt.
- Teknik- og Miljøudvalget reperiodiserer 103,5 mio. kr. i forhold til udgiftsbudgettet vedrørende jorddeponi i 2024, da det ikke forventes at den mellemdeponerede jord kan flyttes til Lynetteholmen i løbet af 2024. Udgifterne forventes først afholdt i 2026.
- Teknik- og Miljøudvalget øger indtægtsbudgettet i 2024 med 131,6 mio. kr. vedrørende jorddeponi, som følge af beregning af gebyrerne. De øgede indtægter vil medføre udgifter i senere år hvorfor udgiftsbudgettet hæves tilsvarende i 2027.
I denne sag indgår herudover tilpasninger med reel kassevirkning, der øger kassen med 5,4 mio. kr. Disse omplaceringer kan ske, når forudsætningerne for forbruget på de efterspørgselsstyrede overførsler samt finansposterne ændrer sig. Dertil kommer, at det er tilladt at tilføre mindreforbrug til kassen. Omplaceringerne vedrører primært følgende:
- Økonomiudvalget lægger 4,4 mio.kr. i kassen vedrørende finansposter herunder renteindtægter af obligationer, garantiprovision for HOFOR og BIOFOS, samt udlodning i forhold til Kommunekemi vedrørende regnskab 2023.
- Teknik- og Miljøudvalget lægger 0,6 mio. kr. i kassen vedrørende færre udgifter til skærpelse af kravene i miljøzoner, som der blev afsat midler til i budget 2020.
Øvrige ændringer af ikke-bevillingsmæssig karakter
Hjemmel til afhentning af køleanlæg
I forbindelse med Overførelsessagen 2013-2014 blev det besluttet at anlægge en skøjtebane på Genforeningspladsen. I 2016 blev der i den forbindelse indkøbt et køleanlæg. Skøjtebanen blev aldrig taget i brug, da anlægget ikke kunne fryse isen. Byggeri København søger i nærværende sag om hjemmel til at få køleanlægget afhentet, så Kultur- og Fritidsforvaltningen har mulighed for at anvende Genforeningspladsen herunder det rum, som køleanlægget er placeret i, til andre formål. Byggeri København har indhentet to bud på værdien af anlægget. Der er også fundet en aftager som ønsker at købe og afhente anlægget. Værdien af anlægget svarer til omkostningerne i forbindelse med afhentningen, og afhentningen vil således være indtægts- og udgiftsneutral for Københavns Kommune.
Frigivelse af anlægsbevillinger
Udvalgene kan i denne sag anmode om anlægsbevilling til anlægsprojekter, der er tilstrækkeligt belyst og af mindre omfang. På den baggrund udmøntes der anlægsbevillinger til Børne- og Ungdomsudvalget på 1,5 mio. kr. til indkøb af flygler til nyetableret musikbygning på Sankt Annæ Gymnasium og 0,1 mio. kr. til ombygning af tandklinik ved Korsager Skole, samt til Teknik- og Miljøudvalget på samlet 5,4 mio. kr. til henholdsvis forbedring af de trafikale forhold ved Nordøstamager Skole, etablering og opgradering af idrætsfaciliteter, samt til områdefornyelse af Bispebjerg Bakke.
Anlægsbevillingerne fremgår af bilag 5.
Frigivelse af rådighedsbeløb på langfristede tilgodehavender
For forøgelse af kommunens udlån gælder det, at de afsatte rådighedsbeløb først må udmøntes når Borgerrepræsentationen har truffet særskilt beslutning herom. Dette kan ske i en sag om bevillingsmæssige ændringer.
Økonomiudvalget anmoder om frigivelse af rådighedsbeløb på 3,6 mio. kr. vedrørende lån til CPH Arena P/S. Det langfristede udlån er forøget som følge af rentetilskrivning i perioden fra 2016-2024. Den bevillingsmæssige ændring i nærværende sag er kun på 2,8 mio. kr., hvilket skyldes, at der i tidligere sager har været bevillingsmæssige ændringer vedrørende rentetilskrivning, som ikke har været frigivet.
Den indmeldte frigivelse fremgår af bilag 6.
Anvendelse af midler til fundraising i forbindelse med VM i hjemløse fodbold til et bredere formål.
I forbindelse med Overførselssagen 2023-2024 blev der givet 0,5 mio. kr. til fundraising i forbindelse med VM i fodbold for hjemløse i 2025. Værtskabet i 2025 forventes ikke at gå til København, hvorfor det oprindelige formål ikke længere er relevant. Det foreslås, at Kultur- og fritidsforvaltningen gives hjemmel til at anvende midlerne til at afsøge muligheder for at tiltrække en anden større sportsbegivenhed for f.eks. ungdoms OL.
Økonomi
De bevillingsmæssige konsekvenser fremgår af løsningsafsnittet samt bilag 1-6.
Videre proces
Indstillingen behandles af Borgerrepræsentationen på mødet den 30. maj 2024.
Søren Hartmann Hede / Nicolai Kragh Petersen
Oversigt over politisk behandling
Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget over for Borgerrepræsentationen anbefaler,
- at de indmeldte bevillingsmæssige omplaceringer og konverteringer mellem styringsområder, af teknisk karakter, på 311,7 mio. kr. i 2024 godkendes, jf. bilag 1-4,
- at de indmeldte bevillingsmæssige omplaceringer med kassevirkning på netto 311,7 mio. kr. i 2024, hvoraf 5,4 mio. kr. isoleret set øger reel kasse, godkendes, jf. bilag 4,
- at Teknik- og Miljøudvalget bevilges et internt lån på 1,7 mio.kr. i 2024 til at finansiere implementering af tilsyn med udeservering, jf. bilag 4,
- at Økonomiudvalget bevilges hjemmel til afhentning af et køleanlæg vedrørende Genforeningspladsen, som er indtægts- og udgiftsneutralt,
- at det godkendes, at der på anlæg frigives anlægsbevillinger til 5 projekter på samlet 7,0 mio. kr. under Økonomiudvalget og Teknik- og Miljøudvalget, jf. bilag 5,
- at der godkendes, at der frigives rådighedsbeløb på langfristede tilgodehavender for 3,6 mio. kr. under Økonomiudvalget, jf. bilag 6.
- at det godkendes, at de 0,5 mio. kr. givet til Kultur- og Fritidsforvaltningen i Overførelsessagen 2023-2024 til fundraising i forbindelse med VM i fodbold for hjemløse i 2025 i stedet kan anvendes til et bredere formål.
Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 21. maj 2024
Indstillingen blev anbefalet over for Borgerrepræsentationen uden afstemning.
Beslutning
Borgerrepræsentationens beslutning i mødet den 30. maj 2024
Indstillingen blev godkendt uden afstemning.